Partipolitik er at stå sammen om uenighed

Nafisa Fiidow er 28 år. Hun er tidligere elev på Krogerup Højskole, uddannet i statskundskab og i dag ansat ved Deloitte, hvor hun arbejder med digitalisering. Daniel Toft Jakobsen er 47 år, også uddannet i statskundskab, tidligere medlem af folketinget og i dag generalsekretær hos Mission Afrika. De er begge medlem af et politisk parti, og det i sig selv ville for 30- 40 år siden ikke have været en historie værd. Men det er det i dag, for i dag er det efterhånden ret ualmindeligt at være partimedlem. Hvorfor det er sådan, hvilke konsekvenser det har og hvad der måske kan gøres for at ændre det, har jeg inviteret de to partimedlemmer til at tale om.

”Da jeg var 19 år og gik i gymnasiet,” fortæller Nafisa Fiidow, ”besluttede jeg mig for at melde mig ind i Alternativet. Alternativet var dengang et nyt parti – et jordskredsparti – som i virkeligheden mest gik ud på at skabe en ny politisk kultur. Og det var derfor, jeg meldte mig ind. Siden fandt jeg ud af, hvad jeg egentlig mente om forskellige politiske emner – og nu er jeg medlem af SF.”

”Men noget af det, der tiltrak mig ved Alternativet, var påstanden om, at det var et ideologiløst parti. Det tror jeg stadig sidder lidt i mig. Jeg har nogle værdier, som jeg bruger som kompas, og der er også grænser for, hvilke partier jeg ville kunne skifte til. Men jeg kan mærke, at der er forskel på medlemmerne i SF – nogle er meget ideologisk forankrede, og rigtig mange er mere som mig selv. Og indimellem har vi nogle debatter, hvor vi pludselig kan blive overraskede over, hvor uenige vi i virkeligheden er.”

Hun fortsætter: ”Jeg er nok et eksempel på en, der ikke altid lykkes med at være politisk aktiv på den måde, jeg gerne vil være det. For jeg synes, det er svært. Jeg prøver at insistere på, at det er noget, man skal, fordi der er så få, der får lov til at bestemme så meget. Men det kan også være en virkelig kedelig magt at udøve.”

Jeg siger ikke, at alle bør være medlem

Daniel Toft Jakobsen var også ret ung, da han meldte sig ind i et parti: ”Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet for cirka 25 år siden, sådan helt i begyndelsen af min studietid. Det gav ret meget sig selv for mig, for jeg har altid været interesseret i politik og også altid sympatiseret med Socialdemokratiet – ikke mindst med det ideologiske grundlag. På et tidspunkt blev jeg formand for en lille partiforening i Aarhus, senere blev jeg valgt ind i et byråd og siden Folketinget. Jeg har både prøvet at stille op, hvor jeg er blevet valgt – og hvor jeg ikke er blevet valgt.”

”En af de ting, der fyldte for mig, var balancen mellem mine egne holdninger og partiets holdninger, og hvad man gør, når de ikke er de samme – og hvor afstanden på nogle områder måske endda med tiden er blevet større og større. Det har jeg så håndteret på forskellige måder.”

Grundlæggende mener Daniel Toft Jakobsen dog næsten, det er en pligt at være partimedlem: ”Jeg siger ikke, at alle bør være medlem. Og man er selvfølgelig ikke en mislykket samfundsborger, hvis man ikke er det. Men jeg vil være medlem af et politisk parti. Og jeg synes, at flere skulle tage og blive det.”

Alle går op i politik

Nafisa Fiidow og Daniel Toft Jakobsen tilhører en minoritet. Langt de fleste borgere i Danmark er nemlig ikke medlem af et politisk parti. Nafisa Fiidow mener, forklaringen er, at vi er blevet vant til at have det godt – og vant til at rigtig meget bare fungerer. Hun fortæller om første gang, hun var til generalforsamling i ejerforeningen, hvor hun og hendes ven havde købt en lejlighed:

”Vi var virkelig overraskede over, hvor få der mødte op. Man deler jo en masse rør og vægge med hinanden, og der blev truffet nogle ret store fælles økonomiske beslutninger – og alligevel var der næsten ingen mennesker. Måske fordi det hele egentlig fungerede meget godt. Og måske har vi det også så godt i samfundet, at de kommaer, politikerne flytter rundt på, virker ret uvedkommende. Lige indtil et eller andet rykker ved det hele – fordi man måske bliver syg eller arbejdsløs.”

