Set herfra: Må Grundtvig være i folkekirken?

Hvis der dukker en flok op i en fodboldklub og siger, de hellere vil spille håndbold, så kan man selvfølgelig godt sige, at fodboldklubben bør være rummelig og inkluderende. Men man kan måske også anføre, at det er ok, at en fodboldklub er en fodboldklub, og at de, der vil noget andet, jo kan søge andre steder hen eller danne deres egen klub.

Sådan kan man tænke i forhold til den gruppe teologer (og én der ligner), der med udgivelsen Må vi være her? og med hjemmesiden nyhimmel.dk spørger, om der er er plads til dem i den evangelisk-lutherske folkekirke, samtidig med at de ikke vil kalde sig lutherske og ønsker et grundigt opgør med den lutherske teologi (herunder arvesyndstanken) og de lutherske bekendelsesskrifters status. ”Det er helt ok, at I ikke vil være lutherske, men her spiller vi altså fodbold” – kunne man sige (og en række indlæg i Kristeligt Dagblad har sagt noget i den stil – dog uden fodboldmetafor). Deres spørgsmål – må vi være her? – er nemlig ikke blot et forsmået spørgsmål, det er et reelt teologisk og principielt spørgsmål: Kan det eller kan det ikke lade sig gøre at være med inden for en ramme, man ikke vil acceptere? Skal vi sprænge rammerne?

Heldigvis er jeg ikke tilsynsførende biskop. Og jeg glæder mig først og fremmest over, at diskussionen afføder andet end en må-de-være-her-eller-ikke-debat. For der er nemlig det besynderlige – og her holder fodboldmetaforen vist op med at fungere – at vi bliver bedre til at spille fodbold ved at have håndboldspillerne med på banen. Deres kritik er ikke uden berettigelse. De udfordrer os. Og der er en chance for, at vi alle bliver klogere af det.

Og så er de i øvrigt på nogle områder helt på linje med Grundtvig: Grundtvig var nemlig modstander af, at folkekirken med grundloven blev defineret ’oppefra’ som evangelisk-luthersk. Og han leverede dertil en underspillet, men massiv kritik af den lutherske teologi, både i forhold til skriftsynet og i forhold til at forskyde fokus fra ’det faldne menneske’ til ’mennesket skabt i Guds billede’ (samtidig med at han blev ved med selv at kalde sig luthersk – og så i øvrigt hævdede at have forstået Luthers ærinde bedre end Luther). Mennesket kan noget. Ikke først som døbt og som kristen, men som menneske. Mennesket er et åndsvæsen med sprog, forestillingsevne, handlekraft og lyst til at forstå. Derfor kan der – fx – komme noget godt ud af at drive eksamensfri højskoler, hvor vi frit kan tænke højt og gro og vokse.

Så: Gud ske tak og lov for Grundtvig (som SF’eren Margrethe Auken engang skrev om Paulus). Hans kritik af Luther og det lutherske er livsnødvendig. Den må meget gerne være her.

Når det er sagt, så kan jeg ikke se, vi kan undvære arvesyndstanken. Ikke som en forklaring på, hvorfor udøbte ’går fortabt’ (udøbte går ikke fortabt, hvad det end vil sige, det store kors for tanken er vel snarere, om en Putin gør), men netop som et udtryk for, at der ikke findes ’rene mennesker’ med ret til at pege fingre ad ’de urene’.

Men vi kan heller ikke undvære Grundtvig og Grundtvigs menneskesyn. Og der ligger en opgave i at forholde os til, ikke bare om, men hvordan vi – med Mads Peter Karlsens udtryk (s. 26) – ”arver arvesyndstanken”, og hvordan vi formulerer tænkning til tiden.