Set herfra: Folkekirken er en opgave for voksne

Kan mennesker gøre godt, bygge op, hjælpe hinanden og finde fælles løsninger, hvis ikke der er nogen, der styrer dem? Eller er vi først og sidst os selv nok i hver vores verden?

Det er et meget gammelt spørgsmål, men det har også over en årrække kørt som et levende eksperiment i Den danske folkekirke, en atypisk arbejdsplads baseret på nærdemokrati og uklare ledelsesforhold. Resultatet peger i retningen af et nej. Mennesker kan ikke. Der skal struktur, styring og klare kommandoveje til. Ellers kan vi ikke løfte opgaven, og vi kan ikke være venlige.

Jeg kan ikke blive klog på omfanget af arbejdsmiljøproblemerne i folkekirken (ifølge en undersøgelse lavet af DR siger 1/3 af alle adspurgte, at de er blevet ”nedgjort på arbejde”), men det, man i hvert fald kan konstatere, er, at der som oftest nævnes to årsager dertil: Den ene er de spredte og utydelige ledelsesforhold (præsterne har én chef, nemlig provsten, de øvrige ansatte har en anden, nemlig menighedsrådet, og alle chefer er for det meste fraværende), den anden er – visse – menighedsrådsmedlemmer, som man ikke kan komme af med, for der er ikke rift om pladserne, sjældent kampvalg og sognets beboere ved dårligt nok, at de har en stemme. Så eksperimentet har talt: Mennesker kan ikke tage ansvar, når ansvaret ligger åbent. Og demokrati er alt for krævende. Vi kan ikke. Og vi vil ikke.

Tankevækkende nok kommer den aktuelle diskussion af folkekirkens arbejdsmiljø (som ikke er ny, men DR’s undersøgelse har trukket nye overskrifter) ganske kort tid efter, at en gruppe teologer tog et opgør med ’den lutherske lære’ i folkekirken, herunder ikke mindst med arvesyndslæren. Gruppen hævder – bl.a. med udgivelsen Må vi være her – at nutidsmennesket ikke kan forstå sig selv ud fra arvesyndslærens negative menneskesyn. I en tidligere leder har jeg skrevet, at Grundtvig nok i et vist omfang ville være enig med Luther-kritikerne: Arvesyndslæren er ikke en udtømmende beskrivelse af mennesket. Vi kan også godt gøre godt. Vi kan godt. Men – kunne man spørge – hvorfor kan vi så ikke håndtere friheden uden at smadre det for hinanden?

Inden man mister alt håb på menneskehedens vegne, hvad man i øvrigt aktuelt kan miste ved at kigge mange steder hen, kan man også lytte til den pædagogiske tænker Gert Biesta, som godt nok er nærmest tilsvarende pessimistisk, men som dog også peger på en nyere årsag til problemerne (det er ikke kun Adam & Evas skyld) og endda også i retningen af en løsning.

I bogen World-centred education (2022) skriver han om det moderne infantiliserende impulssamfund, hvor den umiddelbare tilfredsstillelse af ethvert behov eller den direkte belønning af enhver indsats ikke bare er blevet markedets diktum, men også fx uddannelsessystemets. Vi er blevet som børn. Og svaret er eksistentielt. Der må – hvis vi vil se menneskehedens virkelige problemer direkte i øjnene – graves dybere end at pege på strukturændringer og tydeligere ledelse. Det handler om at blive voksen, herunder at forstå, hvordan vi hver især er et frit jeg i en fælles verden.

Det, peger han på, at skolens undervisning kan og skal bidrage til. Det er faktisk dens primære opgave. Det er selvfølgelig ikke bare lige løst med et snuptag, så læs selv bogen! Pointen er: Der er et håb. Vi kan være opgaven voksen. Måske endda når opgaven er folkekirken?