Set herfra: Fire spørgsmål angående diskrimination i folkekirken

Generer det mig, at der findes nogle få sogne inden for folkekirken, hvor menighedsrådet kun vil ansætte præster, der er mænd? Nej. Allerhøjst kan jeg mønstre en slags arrogant medlidenhed – hvilket de pågældende nok vil frabede sig.

Det generer mig ikke. Men der er – i forhold til den verserende diskussion af, hvorvidt undtagelsesparagraffen for ligestillingsloven (indført for folkekirken og andre trossamfund i 1978) skal fjernes – en hel del, jeg har lyst til at udforske nærmere:

For det første: Blandt dem, der gerne vil bevare undtagelsen, bliver det ofte gentaget, at det intet har med diskrimination af kvinder at gøre, men udelukkende har med teologi at gøre. ”Det handler ikke om køn, men der er teologi på spil,” udtalte fx formanden for Indre Mission Hans Ole Bækgaard til Ritzau den 29. august 2022. Det udfoldes ikke yderligere (i hvert fald ikke i de indlæg, jeg har kunnet søge frem), hvad denne teologiske begrundelse nærmere går ud på, men det forekommer mig meget lidt gangbart at hævde, at teologiske spørgsmål så let lader sig afgrænse sig fra andre spørgsmål. Vil man også fx kunne begrunde næstekærlighed ’teologisk’ – og dermed insistere på, at det intet betyder for synet på ’virkelige mennesker’?

For det andet: I et enkelt indlæg er der den tilføjelse, at der er tale om ”et teologisk og bibelsk begrundet fravalg” (Kristeligt Dagblad, 15. maj 2023, min fremhævning). Men også dette åbner for en ladeport af spørgsmål: For hvad vil det sige at opfatte Bibelen som normativ? (Prøv eventuelt selv at læse lidt i den: Du vil blive forarget, forundret, begejstret, trøstet, udfordret, du vil ind imellem kede dig, andre gange være godt underholdt. Men du vil ikke kunne udlede normer fra Bibelen uden selv at spille en meget aktiv rolle i fortolkningen, i udvælgelsen af noget og fravalget af andet).

For det tredje (et spørgsmål til mig selv): Jeg har svært ved at se, at det ikke er diskrimination (’diskrimination’ af latin: ’discriminare’: at ’adskille’). Jeg opfatter dertil kønsdiskrimination som noget af det mest besynderlige, der findes i verden. Jeg kan sætte mig ind i ’mekanismerne for racisme’ i den for- stand, at mennesker til alle tider vel har dannet sig forsimplede billeder af ’de fremmede’ – og som bekendt kan uvidenhed føre meget ondt med sig. Men kvinder kan man dårligt undgå at være i kontakt med. De fleste har fx en mor. Samtidig generer det mig som nævnt ikke, at denne type diskrimination i et begrænset omfang findes inden for folkekirken (som jeg – glad og gerne – er medlem af). Er der et misforhold mellem det faktum, at jeg både opfatter det som reel diskrimination og samtidig fint kan leve med, at det findes? Jeg er ganske rummelig her: Men hvornår skal man ikke være rummelig?

For det fjerde: Jeg synes, at undtagelsesparagraffen skal fjernes for folkekirkens vedkommende (katolikker og andre bør da virkelig også overveje det – men jeg tror, der er et stykke vej at gå). Der skal være plads til andre teologiske ståsteder end mit eget, men det vil der også blive ved med at være, for man kan jo stadig lokalt i menighedsrådet ansætte præcis den præst, man vil (hvilket er vigtigt!). Ikke desto mindre kan jeg godt forstå, hvis de, der klamrer sig til undtagelsesparagraffen, er bekymrede for, om det i fremtiden kan blive helt illegitimt at hævde det synspunkt, at en præst skal være en mand (og det er det måske også – jf. mit spørgsmål tre).