På eget ansvar #5: Man tilkæmper ikke grundlæggende rettigheder gennem diskussion alene

Oskar Kluge er 24 år gammel. Han forsøgte at læse økonomi og datalogi på Københavns Universitet, men måtte droppe ud igen efter et halvt år. Han kunne ikke holde ud at gemme sig bag en computer og lade, som om de virkelige problemer ikke er virkelige. I dag bruger han al sin tid i klimakampagnen Nødbremsen, som han selv har været med til at starte.

Nødbremsen er især kendt i den bredere offentlighed for protester, der er på kant med eller overskrider loven: De stopper trafikken eller afbryder teaterforestillinger. Og det var også folk fra Nødbremsen, der kastede orange maling på glasset foran maleriet La femme en chemise af André Derain på Statens Museum for Kunst i 2024, hvilket skabte stor debat.

For det gør det nemlig: Skaber debat. Nogle lader til at mene, at det er let at affeje – man må ikke forstyrre trafikken, og man må ikke bryde loven. Men kan man helt nægte, at man kan komme dertil, hvor man er nødt til det? Og hvornår er det så? Det taler jeg med Oskar Kluge om.

Jeg vil være der, hvor man siger tingene, som de er
Det startede i gymnasiet, i 2018. Her begyndte det på en ny måde at trænge sig på for Oskar Kluge, at klimasammenbruddet var virkelighed. Og han var med til at starte en klub sammen med nogle andre fra gymnasiet, hvor de blandt andet deltog i skolestrejkerne: ”Det var meget kraftfuldt at være med,” fortæller han. ”Der blev talt meget om, at der var en dobbelt virkelighed – altså at der var en anden virkelighed end det, man fik at vide, var virkeligheden. Den følelse kunne jeg genkende: Klimasammenbruddet var virkelighed, men officielt blev det ikke sagt højt.”

Så kom corona-pandemien, og Oskar Kluge blev færdig med gymnasiet og flyttede til København. Og nu var det ikke mere sådan, at ingen snakkede om det. Nu snakkede alle om det: ”Der skulle ske en reduktion i 2030 og 2040, sagde man. Men samtidig blev alle de dårlige beslutninger ved med at blive taget,” siger han. 

I sommeren 2023 var han derfor med til at starte Nødbremsen, hvor han i dag er aktiv på fuld tid og særligt engageret i rekruttering af nye deltagere. Han mener, at Nødbremsens vigtigste grund til at findes er, at her bliver tingene sagt højt: ”Jeg vil gerne være der, hvor man kan sige tingene, som de er: Vi står i et klimasammenbrud, der allerede nu koster menneskeliv og er en fare for hele vores samfund, som vi kender det. At sige tingene, som de er, må være første skridt i forhold til at konfrontere problemerne. Men det er ikke et skridt, som er taget i samfundet endnu. Derfor er det i sig selv værdifuldt. Jeg tror, det er grunden til, at vi er nødvendige,” siger han. 

Og fortsætter: ”Jeg har en grundlæggende tro på, at vi kan gøre det bedre i samfundet i forhold til klimasammenbruddet. Men det kræver noget af civilsamfundet. For det  parlamentariske, politiske system og erhvervstoppen kører os i sænk. Nogle vil gerne ændre noget, men kan ikke indenfor rammerne. Andre er fast besluttet på at fortsætte status quo.”

På scenen på Det kongelige teater
Nødbremsen vil have os til at tale om, at klimaforandringerne er virkelighed og have regeringen til at handle på det. Oskar Kluge kalder det at ”forstyrre hverdagen”: ”Vi prøver at få klimasammenbruddet ind i midten af samfundet. At sige: Det er her, om vi vil det eller ej. Det kunne være virkelig fedt, hvis det ikke var der, men nu er det her altså. Og så vil vi hellere sige det, som det er, og spørge, hvad vi gør ved det.”

En af de første ’forstyrrelser’, de lavede, var afbrydelsen af en forestilling på Det kongelige Teater. De var en mindre gruppe, der deltog i aktionen, men det var Oskar Kluge, der nåede op på scenen. ”De spillede Skruen strammes af Benjamin Britten,” fortæller Oskar. Og det var selvfølgelig ikke Oskar Kluge, publikum var kommet for at se den dag. Men spørgsmålet er, om der alligevel kan være noget, der berettiger til forstyrrelserne? 

