Set herfra: Der skal ikke lyttes, der skal høres

Demokrati er noget med at stemme om tingene.” Hvor mange mennesker i Danmark ville svare nogenlunde sådan, hvis de på kort form skulle forklare demokratiets essens? Ud fra de samtaler, jeg har om demokrati med fx lærerstuderende, højskole- og efterskoleelever eller voksne ‘foredragsgængere’, vil mit gæt være, at det vil være de fleste. “Naaiijj altså, demokrati er også en livsform,” vil nogen måske tilføje – hvis de fx har læst Hal Koch. 

Men hvad i alverden er en livsform? Mit indtryk er, at Hal Kochs livsformsdemokrati ofte bliver forstået som et udflydende alternativ til den mere formelle demokratibestemmelse: Enten er demokrati defineret ved afstemningen, eller også er det noget mere ‘blødt’, en dialogisk indstilling, hvor afstemninger så indimellem kan være et nødvendigt onde. Og jeg tror, der er alvorligt brug for at udfordre ‘afstemningsdefinitionen’ med andet end en henvisning til vigtigheden af ‘den lyttende og anerkendende samtale’.

Lige nu er det første oplæg til en uddannelsesreform lagt frem under overskriften: ‘Forberedt på fremtiden 1’. I oplægget indgår bl.a. forslaget om en forkortelse af halvdelen af universitetets kandidatuddannelser fra to år til 1,25 år (to semestre og en sommerferie), og at der så til gengæld proppes mere undervisning og vejledning ind i den kortere uddannelse. De problemer, som uddannelsesreformen imidlertid bl.a. skulle løse, er, at alt for få læser til fx lærer eller sygeplejerske eller tager en erhvervsuddannelse, og at for mange tager en universitetsuddannelse. Dette løser en forkortelse af kandidatuddannelsen ikke. Tvært imod risikerer den korte kandidatuddannelse at blive en utilsigtet konkurrent til fx læreruddannelsen.

Men lige nu har vi en flertalsregering, som med bededagsafskaffelsesforslaget har vist, at den egentlig ikke rigtig sender sine lovforslag i høring. Og heller ikke rigtig kaster sig ud at argumentere for sine forslag eller forholder sig offentligt til kritik. Og på den baggrund risikerer vi at gennemføre en uddannelsesreform, som ikke løser de problemer, der er. Dertil kommer, at det lader til at være en udbredt opfattelse blandt forslagsstillerne, at uddannelse udelukkende kan gøres op i undervisnings- og vejledningstimer, og at uddannelse for voksne ikke rigtig er ‘for voksne’, dvs. de studerende forventes ikke at fordybe sig på egen hånd, undersøge alternative kilder eller litteratur på egen hånd, danne studiegrupper på eget initiativ eller tage på udlandsophold.

Demokrati er – efter mine begreber – en ‘samfundsform for voksne’, men det er ikke kun den siddende regerings skyld, at den lader til ikke at være klar over dette. For jeg tror som sagt, det er meget udbredt at mene, at “demokrati er noget med at stemme om tingene.” Og når man så har fundet et flertal, så er det flertallet, der bestemmer. Og så behøver beslutningsforslag ikke at blive grundigt prøvet i en bred offentlighed, diskuteret, kritiseret, gennemtænkt og gentænkt, så behøver man allerhøjst ind imellem at se ud, som om man ‘lytter til befolkningen’.

Men der skal ikke lyttes, der skal høres. For voksne mennesker har ikke brug for en ‘lyttende og anerkendende ledelse’, men for en åben offentlighed, hvor kritik kan fremføres, og beslutningsforslag kan diskuteres for fuld skrue. Afstemninger er ikke nogen garanti for kloge beslutninger, og det er offentlige høringer selvfølgelig heller ikke. Men tager man det hele med, begynder det at ligne noget. Så begynder det at ligne en samfundsform for voksne.