Set herfra: Langt ude med Grundtvig

Jeg skal til Indien i januar og sige noget om den danske folkeoplysningstradition og dens grundtvigske afsæt på et universitet i Vestbengalen. Jeg har ikke et færdigt oplæg endnu, men jeg ved, jeg kommer til at indlede med nogle afvæbnende bemærkninger. Som fx at størrelsen på Danmarks befolkning svarer til en femtedel af Delhis, og at der derudover er en hel masse historiske, kulturelle, religiøse og geografiske grunde til, at det kan være svært at sammenligne Danmark og Indien. Så når nu konferencens overordnede sigte er at bringe internationale perspektiver på medborgerskab og demokratisk dannelse, som kan være relevante i en indisk sammenhæng, så er man nødt til samtidig at overveje, i hvor høj grad man egentlig kan bruge ’den danske model’ til noget i Indien.

Det vil jeg selvfølgelig sige, fordi jeg mener det. For det gør jeg. Men det er måske også indlysende.

Jeg vil også sige det, fordi det er god retorisk og diplomatisk skik at afholde sig fra at virke, som om man kan komme udefra med løsningen på andre landes udfordringer, og da ikke mindst i et land, hvis selvforståelse er vokset ud af et opgør med imperialismen – en historie, som også Danmark er del af om end i noget mindre grad end England og Frankrig.

Men planen er jo dog, at jeg tager afsted. Og at jeg åbner munden og siger noget. Og hvis jeg slet ikke tror, jeg har noget at byde på, skulle jeg vel lade være. Men det tror jeg. Og jeg tror, at Indien med sine enorme klasseskel, mange barnebrude, udbredte analfabetisme og fremstormende frihedsindskrænkende hindunationalisme kunne have rigtig godt af noget mere Grundtvig – om end mit beskedne bidrag næppe gør fra eller til.

I november var udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek i Tunesien for at besøge et træningscenter for grænsevagter, som Danmark har givet støtte til uden om EU. Og som ifølge Weekendavisen er endnu et eksempel på, hvorfor Danmark af mange EU-lande opfattes som et migrationspolitisk foregangsland, der viser ”vores villighed til at samarbejde med mindre demokratisk indstillede stater.” Konfronteret med dette siger Dybvad Bek, at hvis vi skal ”komme her og starte med at holde foredrag om Grundtvig og om, hvordan dansk politisk historie er bedre end alle andre steder i verden, så tror jeg ikke, vi kommer særlig langt” (Weekendavisen, 23. november 2023 – min fremhævning).

For så vidt det er det, han mener, er jeg enig med Dybvad Bek i, at man må begå sig diplomatisk i verden. Og at man som oftest ”kommer længst”, hvis man ikke er så dum at tro, at man skal være belærende og intet kan lære af andre. Men det er jo også Grundtvigs pædagogik. Og alligevel mente han, at der findes måder at danne samfund på, der er bedre end andre. Det mener migranterne tydeligvis også.

Og spørgsmålet er vel også, hvad det vil sige at ”komme langt”? For der findes ingen politiske beslutninger, der kun er pragmatiske. Alle handlinger har en retning og sætter en virkelighed. Så det store spørgsmål er ikke, om vi skal starte med Grundtvig. Det store spørgsmål er, hvad vi har at sige om, hvor vi skal hen