Man skal gøre sig fortjent til at være kritiker. Det gør man ved at tage ansvar

Der er højt til loftet og stille i foyeren i den gamle herregård, Krogerup, som har været brugt som højskole siden skolens første forstander, teolog og samfundsdebattør Hal Koch, modtog det første hold elever i 1946. Men ikke stille ret længe endnu. For det er midt på dagen på en kølig januardag, og snart indtager 120 nystartede unge højskolemennesker spisesalen til frokost. På skolens hjemmeside fremgår det, at arven efter netop Hal Koch er intakt: Krogerup Højskole blev til på bagkant af Anden Verdenskrig og var en del af en større demokratisk samfundsmæssig oprustning. Hal Kochs vision for skolen var at uddanne fremtidige generationer til at værne om og udvikle det danske demokrati. Og han insisterede samtidig på, at demokratiet ”ikke er en sejr, som er vundet, men en kamp, som stadig går på.” Det skal jeg tale med skolens nuværende forstander, Rasmus Meyer, om. For hvad kræver det af os, hvis vi skal blive ved med at værne om og udvikle det danske demokrati?

Det er blevet for nemt at kritisere dem, der tager ansvar

Det er et spørgsmål, Rasmus Meyer er meget optaget af, for han har iagttaget en forskydning i vores demokrati de senere år. En forskydning som går på, at kritikken har fået for meget plads og ansvaret og det at engagere sig i vores samfund for lidt: ”Jeg oplever, når jeg er ude på diverse uddannelsessteder som fx folkeskoler, gymnasier og universiteter, at der er en tilbøjelighed til, at man oversætter ’demokratisk dannelse’, som jo er en del af skolens formål, til evnen til at være kritisk. At man sætter lighedstegn imellem det at blive dannet til demokrati, og så det forhold, at man evner at tænke kritisk og pege på hykleriet og finde hullerne i argumentationen.” Han skynder sig at sige, at det ikke er fordi, vi ikke skal lære generationer af børn og unge at tænke kritisk, ”Men,” siger han, ”jeg tror, at kernen i demokratisk dannelse, nu som tidligere, er, at man bliver podet med en virkelyst og føler et ansvar, der rækker ud over en selv. Som det er nu, oplever jeg, der sker en glidning, hvor man oversætter ’demokratiske dannelse’ til kritisk tænkning. Og det tror jeg ikke, der er nogen, der er tjent med.”

Han peger på, at den offentlige samtale bærer præg af spalter, der flyder over med mennesker, der analyserer og kritiserer og polemiserer: ”Der er en hær af kommentatorer, kritikere og debattører, som er kendetegnet ved, at de står på afstand og betragter og kritiserer. Ethvert samfund har jo brug for kritikeren, for den kritiske journalistik, for ’narren’ der kan pege på, at ’kejseren ikke har noget tøj på’, men hvis balancen mellem ansvar og kritik tipper, får vi ikke noget godt samfund ud af det, tror jeg.”

Rasmus Meyer mener, man skal gøre sig fortjent til at tage kritikerens rolle: ”Der er nødt til at være et hierarki i det her. Og det må begynde med, at man selv tager et ansvar, at man selv tager et initiativ og at man selv går ud i verden og virker. Når man så har gjort det, så kan man på en eller anden måde gøre sig fortjent til at kritisere og polemisere og pege på hykleriet. Lige nu er det, som om det foregår i omvendt rækkefølge – at der er mest status i at være den, der kritiserer. Men udgangspunktet må være, at man hver især virker i verden og tager et ansvar. Og først derefter kan man gøre sig fortjent til at kritisere og pege på de andres fejl. Kritik er de dovnes terræn. Det er den nemmeste disciplin af alle. Det egentlig svære er at tage ansvar.”

Foruroligende få melder sig ind i politiske partier

Den belgiske idéhistoriker Anton Jäger, der for et par måneder siden optrådte i Deadline på DR, siger, at der i nyere tid aldrig har været en større bølge af protestaktivisme. Det gælder fx klimaaktivisme, protester mod krigen i Gaza, Black Lives Matter osv. Men samtidig med det store engagement i protestbevægelserne, peger Jäger også på, at protesterne ikke rigtig har påvirket dem, der har magten. Ifølge Jäger er forklaringen, at engagementet og aktivismen ikke finder vej til de etablerede institutioner, som er de steder, der kan føre til politiske forandringer.

Rasmus Meyer forholder sig ikke direkte til Anton Jäger, men han vil gerne forholde sig til, hvad enkeltsagsengagementet, ifølge ham, er udtryk for: ”Jeg synes, det er foruroligende så få, der melder sig ind i de politiske partier. Fordi det er det eneste sted, man er tvunget til at lave helhedsbetragtninger. Enkeltsagsdemokratiet, hvor man er voldsomt optaget af fx dyrevelfærd, de religiøse samfunds økonomi eller vandmiljøet – det er alt sammen væsentligt og interessant. Men der er brug for at anlægge en helhedsbetragtning, og det er man faktisk kun tvunget til i de politiske partier. Jeg kan godt være bekymret for, at enkeltsagsengagementet gør os blinde for, at flere sandheder kan bo side om side, og at forskellige mennesker godt kan have ret på samme tid.”