Daniel Toft Jakobsen supplerer: ”Jeg tror ikke, der er nogen, som ikke går rigtig meget op i et eller andet, der har med politik at gøre – om det så er gode forhold for deres mor på plejehjemmet, lokale sportsfaciliteter eller en giftfri natur. Men jeg tror også, det for mange er blevet ret skjult eller tåget, at det er det, der er politik.”

”Og oveni er der en fornemmelse af en ret voldsom topstyring i partierne, som dels betyder, at det kan virke ligegyldigt at melde sig ind et parti, for man får jo ingen indflydelse alligevel, og dels giver indtryk af, at man skal kunne stå inde for alt, hvad partiets top melder ud. Og der er ikke ret mange moderne mennesker, der har lyst til at købe hele pakken. Man vil ikke sidde i frokostpauserne på arbejdspladsen og skulle forsvare et parti, man selvfølgelig ikke altid er helt enig med.”

Bliv medlem – og slip for politikerleden

Under 2% af den danske befolkning er medlem af et parti. Og politiske kampagner appellerer også langt oftere til stemmer end til medlemmer. Men konsekvensen er fx, at det er meget få mennesker, der er med til at bestemme, hvem der skal stå på stemmesedlerne:

”Så der er en indledende sorteringsmekanisme i det danske demokrati, som det er meget, meget få, der deltager i,” siger Nafisa Fiidow og fortsætter: ”Og jo mindre partierne er, jo sværere bliver det faktisk også at komme ind i dem. De bliver til små sociale fællesskaber, hvor der ikke er plads til debat, for hierarkierne ligger fast. Man kan ikke bare komme ind fra gaden og mene noget.”

Det meget få antal medlemmer bidrager ifølge Daniel Toft Jakobsen også til ’politikerleden’, fordi der bliver flere og flere, der står uden for ansvar. Han understreger, at man selvfølgelig ikke nødvendigvis tager ansvar for alt muligt, bare fordi man er blevet medlem af et parti: ”Men man har alligevel købt ind på en demokratisk samfundsmodel og meldt sig som en, der gerne vil være med – med stort eller med mindre engagement.”

Han mener, partierne tænker for kortsigtet: ”Hvis man tænkte længere end frem til næste valg, ville det betyde mere at hverve medlemmer. Men som det er nu, bruger partierne langt flere ressourcer og kræfter på at få stemmer end medlemmer.”

”Men,” afbryder Nafisa Fiidow, ”jeg har altså også lyst til at pege nogle fingre den anden vej – mod os alle sammen. For der er altså en ansvarsfralæggelse i vores kultur, og jeg har lyst til at sige, at det går på tværs af generationer. Det går jo amok på Facebook, og alle mulige mennesker tager til folkemøde – også selvom der er nogen, der godt kan lide at sige, at det er en elitær fest – og de unge samler sig i en organisation som SAGA, som appellerer til unge, der gerne vil bruge deres politiske stemme og kraft, men gerne så uideologisk som muligt. De arbejder for unges rettigheder med udgangspunkt i det at være ung, men uden at gøre det ideologisk, fordi mange unge har det svært med det partipolitiske og det at bekende kulør. Men selvfølgelig er deres arbejde alligevel ideologisk, og der er en stærk politisk lyst og vilje. Tænk, hvis den kraft og energi kom ind
i partierne og skabte forandring? Jeg tror også antallet af interesseorganisationer er tegn på, at man gerne vil påvirke det politiske, men ikke stille sig der, hvor den reelle magt er, fordi man ikke vil købe ’hele pakken’ i partierne. Og så får de jo lov til at styre den store retning.”

Hun fortsætter: ”Det er det samme med Den grønne ungdomsbevægelse. Jeg læste et indlæg, hvor der var én, der skrev, at på den ene side er det selvfølgelig superfedt, at klimakampen er blevet så bred og samler alle mulige typer. Men når den bliver så bred, så er den også ideologisk splittet. Hvis du gemmer dig i en bevægelse, der rummer det hele, står det meget uklart, hvornår man er villig til fx at lade den grønne løsning gå ud over vores velfærd.

