På eget ansvar #6: Hannah Arendt vil have mere tilgivelse ind i politik

”It’s okay, darling. I forgive you.”

Ordene er nødt til at være på engelsk, for det er sådan, vi hører dem – fx i amerikanske romantiske film og TV-serier. På dansk er det vist sjældent, vi siger ”jeg tilgiver dig” til hinanden. Ikke desto mindre tilgiver vi hele tiden hinanden for alt muligt, og udtrykker det måske med andre ord.

Ifølge filosoffen Hannah Arendt (1906-1975) er tilgivelse helt nødvendigt, og for hende handler det ikke om parforholdet, men om den fælles offentlighed og den politiske samtale. Hvis ikke der findes tilgivelse, er det svært at bevare modet til at kaste sig ind i den demokratiske samtale. For det, man siger og gør, kan have uoverskuelige og utilsigtede konsekvenser, som man gør sig skyldig i. Og uden mulighed for tilgivelse er det derfor forståeligt, at man afstår fra at engagere sig, at man bliver hjemme og tier stille.

Hannah Arendt er en tysk-amerikansk politisk filosof, der for tiden er højeste mode. Referencer til hendes tænkning dukker op her, der og allevegne, og på Testrup Højskole ved Aarhus, hvor Simon Axø er forstander, har de i flere år i træk kunnet fylde ugekursus efter ugekursus om netop Hannah Arendt. Jeg har inviteret Simon Axø til at tale om Hannah Arendt og tilgivelse i anledning af, at vi i Grundtvigsk Tidende igennem hele 2025 har undersøgt fænomenet ’ansvar’ i en serie artikler: Hvad er ansvar, hvor får man det fra, skal vi blive bedre til at ’tage ansvar’, og hvad er omkostningerne? Med mere. Omkostningerne kan jo fx være, at man begår fejl, at man træffer upopulære beslutninger eller træder nogen over tæerne. Og her kan der være brug for tilgivelse.

Jesus opdagede tilgivelsen

Hannah Arendt var ganske ukendt og optrådte ikke på pensumlisterne, da Simon Axø underviste i politisk teori og idéhistorie på Statskundskab i København i 00’erne. Det er hun så i allerhøjeste grad kommet siden, fortæller han. Og at han selv allerede dengang havde opdaget hende, skyldes nu afdøde professor i idéhistorie Hans Jørgen Schanz: 

”Det var min gamle professor Schanz, der introducerede mig for Arendt. Og det blev klart for mig, at jeg med Hannah Arendt blev præsenteret for en anden politisk tænkning, end jeg var vant til: En, der også havde en teologisk ballast, og hvor den åndelige båndbredde var større,” siger Simon Axø. 

Et eksempel på Arendts ballast og båndbredde er netop hendes beskæftigelse med begrebet tilgivelse. I værket Menneskets vilkår [dansk: 2006] skriver hun, at den første, der opdagede tilgivelsens betydning for de menneskelige anliggenders sfære, var Jesus af Nazareth. Pointen for Hannah Arendt er imidlertid ikke, at tilgivelse dermed er et særligt religiøst fænomen eller et anliggende mellem Gud og mennesker, men at tilgivelse skal trækkes ind i den offentlige og politiske verden. Det har hverken teologer eller filosoffer haft særlig meget blik for, siger Simon Axø, men det har Hannah Arendt, som er dybt optaget af menneskets engagement i den fælles
verden:

”Når hun skriver, at Jesus fra Nazareth var den første, der opdagede tilgivelsens betydning, så betyder det ikke dermed, at det var Jesus, der opfandt tilgivelsen,” siger Simon Axø. ”Og selvfølgelig har der også i romersk og græsk antik tænkning været overvejelser over, hvordan man kommer videre, når der er sket en forbrydelse, eller den ene har fornærmet den anden. Men det har mere været noget med at lære at leve med det. Og det har for Hannah Arendt ikke noget med tilgivelse at gøre. For hvis man siger, at man har lært at leve med sin kones utroskab eller sin mands tilbøjeligheder, så har man ikke frisat den anden. Så har man faktisk nærmere fastholdt den anden.” 

Han fortsætter: ”Tilgivelse er frisættende i mere radikal forstand. For frisættelsen går på hele personen og er ikke kun juridisk. Det er ikke kun sådan, at vi siger, okay, nu kan du regne med, at du kan leve her i samfundet uden at få hugget hovedet af. Tilgivelsen sætter alle fri til at komme videre i den fælles verden. Det er det kvalificerende nye ved den.”

Simon Axø kalder opdagelsen af tilgivelsen for et idehistorisk nybrud, som sker med Det nye Testamente. Og samtidig har man inden for kristendommen haft alt for lidt blik for tilgivelsens politiske potentiale: ”Hvis man skal være lidt grov, så har den religiøse tænkning aldrig været meget optaget af den politiske sfære. Lidt ligesom filosofferne aldrig har været meget optaget af politik, for politik er alt for mudret – man kan ikke lave klare principper eller regler. For den politiske sfære er sfæren for det uforudsigelige offentlige menneske,” siger Simon Axø.