For tiden er de i Nødbremsen særligt optaget af, at der i Danmark skal bygges flere motorveje. Og af, hvorvidt beslutningen om flere motorveje er truffet af nogen, der reelt ser klimaudfordringerne i øjnene. Oskar Kluge fortæller om den første gang, de spærrede trafikken på en motorvejsafkørsel: ”Det var den 13. november 2023. Det foregik stille og roligt. Vi sad der i 20 minutter, så kom politiet og fjernede os, og så fortsatte trafikken som før. Men to dage efter kom et skybrud, en af de her 100-års-hændelser, som gjorde, at to motorvejsstrækninger var lukkede i 24 timer, uden at nogen kunne gøre noget ved det. Det var meget sigende, synes jeg. Det var, som om spørgsmålet blev sat på spidsen: Enten får vi skabt en forstyrrelse nu, som er kontrolleret, og som gør, at vi kan snakke om tingene, eller også venter vi, og så har vi det mere at få styr på. Andre steder er det jo allerede ude af kontrol,” siger han.

Men snakker I om, at det jo ikke er lovligt?
”Ja. Jeg tror, nogen vil se det, som om man vælger at gå på kompromis med nogle værdier, fordi noget andet er mere vigtigt. Men jeg vil sige, at jeg begår civil ulydighed for at handle på mine værdier. Jeg gør det for at holde fast i værdier som medmenneskelighed, frihed, tillid, alt det, vi holder af. For hvad er alternativet? Hvad hvis vi nu ikke gjorde det? Hvad hvis vi lader stå til? Er det noget, vi kan stå inde for?” Han fortsætter: ”Allerhelst ville jeg have, at de nuværende strukturer kunne sikre vores rettigheder og friheder. Men sådan er det ikke lige nu. Der er mange rettigheder, der bliver overtrådt. Globalt set. Og det vil også komme til Danmark.”

På hvilken måde bliver rettigheder overtrådt?
”Alle de mennesker, der bor i et område, hvor man ikke kan bo mere, fordi jorden er blevet ufrugtbar, eller fordi ens hjem er blevet skyllet væk af monsunregn, eller der er kommet krig på grund af kampen om ressourcer. Det er jo, fordi lande som Danmark og mange andre lande har udledt alt for meget og har brugt ressourcer, som ikke er vores.”

Så det er på en måde lov mod lov: I bryder loven for at forsvare nogle rettigheder?
”Ja. Det er én af motivationerne. Men den anden er at forsøge at få os til at holde op med at fortrænge virkeligheden. Hvis vi forestiller os, at der 100 meter længere nede ad vejen var et kæmpestort hul, som bilerne ville køre ned i, ville det så være i orden at sætte sig ud på vejen og stoppe bilerne?” spørger han og fortsætter: ”Der er selvfølgelig ikke et hul i vejen, men der er alligevel noget, vi ikke ser i øjnene. Når statsminister Mette Frederiksen kalder en klimaafgift på 13 kroner på flybilletter for ’grøn omstilling’, så vil jeg kalde det fortrængning. Og faktisk er det min egen oplevelse, at det er en lettelse at se virkeligheden i øjnene – og handle derefter.”

Du bruger udtrykket at forstyrre. Men kan man ikke godt forstyrre folk lovligt? Kan man ikke forstyrre på mange måder?
”Det gør vi jo også. Nogle af vores forstyrrelser er lovlige og andre er ikke. Og de er altid fredelige. Men der er også noget med proportionerne: Det her er et spørgsmål om hele vores liv og hele vores samfund. Så vi bliver nødt til at gøre det på en måde, der viser, at vi mener det, og hvor vi sætter os selv på spil. Der er jo ikke nogen i Nødbremsen, der synes, det er en fornøjelse at sætte sig ud på en vej. Men vi gør det alligevel, fordi vi mener, det er det rette at gøre nu.”

Det er meget få rettigheder, der er blevet tilkæmpet gennem en diskussion
Jeg gætter på, du vil være enig i, at man ikke kun skal følge de love, man kan lide. Men her er der noget, der gør, at I synes, I er nødt til at bryde loven. Har I opgivet den demokratiske samtale?
”Jeg tror, at den samtale, som mange tænker fører til forandring, også er meget let at afværge. At dreje den og forlænge den og føre den til at handle om alting og ingenting på samme tid. Og så bygge flere motorveje. Og der er ikke plads til flere motorveje, og derfor sætter vi os ud på dem. Det er en meget tydelig ting, vi siger her. Men hvis man først lytter til os, så bliver man jo nødt til at handle anderledes. For der er simpelthen ikke plads til flere motorveje.”

”Men selvfølgelig vil vi gerne samtalen. Og meget af det, vi laver, er netop at tale med folk. For i sidste ende tror jeg, det er en kombination af protest og samtale, der skal ske. Man kender det jo også fra historien. Det er meget få grundlæggende rettigheder, som er blevet tilkæmpet igennem en diskussion inden for de daværende regerings- eller statsrammer.”

Så forandring i større forstand kræver, at man overskrider lovens grænser?
”Ja, eller normerne. Det kan være loven, eller det kan være det, man plejer at gøre. Sådan har det jo altid været, når noget måtte forandres. Og den nuværende politik er så fastgroet: Politik med samme målsætning om øget økonomisk vækst som i de sidste mange år. Der er ikke noget, der kan rokke ved det. Vi kan rokke ved meget lidt, hvis ikke vi samler os.”

