Set herfra: Kvindelige præster i Egypten er udsat på ubestemt tid

På hver sin side af den 8. marts (Kvindernes Internationale Kampdag) i år skete der to ting: Folketingets ligestillingsudvalg med Ida Auken (S) i spidsen satte sig for at tælle kvindelige kunstnere – eller portrætterede kvinder – blandt kunstværkerne på Christiansborg, og statsminister Mette Frederiksen (S) rejste på officielt besøg til Egypten, hvor hun indledte en ny æra for dansk udenrigspolitik: Nu skal spørgsmål om demokrati, menneskerettigheder og ligestilling ikke længere trækkes op af hatten, når Danmark indgår samarbejder med lande som fx Egypten. Værdipolitisk udenrigspolitik er fortid, nu er vi pragmatikere.

Den 28. april 2023 markerer vi, at det er 75 år siden, de første kvindelige præster blev ordineret i folkekirken. Det er lidt uklart for mig, hvordan det bør fejres: Jeg har bestemt ikke læst teologi for at kunne kalde mig en ’kvindelig præst’, og jeg tror (eller håber), tiden er moden til, at vi netop ikke tillægger det betydning: Kvinder er præcis lige så gode eller dårlige som mænd til præstegerningen, og når der indimellem er én, der er helt uduelig, er det næppe, fordi hun er kvinde.

Samtidig er der noget særligt ved netop præstegerningen, der er interessant i forhold til feminismen. For inden for feministisk historieskrivning har man nemlig – ifølge forsker på Center for Grundtvigforskning, Lone Kølle Martinsen – overset præsterne. Man har syntes, at ’kirken’ var lig med ’patriarkatet’, og derfor har man ikke været særlig optaget af ordinationen af de første kvinder, på samme måde som man heller ikke taler meget om, at kvinder jo altså fik stemmeret til menighedsrådsvalg i folkekirken, før de fik det til folketingsvalg. Så alene for at sige: Husk nuancerne, også når vi diskuterer feminisme, er der grund til at fejre dette 75 år.

Dertil kommer, at spørgsmålet om forholdet mellem religion og feminisme er et af de mest påtrængende spørgsmål, særligt når vi bevæger os ud over Danmarks grænser. For i stigende grad bliver religion brugt som et politisk redskab til at holde kvinder i skak. I Iran, Afghanistan, Rusland, Polen, Italien, USA og mange flere steder – herunder da ikke mindst i Egypten. Og det kunne da virkelig have været interessant – som et utopisk tankeeksperiment – om Mette Frederiksen havde rejst spørgsmålet: ”How do you see the future for female religious leaders in Egypt?”

Og det er vel netop forskellen mellem de to eksempler, jeg indledte med. Det ene handler om fortiden, det andet handler om fremtiden. Det skal jo ikke være sådan, at der er lige mange mænd og kvinder på væggene på Christiansborg, alene af den grund at det i fortiden var temmelig meget sværere at bryde igennem som kunstner – eller politiker – som kvinde, men at det jo ikke betyder, at vigtige kunstværker af mænd fra fortiden skal sættes i depotet. Og da slet ikke, når vi samtidig er i gang med at bakke ud af idealerne alle mulige andre steder.