Han mener dog godt, at enkeltsagsengagementet og det at engagere sig i et politisk parti kan gå hånd i hånd: ”Men det med kun at engagere sig i enkeltsager afspejler for mig at se en generation, der vægrer sig mod det store ansvar. Det bliver en lille smule belejligt at kaste sig over en enkelt sag, som man 100 procent kan stå inde for. Men de der svære, dilemmafyldte, nuancerede og komplicerede helhedsbetragtninger, som er forudsætningen for, at man kan forme et samfund, dem vil man gerne være fri for. Og det forstår man jo godt,” siger Rasmus Meyer og uddyber: ”Det er da meget nemmere at kunne stå på afstand og tone rent flag og være ren og rank og leve et engageret liv på den nemme måde.”

Klient med rodløshed

Rasmus Meyer efterspørger med andre ord, at lidt flere af os melder os ind i et politisk parti for at være med til at løfte de fælles samfundsopgaver og gøre os til mere ansvarlige medborgere, før vi – mere eller mindre gratis – fyrer kritik af mod dem, der har påtaget sig et ansvar for det fælles bedste: ”Jeg efterspørger bestemt, at man melder sig ind i et politisk parti, men jeg efterspørger sådan set også, at der står en anden respekt omkring de mennesker, som tager et ansvar i det her samfund. Jeg mener, der er en risiko for, at vi bliver reduceret til klienter eller kunder i velfærdsstaten. Men det, vi har brug for, er jo medborgere, som ikke kigger på skolebestyrelsesformanden, menighedsrådsformanden eller lokalpolitikeren og siger: ’Hvad kan du gøre for mig?’ Men stiller det modsatte spørgsmål: ’Hvad kan jeg bidrage med i forhold til mit lokalsamfund?’”

Han har et par bud på, hvorfor folk generelt værger sig mod at være en del af det politiske system: ”Vi kommer ikke helt udenom de sociale medier, for man kan jo høre fra de folk, der tager ansvar i samfundet, at det er blevet meget slidsomt at stille sig derud, fordi folk kaster sig over dem på en ny og anderledes måde, end de har gjort tidligere, og det foregår 24-7 året rundt. Det er en del af udfordringen,” siger Rasmus Meyer og fortsætter: ”Men jeg tror også, det handler om individualiseringen. På den ene side er det en stor gave, at vi selv er herrer over, hvordan vi vil leve vores liv. På den anden side er der en fare for, at for meget individualisering fører til en rodløshed, der risikerer at slå om i en fornemmelse af, at man er en ø. Altså, at man ikke er forankret noget sted og derfor heller ikke føler noget ansvar for helheden. Så jeg tror, der både er teknologiske og kulturelle strømninger, som på en eller anden måde understøtter den her bevægelse i disse år.”

Ikke nogen, men du må gøre noget

Det store spørgsmål er, hvordan vi så får vendt den bevægelse? Det er der ikke kun ét enkelt klart svar på, men Rasmus Meyer vover alligevel at pege på nogle mulige svar: ”Jeg tror, vi kommer ind på et andet spor ved at uddanne og oplyse på en anden måde, end vi gør i dag. Og ved at have en anden offentlig samtale om de her ting. Og også ved at anerkende og hylde de mennesker, der faktisk tager et samfundsansvar.” Han mener, som han vender tilbage til flere gange, at vi skal bidrage med at begynde at betone vigtigheden af ansvaret frem for at betone vigtigheden af kritikken. Det gælder både i uddannelsessektoren og indenfor folkeoplysningen. Han giver et eksempel på et initiativ båret af virkelyst: ”Her på Krogerup Højskole er der i ti år blevet talt om, at det også er for galt, at der ikke er en større mangfoldighed her på skolen. Men så for fire år siden var der nogle elever, der besluttede, at i stedet for at gå og forarges over homogeniteten, kunne man gøre noget i stedet for. Og så besluttede de at etablere en elevfond, hvor de selv begyndte at samle penge ind, som kunne sende unge på højskole, der ikke selv havde midler til det. Det er bare et lille eksempel på, at der er langt mere interessant greb end at stå på afstand og forarges.”

Men det er ikke bare et godt eksempel – det er også et eksempel på, ifølge Rasmus Meyer, at vi skal byde den politiske resignation trods: ”Det er simpelthen vores opgave her på skolen at pode eleverne med et ansvar og en virkelyst, der gør, at når de går herfra, så går de ud og gør en forskel. Det kan være som spejderleder eller ungdomspolitiker eller kasserer i en andelsforening. Det skal vi ikke blande os i. Men det der med at stå på afstand og sige ’Nogen må da gøre noget,’ det holder ikke. Nej, du må gøre noget. Og bagefter må du så kritisere, hvis ikke det virker. Det, jeg egentlig slår på tromme for, er, at vi kan og skal gøre mere, end vi måske har lyst til. Fordi det er en forudsætning for, at vi har et levende, demokratisk og sprudlende samfund.”