Set herfra: Brølet skal have lov at komme ud

”I 1987 lagde kunstneren Andres Serrano et plastikkrucifiks ned i et tomt glas, tissede i det og fotograferede det. Værket fik navnet Piss Christ. Og da Piss Christ i 2011 var udstillet i ‘den franske paveby’ Avignon, førte det til voldelige protester og vandalisering af værket fra en gruppe mennesker på den kristne højrefløj.”

Sådan indledte jeg en leder i dette blad i 2017 (3/2017) i forbindelse med diskussionen af afskaffelsen af blasfemiparagraffen. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg til dette nummer af Grundtvigsk Tidende blot skulle genoptrykke min tekst fra dengang, for med det nye lovforslag – ’Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund’ – er der i virkeligheden lagt op til at genindføre blasfemiparagraffen, blot med nogle andre ord. Dertil kommer den forskel, at lovforslaget i dag er koblet sammen med forbuddet mod at forhåne fremmede nationers flag (en lov der stort set aldrig bliver brugt), hvilket gør det tydeligt, at lovforslaget i grunden har med udenrigs- og sikkerhedspolitik at gøre.

Det burde i min optik dog være endnu tydeligere. Og det ville det fx være, hvis der var lagt op til, at loven skulle have en udløbsdato. Det ville være en pragmatisk løsning på det dilemma, vi står i: Vi vil gerne bakke op om, at Sverige kommer med i NATO. Men vi er (da vel?) ikke interesserede i at være et land, hvor museumsudstillere kan få op til to års fængselsstraf for at vise et værk som Piss Christ – hvad enten man så mener, det er stor kunst eller ej.

På folkemødet i år uddelte Ateistisk Selskab deres egen ’bibel’: Et lille hæfte med helt blanke sider bortset fra fem ord på første side: ”Kig omkring dig, ikke op.” Jeg var inviteret til at holde et Grundtvig-oplæg i deres telt og spurgte dem lidt drillende, hvorfor det eneste, deres bibel indeholdt, var et påbud og et forbud, og hvorfor i alverden de skulle diktere retningen for andre menneskers blik. Særligt sjovt synes jeg selvfølgelig (selv) det var, fordi medlemmer af Ateistisk Selskab ofte forekommer mig at være paranoidt optagede af at putte al religion i samme kasse: Religion er lig med uvidenhed, forbud og magtmisbrug. Punktum.

Men i den igangværende diskussion af koranafbrændinger og et eventuelt lovforslag, der skal forhindre dem, forekommer det mig, at der er brug for at sige meget højt, at religion udgør en magtfaktor – hvilket presset udefra jo i sig selv viser med al tydelighed. Jeg savner at høre det fra danske muslimer, og jeg savner at høre det fra fx de biskopper inden for folkekirken, der bakker op om et forbud.

Religion udgør en magtfaktor. Og religion kan – på samme måde som fx politiske ideologier – være et redskab for magtmisbrug. Religion kan også være frisættende, meningsgivende, trøstende, tankeudvidende og opbyggelig, men det ændrer ikke ved, at religion også findes i verden som magt og som magtmisbrug. Derfor er det helt galt, at man kan beskytte tekster og genstande med den begrundelse, at de har væsentlig religiøs betydning for et trossamfund. Der er nødt til at være frit slag her. Både for dem, der har mulighed for at formulere deres kritik i civiliserede sætninger. Og for dem, hvis kritik bedst kan sammenlignes med et dumt brøl. Brølet skal have lov at komme ud. Eller allerhøjst udsættes for et tidsbegrænset forbud.