Alt, hvad man gør, har uendelige konsekvenser

Arendt er meget optaget af, at det, man gør, har utilsigtede konsekvenser. Så selvom tanken er god nok, kan konsekvenserne blive det stik modsatte. Og kæden af konsekvenser er i princippet uendelig, så man har ikke en chance for at overskue dem. Simon Axø bruger partiet Alternativet som eksempel: ”Alternativet var en god plan i Uffe Elbæks hoved, men det endte lige pludselig et sted, han ikke havde anet.” 

At begå fejl eller sætte noget i gang, der ender et andet sted, hører altså helt grundlæggende med til det at være menneske: ”Hvis Arendt havde levet i dag, ville hun nok sige, at vores perfekthedskultur er noget skidt, fordi mennesket er fejlbarligt. Og hun ville bruge den sekulære term og ikke sige som i kristendommen: ’mennesket er synder’.” 

Axø savner dog, at Arendt havde beskæftiget sig mere med det, vi gør mod hinanden med fuldt overlæg: ”Hun er meget optaget af det utilsigtede – at vi kan blive overraskede over, hvad vores ord og handlinger gør. Men nogle gange gør folk også noget intenderet irriterende. Her kan der jo også være brug for tilgivelse.”

Det skal ud af verden, så vi kan komme ind i den

Simon Axø kalder det for Hannah Arendts skjulte dagsorden. Den går ud på at få folk til at blive bevidste om værdien af den fælles verden og at engagere sig i den: ”Hvorfor skal du gå ind i kommunalpolitik? Du får kun øretæver ud af det, du bliver kun gransket på måder, du helst er fri for, og du kan kun gøre noget forkert,” siger han. ”Men det er samtidig helt vildt vigtigt for os alle, at vi ikke overlader den fælles verden til nogle få eller gør den meget snæver.” 

Derfor er der brug for tilgivelse. Tilgivelse er at frisætte den anden fra det, vedkommende har gjort, den angår personen og ikke personens handling: ”Det er ikke utroskaben, men personen man frisætter fra utroskaben. Det er ikke bilagspapirerne fra Lars Løkke, man pludselig bliver okay med, men det er mennesket. Man siger: Han har udstået folkedomstolen. Lad os komme videre. Lad os få det ud af verden,” siger Simon Axø.

Netop udtrykket ’få det ud af verden’ er meget Arendtsk. Det gjorte skal ud af den verden, vi deler sammen. Simon Axø præciserer: ”Når ord er sagt, kan de ikke komme ind i munden igen. De er ude i verden og kan potentielt såre nogen. Det kan aldrig nogensinde gøres ugjort. Men ord og handlinger kan godt miste deres skadelige karakter ved, at man bliver frisat fra det, man har gjort. Hvis man har været en fraværende eller dominerende far eller mor, så kan der ikke ændres på det, men det kan være, at ens voksne børn en dag prøver at fritage en fra det, så det kommer ud af verden. Det gør, at man kan leve videre.”

Kan man sige, at det kommer så meget ud af verden, som det kan?
”Ja,” siger Simon Axø. ”Og hvis ikke der er tilgivelse, kommer vi aldrig ind i den fælles verden igen, hvis vi én gang har stukket snuden for langt frem. For dér skal vi dæleme ikke ind igen, hvis det er sådan at være der. Og så skrumper den fælles verden ind, og den private verden bliver større. Så tilgivelse er helt afgørende for, at vi fortsat kan agere i verden. Tilgivelse muliggør, at vi på en måde kan gøre det igen.”

Straf og tilgivelse vil det samme

Som det er typisk for Hannah Arendt, udfordrer hun vores intuitive måde at tænke om fænomener og begreber på ved at putte tilgivelse og straf i den samme boks. For selvom det er to forskellige reaktioner på en forbrydelse, er det det samme, de vil: At få det ud af verden: ”Når vi sætter folk i fængsel eller uddeler bøder, så er det, fordi vi har et system, der gerne vil have ting ud af verden. Det betyder også, at når man kommer ud af fængslet igen, så skulle det helst gerne være ude af verden,” siger Simon Axø. 

”Hævnen,” forklarer han, ”er til gengæld både tilgivelsens og straffens modsætning, for den kan blive ved i det uendelige. Men både straffen og tilgivelsen har et potentiale, som er næsten guddommeligt, uden at hun vil tage det ord i sin mund: Der er et forunderligt potentiale i, at mennesker kan tilgive, ligesom vi kan håbe og tro,” siger Simon Axø og tilføjer: ”Det forunderlige ligger også i, at man ikke kan planlægge at tilgive et andet menneske. Og man kan ikke regne med at få tilgivelse.” 

