Set herfra: Hvad laver teologer på læreruddannelsen?

Teologer (som mig selv) er et truet folkefærd på de danske læreruddannelser – det gælder både som undervisere i faget KLM (Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab) og i forhold til de tekster, der læses i KLM: Ud med alt det Løgstrup – lyder parolen. Derfor kaster jeg mig ud i dette forsvarsskrift. Men inden man bebrejder mig mit lidt ynkelige ærinde (stakkels os, engang var vi sådan nogle, der skrev grundloven, i dag vil man hellere høre på Svend Brinkmann), vil jeg understrege, at det også er ment som en opsang (bl.a. til mig selv). Som Ove Kaj Pedersen siger her i bladet: ‘Kom nu på banen, teologer!’

Min påstand er, at den teologiske faglighed – når den ellers er skarp og grundig – er kendetegnet ved to kvaliteter, som tiden kalder på, og som læreruddannelserne har brug for: Vidskab og dialektik.

Vidskab

Først vidskab: Vidskab er et ord, som Grundtvig har opfundet. Ordet kan oversættes med ’sammenhængserkendelse’. Vidskab står i modsætning til den form for videnskabelighed, der isolerer og skræller væk – og som i den grad også er vigtig! Når man ser på en celle i et mikroskop, så ser man kun på denne ene celle og skræller alt udenom væk. Men når man kaster et vidskabs-blik på tilværelsen, så er man optaget af sammenhænge og forbundethed: Bertram i 6.b ville være en anden, hvis kong Hammurabi af Babylon ikke for ca. 3800 år siden (måske) havde lavet ’verdens første lov’, der siden inspirerede til Moseloven, der siden satte sig spor i dansk lovgivning (osv.). Dagmar i 4.a ville være en anden, hvis ikke Paulus for ca. 2000 år siden havde formuleret sig så underfundigt om menneskets frie vilje: Mennesket er frit og ufrit på samme tid – og det bøvler vi fortsat med at forstå.

Dialektik

Dialektik betyder, at to (eller flere) modsatrettede udsagn kan være sande på samme tid. Eller egentlig endnu mere kompliceret: At kunne tænke dialektisk er at kunne overskue, at der findes sande sætninger, der ikke er sande, hvis de står alene. De er først sande i sammenhæng med det, der modsiger dem. Forvirret? Et eksempel er diskussionen af menneskets frie vilje: Har mennesket frihed? Forfatteren Knud Romer (og mange før ham) afskaffede den frie vilje i programmet Brinkmanns briks (21. juli 2021, P1) ved at pege på menneskets evigt komiske efterligningstrang: Alle vil have en Tesla og en pizzaovn i haven. Det har han (jo) ret i, men han ved (jo) også godt (vil jeg mene), at den samtale har som forudsætning, at mennesket alligevel er andet end et blad, der flyver i vinden. Det giver mening at føre en samtale om menneskets (frie) handlekraft. Og det giver rigtig meget mening at have tænkt dybere over dette, når man om lidt står med et pædagogisk ansvar for ’fremtidens voksne’.

Tiden kalder i den grad på indblik i de sammenhænge, vi er del af og kommer af, og samtidig på at kunne tænke mere end kritisk (dvs. også tænke kritisk om kritikken, tænke dialektisk). Begge dele kendetegner den teologiske faglighed, og begge dele kendetegner faget KLM. Snarere end at være et fag, der måske om lidt bliver afskaffet, burde KLM derfor være obligatorisk for os alle sammen.

Et p.s.: Inden jeg får dig op af stolen (selvom det jo er sundt nok), vil jeg understrege, at jeg ikke siger, at teologer er de eneste, der har evner udi vidskab og dialektik. Men de kan noget her. Når de ellers er skarpe og grundige.