Set herfra: Radikale Venstre er ikke lige mig

Radikale Venstre er ikke lige mig. Jeg har endda efterhånden en lang liste med områder, hvor jeg er eller har været uenig med dét partis politik. Alligevel betaler jeg fortsat mit medlemskontingent. Ikke med udelt glæde, men indtil videre bliver jeg ved. Og jeg synes, du skulle gøre det samme. Altså, ikke nødvendigvis betale kontingent til Radikale Venstre, men så et andet parti – der næppe heller vil være ’lige dig’.

Det er der tydeligvis mange, der ikke er enige med mig i. For det er efterhånden ikke særlig ofte, man møder et menneske, der er medlem af et politisk parti. Hvilket har den konsekvens, at de interne diskussioner i partierne finder sted mellem ret få mennesker, og at det også er ret få mennesker, der bestemmer, hvilke navne der skal stå på stemmesedlerne. Som ’vælgerne’ så kan få lov at vælge imellem.

Måske skyldes det, at man har fået den opfattelse, at et parti skal være ’lige mig’, for at man vil være med. Eller måske skyldes det, at man som partimedlem bliver mødt af omgivelserne med en forventning om, at man repræsenterer alt, hvad ’ens parti’ står for. At der er identitet mellem ’mig og partiet’. Og at det derfor kan blive en belastning at have bekendt politisk kulør: Aha, så hun er radikal, dvs. en elitær storbytype, der tror, de største problemer i verden handler om vilkårene for transseksuelle, og at alt kan løses ved at spise flere bælgfrugter.

Men hvis et parti skal være ’lige mig’, så ville ingen vel nogensinde kunne sætte et kryds på stemmesedlen – hvilket mange måske også får sværere og sværere ved. Og netop den følelse af politisk hjemløshed appellerede Inger Støjberg til, da hun for nylig lancerede sit nye parti (som heller ikke er lige mig) med ordene: ”Hvis der var valg i morgen, ville jeg ikke vide, hvem jeg skulle stemme på.” Nej, det er klart. Ikke hvis man forventer, at der findes en politiker eller et parti, der er ’lige mig’.

Nu kunne man måske tro, at jeg med disse ord er ude i en kritik af ’den stigende individualisering’, og at jeg mener, at det egocentriske moderne menneske må lære at tænke mindre på sig selv og mere på ’det fælles bedste’. Men jeg tror, retorikken skyder ved siden af, hvis den angriber problemet – for det er et problem – på denne måde.

Der er ikke brug for flere partisoldater, der klapper hælene sammen, når partiformanden taler. Der er brug for mennesker, der deltager. Og man skal ikke melde sig ind i et parti eller en forening, for at ’ofre sig selv’ for det fælles bedste, men for at blande sig, byde ind, være med – og nogle gange også være på tværs.

Der er brug for, at vi ikke taler om det fælles som det individuelles diametrale modsætning. Selvfølgelig er alt det, der ikke er mig, heller ikke ’lige mig’. Men alt det, der ikke er lige mig, er den verden, jeg er en del af. Den er ikke ’noget større end mig’, som jeg skal opløses i, men noget andet end mig, jeg er deltager i. ”Meld dig som en borger på torvet,” skrev Johannes V. Jensen. Meld dig ind, vær med og vær også gerne på tværs.