Set herfra: Vi kan lære af Grundtvig, at vi skal blande tingene sammen

Knud Lundberg (1920-2002) spillede på tre landshold – håndbold, fodbold og basketball. Han var uddannet læge, men blev – udover landsholdsspiller – i stedet journalist, blandt andet på Dagbladet Information. Han sad i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og skrev en fremtidsroman og flere andre bøger, og så var han med til at udvikle sodavanden Faxe-Kondi (det sidste har jeg fra Wikipedia). At Knud Lundberg var så meget på samme tid, har selvfølgelig at gøre med, at han var et multitalent. Men det ser også særligt imponerende ud, fordi vi i dag er blevet meget mere specialiserede og dermed mere snævert knyttet til et enkelt område. Det er ikke sikkert, han ville være kommet på nogen af landsholdene i dag.

Adam Price, der er idémager på den nye TV-serie på DR om Grundtvig, beskriver Grundtvig som et renæssancemenneske – dvs. sådan lidt ’Knud Lundberg’: Grundtvig var ’det hele’, digter, præst, historiker, mytolog, folkeoplyser, højskoletænker, politiker og mere til. Han kunne læse oldislandsk og mange andre sprog og kæmpede samtidig for samtidens accept af, at man kunne blive ’dannet på dansk’. Med meget mere. 

Og alt det har selvfølgelig at gøre med, at Grundtvig var en ener. Men det har også at gøre med, at det dengang var mere almindeligt at bevæge sig rundt i tilværelsens forskellige rum. Skole og kirke, det poetiske og det politiske (osv., osv.) var ikke så skarpt adskilt. Man opfattede menneskelivet som sammenhængende.

I parentes bemærket: Ja, man bevægede sig rundt i tilværelsens forskellige rum, til gengæld var det ikke spor almindeligt at bevæge sig rundt i samfundets forskellige lag. Jeg er derfor – og af mange andre grunde – ikke ude på at sige, at alting var bedre i gamle dage.

16. maj 2024 præsenterede regeringen sin ’økonomiske redegørelse’. Det går overraskende godt for dansk økonomi. I TV-avisen kunne man se en storsmilende økonomiminister (Stephanie Lose, V), hvorefter der blev klippet videre til strøget i København, hvor både de handlende og de købende havde lys i øjnene, mens de fortalte om alt det, de nu får råd til. Og så videre til cheføkonom Las Olsen, der påpegede, at de gode nyheder har en lille skyggeside: Inflationen er godt nok faldet, men lønningerne er ikke helt fulgt med endnu.

Skyggesiden er derimod ikke, at alle de ting og sager og rejser og biler og cafémad og nye køkkener, som folk på strøget drømmer om, for størstedelens vedkommende vil blive produceret på måder, der ødelægger vores natur og livsgrundlag. Det bliver slet ikke nævnt. I vores nutid blander vi nemlig ikke tingene sammen.

Men det er, hvad jeg allermest kunne ønske mig blev udkommet af, at DR nu sætter massivt fokus på Grundtvig: At vi begynder at blande tingene mere sammen. At vi spørger os selv, hvad den samtale, vi havde lige før, betyder for den samtale, vi har nu. Eller hvad det TV-indslag vi så lige før (fx om CO2-aftrykket af vores forbrug, eller om Novo Nordisks succes på slankemiddelmarkedet, eller om den politiske situation i Georgien, eller om unges mistrivsel, eller om …) betyder for det TV-indslag, vi ser nu.

Et samfund med kun ét rum og ét tankesæt er et totalitært samfund. Et samfund, hvor der ikke er forbindelse mellem de forskellige rum, er et åndløst samfund. Men vi kan lære af Grundtvig (og Knud Lundberg), at vi er mennesker i en fælles verden – der er kun den samme. Vi skal blande tingene sammen, fordi der er en sammenhæng. Vi må gerne spørge efter den.