At sige ét og gøre noget andet

Men vil partierne overhovedet have mange medlemmer – og hvad vil man med dem? Nafisa Fiidow fortæller om sin første fascination af Alternativet, som hun delte med mange andre: ”Men drømmen druknede. For man ville skabe en ny politisk kultur, hvor man havde alle med i samtalen. Men man fik ikke skabt en gennemsigtig måde at sortere i folks indslag på. Og det siger sig selv, at man ikke kan tænke 9.000 menneskers holdninger ind i en politik. På et tidspunkt skal du sætte et punktum og sige, det er sådan her, vi gør. Det blev bare ikke gjort på en særlig gennemsigtig måde, og mange følte sig derfor forrådt.”

Og lige så smukt det kan være, når mennesker står sammen, lige så sikkert er det også, at enhver samlet flok gemmer på et hav af store og små uenigheder. Og hvad gør man så med sin uenighed som partimedlem? ”For det første,” siger Daniel Toft Jakobsen, ”er det jo en af grundene til, at man har meldt sig ind – så man har en chance for at være med i diskussionerne, før der træffes en beslutning. Men dertil er det jo også en helt grundlæggende del af partipolitik, at partierne kan lave aftaler med hinanden. Og derfor dur det fx ikke, at partimedlemmerne i en folketingsgruppe alt for ofte stemmer noget forskelligt, selvom det en sjælden gang imellem hverken kan eller skal undgås. Man er nødt til som udgangspunkt at stå sammen. Og samtidig er man som folketingspolitiker ifølge grundloven alene bundet af sin samvittighed, og dermed forventes man i princippet altid at være loyal over for sin egen overbevisning – før alt andet.”

Hvordan man løser dette, har Daniel Toft Jakobsen fundet sin egen model for, som han har anvendt et par gange som folketingspolitiker i forbindelse med sager, hvor han af principielle grunde havde meget svært ved at stå sammen med sit parti – fx i diskussionen af det såkaldte ’burkaforbud’ i 2018, som Daniel Toft Jakobsen ikke var enig i.

”Jeg sagde højt og offentligt, hvad jeg mente. Nemlig at jeg er imod et burkaforbud, og også hvorfor jeg er det. Men jeg sagde også offentligt, at jeg alligevel ville stemme sammen med mit parti i forbindelse med afstemningen.”

For journalister kan dette selvfølgelig skabe en vis forvirring. For de er vant til, at politikere, der for få uger siden offentligt har ment noget andet, pludselig bakker det modsatte synspunkt op. Men det var netop den form for utroværdighed, Daniel Toft Jakobsen ville undgå. Og samtidig var han fuldt ud klar over, at partipolitik afhænger af en fælles linje, og at det bør høre til sjældenhederne, at man stemmer imod sit parti: ”I mange andre sager er det nogle af mine partifæller, der er i mindretal. Der er hele tiden nogen, der bøjer sig for flertallet. Ellers ville vi ikke kunne lave aftaler.”

Reaktionerne på Daniel Toft Jakobsens tilgang var dog blandede: ”Der var nogle, der roste mig for min ærlighed, og så var der andre, der sagde: Du mener A, men stemmer B – det er jo imod grundloven. Så det var selvfølgelig ikke superenkelt. Men jeg synes bare, det i det mindste var mere transparent. Det bør ikke komme bag på folk, at en folketingsgruppe på 50 mennesker ikke ser ens på alting.”

Daniel Toft Jakobsen synes egentlig, at flere burde følge hans eksempel – og dermed være mere ærlig og også tage borgerne mere alvorligt. For, som han siger, selvfølgelig ved vi godt, at der ikke altid er enighed om alting

Det er barnligt

Og når kun 2 % af den danske befolkning er partimedlemmer, samtidig med at demokratiet bygger på partipolitik, så kan man i hvert fald godt mene, at der skal nye eksperimenter til. Daniel Toft Jakobsen mener fx, at partierne i langt højere grad skal tale substans og fokusere mindre på det politiske spil – og dermed gøre det mere relevant at være medlem og deltage i diskussionerne.

Nafisa Fiidow vil have en tilføjelse med: ”Ja, men jeg vil igen også vende blikket den anden vej. For jeg tror også, det handler om, at vi er bange for det kontroltab, som følger med, når man stiller sig sammen med andre. Og hvor man jo fx risikerer, at folk sætter dig i bås med en eller anden, de ikke bryder sig om. Det kan vi i vores individualistiske livsform slet ikke klare.”

”Og jeg kan ikke finde andet ord for det end barnligt.”