Set herfra: Kunne Grundtvig have siddet i Etisk Råd?

Det første danske reagensglasbarn blev født i 1984, og det førte mere end et nyt menneske med sig. For i forlængelse heraf fødtes – i 1987 – også Etisk Råd. Opgaven for rådet var og er at rådgive Folketinget og at understøtte den offentlige debat om etiske spørgsmål inden for sundhedsområdet, særligt i forhold til bio- og genteknologi. Siden blev arbejdsområdet udvidet til også at omfatte den bio- og genteknologiske udvikling inden for natur, miljø og fødevarer.

For nylig har Etisk Råd udtalt sig i forhold til hhv. spørgsmålet om abortgrænse, hvor de er på linje med et flertal i befolkningen i forhold til at hæve grænsen til 18 uger, og spørgsmålet om aktiv dødshjælp, hvor de ikke er på linje med befolkningen. 17 ud af 18 medlemmer af rådet anbefaler et nej, mens 72 % af befolkningen ifølge Epinion er tilhængere, og kun 10 % er imod (18 % har ikke taget stilling).

Ville Grundtvig have ment, at vi har brug for et Etisk Råd? Umiddelbart er svaret nej. For ville det ikke være mere i Grundtvigs ånd at insistere på, at vi alle er skabt med ånd og evner til at reflektere over livets store og svære spørgsmål og derfor ikke har brug for særlige livseksperter? Og er det i det hele taget ikke i Grundtvigs ånd at protestere mod det, der har skær af noget elitært eller formynderisk?

Måske. I hvert fald kan man finde masser af citater af Grundtvig, hvor folket og folkeligheden er hjemsted for alt, hvad der er frit og levende og kærligt og indsigtsfuldt. Og alligevel har man også fornemmelsen af, at det sande folk hos Grundtvig er et folk bestående af stolte riddere. At være folk hos Grundtvig er at ’oppe sig’, at hæve sig op over almuestanden. Det er ikke noget, man kommer sjoskende til.

Det er en meget brugt retorik (fx af vores statsminister) at stille folkelighed op over for det elitære, akademiske, formynderiske – men det holder ikke. For det første holder det ikke, fordi Grundtvig for længst har sejret ad helvede til, således at ingen nu har nogen som helst lyst til at fremstå som ufolkelig. At uligheden er stigende, ændrer ikke ved, at det er tomt at fremstille sig som en, der er på folkets side. Det gør alle. For det andet holder det ikke, fordi vi som folk fortsat er nødt til at spørge os selv, hvordan vi bliver kloge nok til at gennemtænke de spørgsmål, der trænger sig på. At være en del af folket er ikke en fribillet til at modsætte sig viden eller komplicerede spørgsmål – tvært imod.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi i alle tilfælde skal følge anbefalingerne fra Etisk Råd. Både når vi er enige og uenige med dem, skal vi netop fortsat tænke selv. I forhold til spørgsmålet om aktiv dødshjælp tilhører jeg selv de 10 % og ønsker derfor, at vi følger rådets anbefalinger. Men først og fremmest ønsker jeg, at vi forholder os til deres argumenter såvel som til andres, og at vi derfor sænker tempoet markant i forhold til det i øvrigt accelererende tempo for lovgivningsprocesser.

Alle kan sætte sig ind i enkeltberetninger fra pårørende til alvorligt syge, der har ønsket at dø. Men et samfund, hvor man hos sundhedsvæsnet kan få ’drab på begæring’ er et ganske andet samfund, end det vi lever i nu. Det er et samfund, hvor man måske risikerer, at syge og pasningskrævende mennesker føler sig tilskyndet til at overveje, om de er til besvær. Der er brug for, at vi anstrenger os for at være kloge nok. Der er brug for, at vi tænker os om. Der er brug for at sænke tempoet.