Det er ikke kun den, der bliver tilgivet, der bliver frisat. For også den, der tilgiver, har været fanget, har måske kredset rundt i de samme tankebaner uden at kunne komme ud: ”Og derfor er det finurligt, at tilgivelse nogle gange kommer bag på én selv. Man kan tænke, at den idiot skal aldrig nogensinde få tilgivelse fra mig, men lige pludselig kommer der et ryk, hvor man gør det alligevel,” siger Simon Axø. 

Det aspekt ved tilgivelsen fylder også en del i populærkulturen. Man kan fx finde en hel del dekorerede slogans på nettet, hvor der står: Forgiveness is to set a prisoner free and discover the prisoner was you – og lignende: ”Men hvis det i Hannah Arendts forstand skal være tilgivelse, så skal det altså også sætte den skyldige fri og give ham eller hende mulighed for at handle i verden igen. Det er ikke nok, at den tilgivende får det bedre med sig selv,” siger Simon Axø.

Politik uden løfter

I Hannah Arendts tænkning hører tilgivelsen og løftet tæt sammen. Løftet er måske den politiske impuls per se: Jeg lover at skaffe flere vuggestuepædagoger efter næste valg. Og nogle gange lover vi noget, som det viser sig, at vi ikke kan holde: Man satser, men det bliver ikke, som man lovede: ”Men det er nødvendigt, at vi tør blive ved med at love, for at vores relationer og fælles verden kan have en vis holdbarhed, og for at vi kan give hinanden håb for fremtiden. Derfor er tilgivelse også nødvendig: En verden uden tilgivelse bliver en verden uden løfter,” siger Simon Axø og tilføjer:

”Hvis der skal være visioner, skal der også være mulighed for tilgivelse. Ellers siger vi kun det, vi ved, at vi 100% kan stå inde for. Og så bliver det meget, meget smalt. Så kan jeg måske kun sige, at jeg henter børnene i eftermiddag – og selv det er risikabelt. Men sådan er det i dag. For i dag er det blevet en politisk dyd at sige mindst muligt op til et valg. Det gælder om at være defensiv og vente på, at de andre begår en fejl. Visioner for fremtiden er ikke noget, man tør vove sig ud i. For risikoen for, at det ikke bliver, som man forsøger at love, er selvfølgelig stor.”

Alt er værre

Hvis det visionsløse er blevet vores politiske virkelighed, så er der måske særligt brug for at tale om tilgivelse netop i vores tid: ”Ja,” siger Simon Axø. ”Jeg synes, der er brug for noget rummelighed. Og der er brug for, at man ikke motivlæser hinanden hele tiden og ikke tænker det værste frem i folk. For det gør, at man mister modet til at gå ud og gøre noget.”

Simon Axø fortæller om en samtale med en højskoleelev om hendes bud på, hvorfor folk ikke er så politiske, som de var tidligere: ”Alt er værre, sagde hun. Hvor du end kigger hen, så er alt værre, end det var for 20 år siden. Og samtidig er der en øget overvågning, så alt bliver husket.”

Mange af højskoleeleverne har den opfattelse, at hvis de skal kunne få et job i fremtiden, så skal de ikke stikke for meget ud. ”Det tror jeg desværre, de har ret i,” siger Simon Axø. ”Derfor kalder tiden også på, at vi får en forståelse for den Arendtske fejlbarlighed genintroduceret – både i vores mellemmenneskelige relationer og institutionelt.” 

Det sidste er måske det sværeste. For når man fx som virksomhed eller offentlig institution får ansøgninger til et job, så er det givetvis meget fristende at lave et hurtigt AI-tjek på alle ansøgere og fx finde ud af, om nogen på et tidspunkt har udtrykt holdninger, der kunne være problematiske i forhold til den pågældende arbejdsplads. Så Simon Axø er ikke i tvivl om, at højskoleeleverne har ret i deres bekymring:

”Det kommer til at betyde noget, hvad du har været ude at sige. Også selvom du var 20 år og gik i 3.g. Og det er et kæmpe problem. Det kan være, du er den, der sammen med tre andre er lige dygtig til en stilling, men du falder på noget, der skete for 15 år siden. Det er de unge meget bevidste om, og det gør noget ved den offentlige samtale – for så tier de hellere stille. Det er et kæmpestort problem, at du ikke kan blive fritaget fra din fortid.”

Alt det havde Hannah Arendt ingen forudsætninger for at sige noget om. Men hvis hun havde levet nu og kunne analysere de sociale medier, så er Simon Axø ikke i tvivl om, at hun ville have sagt, at det er underminering af det offentlige rum: 

”Så ja, vores tid kalder på en rummelighed. Folk skal kunne træde ud i den offentlige sfære og have mod og virkelyst til at gøre noget, uden at de skal frygte for deres eftermæle og omdømme. Vi er nødt til at indrette vores liv sådan, at man kan blive tilgivet, at man kan blive frisat fra sin fortid.”