Set herfra: Man laver ikke statuer af bipersoner

Jagten på oversete kvinder har fået ekstra fart på, efter at kulturminister Jakob Engel-Schmidt har erklæret, at han vil afsætte et ”mindre millionbeløb” til medfinansiering af opsætningen af statuer af kvinder i det offentlige rum. En af dem, der ikke er overset, er dronning Margrete I. For siden 2006 har hun tronet til hest på Københavnsvej i Roskilde. Modellen af hest og rytter er udformet af Anne Marie Carl Nielsen, men først færdiggjort efter hendes død. Og heller ikke billedhugger Anne Marie Carl Nielsen hører til blandt de oversete kvinder, selvom hun nok har stået lidt i skyggen af sin berømte mand, komponisten Carl Nielsen, og selvom hendes skulpturer er geniale og derfor helt sikkert kunne fortjene endnu mere anerkendelse.

Så vi må lede videre. Og der er mange at tage af, for listen med oversete kvinder – oversete mennesker – er uendelig lang. Men altså ikke Anne Marie Carl Nielsen. Og ikke Asta Nielsen, Anna Ancher, Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Sonja Ferlov Mancoba. Dem har vi fået øje på. De er ikke længere overset.

For når vi har set de oversete, så er de ikke oversete mere. Så skal vi se andre steder hen. Og det er en enormt spændende og fin ting ved den tid, vi lever i, at vi er så optagede af at se de oversete, at finde frem til glemte stemmer fra fortiden. Ind imellem gør vi helt fantastiske fund. Men det er samtidig en problematisk ting ved vores tid – eller ved alle tider – at vi har en tendens til at gå i stå ved dem, vi finder, så vi bilder os ind, at de oversete, som vi står og ser på, stadig er oversete. Og så historierne om heltinderne bliver historier om ofre, og vi glemmer, at verden er fuld af bipersoner af alle køn.

Og det var måske en idé for kulturministeren til næste år – at opbygge en skulpturpark af historiens vigtige bipersoner. Så kunne Michael Collins (som holdt raketten i kredsløb, mens Armstrong og Aldrin tog første og andet skridt på månen) stå der sammen med Søster Agnes (der som den første gik med Mother Teresas ud blandt Kolkatas fattigste) og Grethe Rosendal (digteren Jens Rosendals ekskone) og mange andre. Og så kunne køn eller andre identitetskategorier begynde at betyde lidt mindre, fordi vi ville opdage, at verden er fuld af mennesker af alle køn, der bærer med og tager fat og holder ved, uden at det gør nogen af os til særligt fremragende mennesker.

Og det er selvfølgelig dem, Jakob Engel-Schmidt er på udkig efter: De fremragende mennesker. Ikke bipersonerne eller de virkeligt oversete. Og det er helt i sin orden, for det er en vigtig del af vores erindringskultur, at vi kan gå rundt i gadebilledet og se de ideer og begivenheder, der har formet det samfund, vi er del af – koncentreret i bestemte personligheder. Så længe vi blot ved, at der i personerne selv gemte sig både godt og ondt, genialitet og brutalitet – nogle gange mere af det ene end det andet. Sådan som det jo er med alle de mænd på sokler og til hest, der fylder i gadebilledet lige nu, og som det fortsat vil være, når der kommer flere kvinder til. Hvilket Margrete I vel er et glimrende eksempel på.