Set herfra: Indførelsen af ’aktiv dødshjælp’ vil ændre det menneskesyn, vi bygger samfund på

”Danmark er et kristent land.” Det fremgår af SVM-regeringens regeringsgrundlag. Teologisk er det en misforståelse, for mens jødedommen bygger på tanken om, at landet og folket og Gud hører sammen, går kristendommen i sit udspring netop på tværs af nationale forskelle. Et land kan derfor ikke være kristent. Men et samfund og en kultur kan godt være præget af kristendommen, og det er det danske samfund i høj grad. Endnu da …

Statsminister Mette Frederiksen benyttede sin åbningstale på folkemødet 2023 til at slå et slag for aktiv dødshjælp. Ifølge meningsmålinger er der stor opbakning til at tillade ’aktiv dødshjælp’ i Danmark, og onde tunger vil derfor også hævde, at emnet kom på bordet for at flytte fokus fra den nu afblæste diskussion af Mette Frederiksen som potentiel ny NATO-generalsekretær. I talen understregede hun, at det var et svært spørgsmål, som krævede grundige samtaler, men at det handler om ”værdighed i den sidste tid i livet.”

Vi har allerede en form for aktiv dødshjælp i Danmark i den forstand, at dødeligt syge mennesker med stærke smerter kan blive holdt smertefri på måder, der ikke forlænger livet. Men tal fra Canada og Holland viser, at når ’aktiv dødshjælp’ bliver en tilvalgsmulighed, så stiger antallet af aflivninger (hvis man må have lov at tale ligefremt) helt enormt. Hvor mange af alle de mennesker er mon begyndt at opfatte sig selv som ’uværdige’? Som en fornedret udgave af sig selv og som en belastning for familien og for samfundet? Og hvor meget spiller det ind, at værdighed bliver talt om i offentligheden som noget, man kan miste – fx hvis man ikke længere selv kan spise eller gå på toilettet? Hvor meget spiller det ind, at omgivelserne ser på den syge eller gamle som én, der har mistet sin værdighed?

Ud fra et kristent menneskesyn må man insistere på, at et menneske ikke kan miste sin værdighed. Ethvert menneske er ”skabt i Guds billede”, hvilket vil sige, at mennesket som menneske er bærer af en iboende værdighed, der ikke afhænger af, om man er mere eller mindre selvhjulpen, om man vrøvler eller savler. Dette menneskesyn har præget udformningen af det danske samfund. Men det vil få et kraftigt skud for boven, hvis vi tillader ’aktiv dødshjælp’.

Der er grund til at vi – som samfund – lytter til kristendommen. Det har intet at gøre med (som jeg overhørte en kommentar om, også på folkemødet), at ’troende mennesker’ kan have noget i klemme i forhold til at afkorte livet. Det har at gøre med, hvilken forståelse af værdighed vi bygger samfund på.

Selvfølgelig kan de fleste sætte sig ind i afmagten hos pårørende til mennesker, der har et stærkt ønske om at dø. Men det ændrer ikke ved, at der sker helt katastrofale forskydninger i menneskesynet, når vi indretter samfundet ud fra tanken om, at værdighed kan mistes.