Set herfra: Præstationskulturen er uambitiøs

”Man kan godt have det hårdt, selvom andre mennesker har det hårdere,” siger mine døtre til hinanden – især den yngste, som bliver irriteret over at få at vide af sin storesøster, at hun ikke har noget at klage over som forkælet lillesøster, der først er kommet til verden, efter at deres fælles forældre for længst har opgivet alle principper.

Jeg er enig. Det giver sjældent mening at lukke munden på et menneskes klage ved at sige, at andre har eller har haft det værre. Og i øvrigt er der vel ikke nogen entydig definition på, hvad det vil sige at have det godt. Derfor må man også lytte til, at undersøgelser igen-igen viser, at den mentale sundhed fortsat falder for unge mellem 16 og 24 år (’Danskernes sundhed’, rapport fra Sundhedsstyrelsen, udgivet marts 2022). Samtidig er der nogle af de forklaringer, der ofte tilbydes i forhold til unges mistrivsel, som jeg har meget lyst til at udfordre. En af dem er, at der stilles for høje krav og forventninger til de unge, og at de er ofre for en præstationskultur. Unge mennesker har vel altid kæmpet sig frem i verden. Og på en måde er problemet måske det modsatte: Præstationskulturen er uambitiøs.

For aldrig har det været lettere at være ’perfekt’. Engang sagde man, at ’the sky is the limit’ (og der var mindst syv himle) både i forhold til, hvad tilværelsen kunne rumme af betydning og i forhold til, hvad et menneske kunne tænke og forstå og finde på. Men i dag er der klare definitioner på, hvad man skal kunne for at få sit 12-tal, og større bliver det ikke. Jeg får lyst til at sige: De unge mistrives ikke, fordi det er svært at opfylde krav og mål. De unge mistrives fordi, det er for let. Eller rettere: Fordi det er muligt. Aldrig har det været lettere at være perfekt. Så let at man selvfølgelig som ung må tænke, at det er det, man skal være. Og det er da et fandens pres.