Og set herfra: Som sendt fra himlen

For en del år siden læste jeg, at Ugebrevet A4 havde gennemført en undersøgelse af danskernes demokratiopfattelse. Jeg husker, at hver niende dansker ifølge denne undersøgelse var fortalere for at sætte en ’stærk’ leder i spidsen for landet. En leder, der skulle kunne regere uden hensyn til folketing eller vælgerne. Og hver fjerde var af den opfattelse, at et land faktisk burde ledes af eksperter. Ikke af folkevalgte. Jeg blev enormt overrasket over undersøgelsens resultat, ja, faktisk lidt rystet. For jeg troede jo, at vi alle sammen havde lært af historien. Og jeg troede, at vi alle sammen var klar over, at vores frihed ikke kommer af sig selv.
Og det spekulerede jeg så lidt over. Ikke mindst fordi jeg på det tidspunkt underviste flere udskolingsklasser i samfundsfag. Og det førte mig frem til overvejelser om, hvorvidt jeg som lærer havde haft øje nok for den del af skolens formål, der sigter mod, at skolen skal “forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre?” Måske havde jeg haft for meget fokus på den historiske baggrund for demokratiet? Måske havde vi i mine timer haft for travlt med at undersøge politiske partier og beslutningsprocesser? Og måske havde jeg ikke fået bygget ordentlig bro fra det store arbejde med Anden Verdenskrig i historietimerne til spørgsmålet om menneskerettigheder, åndsfrihed og styreformer? Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at undersøgelsen kom til at præge mit arbejde med mine klasser i historie og samfundsfag. Og såmænd også min danskundervisning. Vi så uddrag af Leni Riefenstahls absurd smukke og skræmmende dokumentar Triumph des Willens, der handler om nazipartiets årsmøde i 1934 i Nürnberg. Vi så indledningen med den blanke propelmaskine, som flyver gennem skyerne. Vi så Hitler træde ud af dens sølvskinnende bug som frelseren, der var sendt fra himlen. Vi så ham blive hyldet af den begejstrede menneskemængde, og vi så ham filmet i frøperspektiv, mens han talte om viljen og riget fra talerstolen på den fakkeloplyste plads i nazistpartiets paradeby. Og vi gyste en smule. Og vi så den scene fra tegnefilmen Løvernes Konge, hvor skurken Scar holder en næsten identisk tale for horder af marcherende hyæner, så vi gennem eventyrets prisme kunne skelne det gode og det onde. Og så arbejdede vi med propaganda, med folkedrab og fik endda besøg af en overlevende fra Theresienstadt, der kunne fortælle, så der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Og jeg indså, at jeg kunne have sparet mig mine trusler og bønner om, at klassen skulle opføre sig ordentligt under foredraget.

Alt det kom jeg til at tænke på, mens jeg en morgen for nylig sad magtesløs og så billeder på tv af bomberne, der falder over beboelseskvarterer i en storby. I Kyiv,
som vi nu staver navnet på Ukraines hovedstad, for i det mindste at gøre et eller andet. Og jeg indså, at jeg stadig troede på, at vi havde lært af historien. Men det har vi ikke. Det slår de seneste ugers begivenheder en fed streg under. Men de minder os også om, hvorfor det er vigtigt, at lærerstuderende rustes til at tage hånd om den dannelsesopgave, som skolen har i et demokratisk samfund. I dette nummer af Grundtvigsk Tidende bringer vi endnu engang en række indlæg i debatten om en revision af læreruddannelsen. Det gør vi, fordi det er en opgave uden ende at forberede til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Fordi det vedkommer os alle.