Artikel
Grundtvigsk Tidende

Set herfra: Børn på åndsunderstøttelse

af Ingrid Ank, ansvarshavende redaktør
7/2022

LEDER. Det er tid til at tale om 'elevernes åndelige udvikling'. I skoleloven står det skrevet, at skolen skal 'understøtte elevernes åndelige udvikling' – en side af skolens formål, som vi ikke rigtig har haft fokus på… før nu. Ingrid Ank reflekterer her over Religionslærerforeningens fortolkning af hvad 'åndelig udvikling' betyder anno 2022 – kan 'det åndelige' reduceres til eksistentialismens dødsbevidsthed for den enkelte? Eller kunne åndsunderstøttelse også sigte på livet med og mellem mennesker?

Det står i loven, at skolen skal understøtte elevernes åndelige udvikling. Det har stået der i al ubemærkethed i næsten 30 år. Som om nogen i 1993 har tænkt, at nu stiller vi ’den åndelige udvikling’ her på et godt og trygt sted i skoleloven, og så kan den ellers stå der i fred (til trods for at Børnekonventionen siger, det er vigtigt). Mens undervisningsministeriet nemlig har udgivet faghæfter, nedsat udvalg og meget andet om andre dele af det, man i skoleloven beskriver som ’elevens alsidige udvikling’ (fx den musiske, den sociale, den følelsesmæssige udvikling), så har ingen rørt ved ’den åndelige’. Indtil nu.

For nu har Religionslærerforeningen rettet projektørlyset mod denne glemte dimension. Og i dette nummer af Grundtvigsk Tidende beskriver formand John Rydahl, hvad han nærmere ser for sig, at man skal fokusere på, når man skal ’understøtte det åndelige’ – og også hvad man ikke skal. Først og fremmest er der meget, man ikke skal.

“Tiden må være moden til, at man ikke reducerer ’det åndelige’ til eksistentialismens kniv på struben: Husk, du skal dø lille barn, så hvad vil du med dit liv?”

Traditionelt har man nemlig inden for skoleverdenen paraderne oppe i forhold til det, der kunne minde om ’forkyndelse’, navnlig kristen forkyndelse, hvilket jo for det første er helt på sin plads (skolen har sit eget formål, som ikke er det samme som kirkens) og for det andet har sine historiske grunde: Kirke og skole har frem til 1975 været vævet tættere sammen, og det skal vi af mange gode grunde ikke tilbage til. Dertil kommer en skepsis over for det, man med en ikke helt dækkende betegnelse kan kalde ’østligt-inspirerede-mere-eller-mindre-spirituelle praksisformer’: meditation, yoga, mindfulness m.m. Disse praksisformer er samtidig vældig populære blandt nogle lærere, måske fordi de handler om ro og koncentration (og hvilken lærer vil ikke gerne have mere af det?). Personligt tror jeg, at både forventningerne til og mistroen over for disse praksisformer er skruet lidt i vejret. Endelig giver Rydahl udtryk for en bekymring for, at mange lærere vil anlægge en terapeutisk tilgang til ’den åndelige udvikling’: Lærere, som de er flest, er nemlig meget optagede af, at eleverne har det godt (og godt for det – må man sådan set tilføje).

Rydahls bud er derfor mere eksistentialistisk: At ’understøtte elevernes åndelige udvikling’ skal handle om at undersøge og forholde sig til ’tilværelsens grænsevilkår’, herunder at vi alle skal dø.

Jeg hilser Religionslærerforeningens modige initiativ velkommen – og forstår også godt, at man famler lidt. Men jeg mener også, at tiden må være moden til, at man ikke reducerer ’det åndelige’ til eksistentialismens kniv på struben: Husk, du skal dø lille barn, så hvad vil du med dit liv?

Skolen skal ikke forkynde, selvfølgelig. Men ved vi egentlig præcis, hvad forkyndelse er? Eller kunne et fokus på ’den åndelige udvikling’ også blive en anledning til en uophedet snak om det? Selv kan jeg fx kede mig gevaldigt under et Fadervor, men blive slået bagover af kraften i en salme – og er det nu forkert? Eller farligt? Et overgreb?

Sagt på en anden måde: Må åndsunderstøttelse være opbyggelig, være fællesskabsorienteret (og ikke bare fokusere på ’indre ro’ hos den enkelte) og sammenhængsorienteret, være en invitation ind i et sprog fuld af betydning? Må den være vendt mod livet i en fælles verden?

Er det Heidegger eller Hannah Arendt – kunne man også spørge. Er det væren-til-døden med kniven på struben, eller er det blikket på barnet, der fødes ind i en verden af betydning? Jeg glæder mig til at følge og deltage i diskussionen. Den er svær og vigtig. Måske endda opbyggelig.

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu