Og set herfra: Tegn på dannelse

For noget tid siden talte jeg med en god bekendt, der er lærer i en større kommune. Hans skolechef havde fået en god idé: Oven på en årrække, hvor læringsmålsstyringen havde hærget gennem klasselokalerne, skulle kommunens skoler nu have fokus på elevernes dannelse. Det havde min bekendte været glad for at høre, men han var blevet noget bekymret, da den pågældende skolechef videre havde udviklet, at man måtte kunne opstille nogle mål for den her dannelse, så lærerne kunne sikre sig, at de kom hele vejen rundt i deres arbejde med det nye indsatsområde. Det havde fået hjertet til at synke lidt ned i livet på den pågældende lærer, der undrede sig noget over, at hans skolechef havde forstået, at det havde været rigtig, rigtig skidt for folkeskolen og eleverne, at man fra politisk hold havde troet, at man kunne reducere skolen og dens fag til småbitte byggeklodser, som man så kunne sætte ind i et skema og hakke af i, når eleverne havde lært dem, men åbenbart nu forestillede sig, at man kunne gøre det samme med et fænomen som dannelse.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til min bekendte, for det lyder jo helt skørt, at hans skolechef i et forsøg på at gøre det helt rigtige kommer til at gøre det stik modsatte. At tro, at man kan omsætte komplekse fænomener som dannelse, kundskaber og færdigheder til noget, der er målbart, svarer til, at man stopper en pølsemad ind i en usb-indgang på en computer i forventning om, at man kan se den omsat til en tabel på skærmen. Men jeg ved heller ikke, hvad svaret til skolechefen kunne være. Uden tvivl er det jo både nødvendigt og rigtigt, at nogen udtænker visioner for skolen. Og det er også hævet over enhver tvivl, at vi lærere har brug for at blive klædt på til at varetage den praktiske forvaltning af disse visioner. Og jeg kan også godt forstå, at der er nogen et eller andet sted i systemet, der gerne vil sikre sig, at det går rigtigt for sig derude i skolen. Men det må være noget andet, der skal til, hvis skolen skal lykkes med sin opgave.

I den forbindelse kan det være på sin plads at kaste et blik efter aftalen om den ny læreruddannelse, der, af forligspartierne bag, omtales som en ambitiøs læreruddannelse, der skal uddanne lærere, som kan give børn en skolegang med faglighed, fællesskab, trivsel og dannelse, men også giver plads til lærerens professionelle dømmekraft. Forhåbentlig bliver det en læreruddannelse, hvor der i højere grad bliver lagt vægt på lærerens autoritet, myndighed og faglighed i forhold til at danne børn og unge. Og så beskrives det som en uddannelse med et bedre omdømme end den hidtidige. Det glæder vi os over på Grundtvigsk Tidende. Både for samfundets, elevernes og de kommende læreres skyld. Og så fordi min bekendtes skolechef måske i fremtiden ikke behøver den samme grad af kontrolforanstaltninger, hvis han ved, at de lærere, han har ansat, godt kan finde ud af at arbejde op mod folkeskolens formål, uden at de nødvendigvis skal dokumentere det hele i regneark.