Jeg deler din bekymring for, om vi som samfund gør nok for at afværge klimasammenbruddet, og derfor har jeg også sympati for jeres kamp i Nødbremsen. Men der er jo også personer med den modsatte dagsorden, som begår civil ulydighed. Hvordan argumenterer man for, at jeres er berettiget og deres ikke er?
”Det gør man heller ikke,” siger Oskar Kluge. ”For det første er vi stadigvæk lige for loven. Men derudover håber jeg, at hvis nogen blokerer trafikken for egen vindings skyld eller med værdier og mål, der strider imod, hvad der er bedst for samfundet, at der så vil være mange, der siger fra. Eller i hvert fald stiller spørgsmålet: Hvad synes vi om det? Kan vi slutte os til det?” Oskar Kluge peger på, at aktivismen i Nødbremsen altid har form af fredelig modstand. Og at de dertil har det princip, at man skal tage straffen og stå inde for det, man har gjort: ”Det er et vigtigt signal til resten af samfundet: Du er her, vi er her, vi står ved det, og vi vil gerne tale om det. Der er noget menneskeligt ved, at man kan se hinandens ansigt. Og at man siger tingene højt.” Han tilføjer: ”Vores kamp handler jo ikke om en bestemt gruppe mennesker. Det handler om hele klodens fremtid. Og hvis man sætter sig ned og har en lidt længere snak med folk, så kommer vi ofte frem til, at ingen selvfølgelig vil have, at deres land fører en politik, der fører til dødszoner omkring ækvator. De fleste vil egentlig gerne have mere klimahandling.”

Det hele går langsommere, hvis vi lægger ansvaret på den enkelte
Danmark ligger helt oppe i toppen af samfund i verden med høje CO2-forbrug per indbygger. Og selvom det selvfølgelig ikke kun er privatforbruget, der er udslagsgivende, så må det alligevel betyde en del, at vi i vores del af verden er blevet vant til at rejse meget, købe tøj, få nyt køkken, osv. Så selvom Oskar Kluge mener, at de fleste gerne vil se mere handling, kan man vel godt overveje, om ikke den enkelte bare kunne tage ansvar for sig selv? Eller hvem har ansvaret for, at vi kommer i gang med at leve anderledes?

”Inden for de nuværende rammer, er et bæredygtigt forbrug umuligt,” siger Oskar. ”Enten er det meget tidskrævende, eller det koster mange penge. I Nødbremsen fokuserer vi derfor meget lidt på det individuelle valg og taler i stedet om, hvad vi kan rykke i fællesskab. Som forbruger kan jeg jo ikke vælge, om jeg vil have den her motorvej eller ej.” 

Han fortsætter: ”Jeg tror, individualiseringen medvirker til, at forandringerne sker meget langsomt. Vi kender jo alle sammen det med, at der er noget, man ikke har lyst til, men så snakker man med sine venner, og så tænker man, at hvis du gør det, så gør jeg det også.” ”For det er utroligt, hvad der kan komme ud af det, hvis man har nogle åbne samtaler. Men både vores forbrug og det politiske rum er blevet én stor individualisering. Hvad køber du? Hvad stemmer du? Så går man ned i supermarkedet og køber nogle ting, og man går ned i stemmeboksen og stemmer, og så er man færdig. Og det hele er egentlig en meget indskrænket måde at have et politisk liv på. Der er så meget potentiale i at sætte sig sammen og finde på nogle ting, prøve det af, snakke om det: Hvad tænker du? Hvad tænker jeg? Det kan godt blive svært med det her, det bliver fedt med det her, osv.”

Så du mener faktisk, at hvis man retter pilen mod det individuelle ansvar, så er man med til at langsommeliggøre processen?
”Ja, det vil jeg sige. Det rammer det meget godt.” Han fortsætter: ”Men det kunne være spændende at sætte folk sammen på kryds og tværs af landet og snakke om, hvad vi vil. Trække samtalen væk fra skyld og skam, for man kan alligevel aldrig være perfekt – det er vi heller ikke i Nødbremsen – og så tale om, hvad der vil være godt at gøre. Og hvordan vi kan komme derhen.”

Men i Nødbremsen har I hver især besluttet, at det her kan I ikke leve med. Så der er vel en eller anden form for personligt valg?
”Ja, sådan er det jo. Men for nogen er det nemmere end andre. Hvis man allerede har nogle venner, der er med, eller man ikke er helt på afstand af de her diskussioner. Og det er måske det valg, som er spændende at snakke om, i modsætning til at tale om vores forbrugsvalg. Hvor ligger vores kraft og energi i vores liv?” 

”Det vil jeg gerne tale om.”