Set herfra: Afskaf bare Store Bededag, men genindfør den demokratiske samtale

”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige med sit jordiske legeme.” Sådan står der i epistellæsningen til Store Bededag efter anden tekstrække. Det kan betyde noget i retningen af: 

Efter ’den gamle opfattelse’ var der særlige steder og særlige dage, der var særligt hellige og som var for særligt rene mennesker, men nu er de skel, der adskiller helligt og profant, rent og urent, revet ned, for Gud er blevet menneske. Mennesker er beskidte. De begår løftebrud, de hykler, de lobbyer, de spiller magtens spil, de er aldrig sene til at anklage andre for magtfuldkommenhed, men griber selv al den magt, de kan få, når chancen byder sig. Sådan er mennesker, men intet menneskeligt er Gud fremmed. For Gud er blevet menneske, og det hellige er derfor rykket ind i selve det menneskelige hverdagsliv. Der er intet skel mellem helligdag og hverdag. Det hellige er åbnet for os alle og flyder ud over sine grænser.

I den fortolkning lægger Store Bededagsteksten selv op til at ophæve sig selv som helligdag. I skrivende stund ved jeg ikke, hvordan udfaldet af Store Bededags-gate bliver, men jeg kan forstå, at der nu har vist sig en mulighed for at bevare dagen som helligdag, selvom den skulle ende med at blive afskaffet som fridag. Det håber jeg ikke sker. Heller ikke selvom der knytter sig flere poetiske perler til denne dag (fx: ”min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen, end vægterne på morgen” Sl 130).

Selvfølgelig har vi brug for helligdage. Vi har brug for særlige dage, der giver betydning til de andre dage, og vi har brug for særlige steder at gå hen med vores glæde og sorg og skyld og elendighed og taknemmelighed – eller steder, hvor vi kan blive mindet om vores taknemmelighed. For mennesker er glemsomme, og oaser i tid og sted er derfor vigtige. Vi kan ikke altid huske, at livet er helligt.

Men Store Bededag er teologisk set ikke en vigtig dag i kirkeåret. Og det vil være en pyrrhussejr, hvis folkekirken beholder sin helligdag, selvom fridagen ryger. Fridagen kunne for min skyld også godt ryge, og livet ville alligevel gå videre. Hvad der derimod gør mig vred, ja faktisk rasende, er de metoder, som den nye regering anvender til at få sin vilje igennem:

Vi er lige trådt ud af en valgkamp, hvor udtrykket ’bredt samarbejde hen over midten’ var et af de mest anvendte, men ’samarbejde hen over midten’ skal åbenbart oversættes til ’flertalsregeringen træffer beslutninger uden at lytte til andre’. Man vil ikke tale med fagbe- vægelsen, man vil ikke tale med folkekirken, man vil ikke tale med oppositionen, man sender lovforslaget ud med en høringsfrist på syv dage, og man indleder med at anse borgerne for mere end almindeligt ubegavede og forsøger at bilde os ind, at Europas fred og sikkerhed står og falder med, om vi forkorter en forlænget weekend. Godt nytår og velkommen til virkeligheden med en flertalsregering.

Jeg håber meget, at den massive modstand mod forslaget ikke kun handler om at bevare en forlænget weekend, men at den også – og gerne først og fremmest – handler om, at vi vil have den demokratiske samtale tilbage. For her er der virkelig grund til vrede. Og så henholder jeg mig til disse ord fra endnu en Store Bededags-tekst: ”Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå?” (Sl 130).