Artikel af Ingrid Ank
Set herfra: Hvor kønne hoveder brydes
8/2022
LEDER. Skal vi indføre klasseopdelt folkeoplysning? Der var engang en tid, hvor kvinder kunne få at vide, at de ikke skulle bryde deres kønne hoved med andet end hjemmet, mens de lærde mænd talte om de vigtige ting. I dag er det heldigvis anderledes. Eller i dag er det nærmest omvendt: Man kan blive beskyldt for at være elitær, hvis man forventer, at vi alle kan tale med om det hele.
”Det er simpelthen så kedeligt!”
Emnet er dette blad, Grundtvigsk Tidende, og min samtalepartner,der får tidsskriftet ufrivilligt – han får det som medlem af foreningen Grundtvigsk Forum – ser på mig, som om han er i tvivl om, hvorvidt jeg har forstået det: ”Altså: Det er så kedeligt, så kedeligt, så kedeligt. Vi gider ikke engang åbne det. Det ryger direkte i skraldespanden.”
Og så tilføjer han: ”Man skulle tro, I troede, det var Weekendavisen. Det er alt for elitært. Alt for abstrakt. Alt for kompliceret. Og så er der for mange ord og for få billeder. En artikel må da ikke fylde mere end to sider! Vi er jo arbejdere, håndværkere og alt muligt. Det siger os ingenting.”
Kritikken er taget til efterretning! Jeg mener bestemt ikke, man skal kede sig. Og når jeg indimellem kan tage mig selv i at sige til mine børn, at ”det er godt at kede sig”, så mener jeg jo ikke, at enhver søndags-zombie-tilværelse er en velsignelse, men derimod at pauserne måske kunne føre til en ukedelig tanke.
Mit anliggende her har ikke at gøre med ’det kedelige’ (det må vi gøre noget ved), men med påstanden om, at man i så omfattende grad skal tilpasse indholdet i forhold til den samfundsgruppe, man skriver til. Der var jo engang, hvor lærde mænd kunne sige til deres smukke unge hjemmegående hustruer, at der var ting, de ikke skulle bryde deres kønne hoved med. Og der var engang, hvor man som del af samfundets øverste sociale lag kunne gå rundt med den indbildske forestilling, at de laverestående samfundslag bestod af mennesker med en ’simplere forstand’. Uden dermed at mene noget kontroversielt. Det har vi gjort op med. Og godt for det!
“Engang kunne lærde mænd sige til deres smukke unge hjemmegående hustruer, at der var ting, de ikke skulle bryde deres kønne hoved med”
Men hvordan er det så gået til, at man nu – i flere sammenhænge, og ikke kun denne konkrete samtalepartner – kan finde på at kræve, at noget serveres i en forsimplet version? Hvordan kan det være noget, der nærmest kan fremstilles som et retmæssigt krav? Er vi ikke fælles om at være voksne mennesker? Eller er der nogen iblandt os, der hellere vil være som de lærde mænds hjemmegående hustruer, der kun havde en begrænset verden at udfolde sig i? Er det elitært at insistere på, at vi alle kan tale sammen om det hele?
Jeg taler ikke om raketvidenskab eller anden professionel viden og kunnen, men om emner, der angår menneskelivet og livet i samfundet. Og jeg taler heller ikke for at overkomplicere eller skrive på en indforstået måde, jeg tror bestemt, der er mange forfattere, der kunne gøre sig mere umage med at vise, at de forstår det, de selv skriver (også i Grundtvigsk Tidende!). Men jeg spørger: Bør vi ikke alle kræve at være med der, hvor kønne hoveder brydes?
