Og set herfra: Mon ikke der er fejl i alles fliser?

Frederik 2. gik all in dengang, da han gik i gang med at opføre Kronborg helt ude på den yderste kant af Helsingør, der hvor Erik af Pommerns gamle fæstning, Krogen, havde ligget. Og Kronborg blev bygget for at imponere. Blandt andet rummer slottet det, der i 1500-tallet var Nordeuropas største dansesal. Et næsten 62 meter langt rum, der i dag runger tomt, når besøgende skoleklasser træder ind og udbryder et begejstret ’Nøj’ ved synet af den megen plads, der nu om dage mest indbyder til, at man spæner igennem det. Den højloftede sal stiller store krav til de fleste elevers fantasi, for det er meget, meget længe siden, slottet genlød af fest og musik, men dengang må det have været et storslået syn. Lige til instagram, som jo naturligvis ikke eksisterede den gang Frederik 2. satte sig for at imponere alle med sit pragtbyggeri, men som ellers nok havde givet kongen en platform at udstille sin rigdom på. Et vindue mod verden, fra hvilket man kan iscenesætte sit liv, præcis som man vil have det til at se ud, så vi andre almindeligt dødelige kan sidde der med næsen trykket mod skærmen og tænke ’Nøj’… Men sådan var det jo ikke dengang Frederik 2. var konge, så i stedet var det besøgende europæiske fyrster, og selvfølgelige forbipasserende handelsskibe, der kunne nyde synet af det dengang sidste skrig inden for arkitektur i nederlandsk renæssancestil.

Får man på vejen gennem dansesalen indfanget en elev eller to, er der dog et hjørne af salen, der kan få dem til at sætte farten ned. Der er nemlig en fejl i salens ellers perfekt ternede stengulv. En uregelmæssighed, der får det til at klø gevaldigt i ens ordenssans, når man først får øje på den, men alligevel maner til eftertanke. For helt efter almindelig skik og brug i datiden har gulvet fået indlagt en bevidst fejl i mønsteret. Årsagen er, at man i samtiden forstod, at det kun var det guddommelige, der kunne præstere perfektion, og for ikke at udfordre skæbnen måtte en flise eller to placeres forkert i det ellers perfekte rum.

Sådan noget med fejl og mangler ser man som regel ikke i forbifarten. Heller ikke i de billeder, der glider forbi i en lind strøm på de sociale medier, iscenesat som virkelighed, der i virkeligheden bare er et korrekt vinklet udsnit af virkeligheden, og ofte er behandlet med filtre, som har til hensigt at forskønne det, man vil vise. Få det til at fremstå perfekt. Og vi ved det jo godt, når vi ser på billederne. Og det ved vores elever også. Alligevel er der et eller andet der skurrer, når man læser undersøgelser, som peger på, at præstations- og perfekthedskulturen forstærkes i børn og unges digitale liv. Vinduet mod verden bliver for nogen et troldspejl, der forvrænger. Og den redigerede verden spejler kun fejlene hos den, der ser. Som det er med fejlene i gulvet på dansesalen, kræver det i mange tilfælde tid at kunne komme ind bag ved og forstå, at vi i virkeligheden alle sammen er uperfekte.

Netop det med at komme ind bag den blanke facade og lande et sted, hvor man er menneske med hud og hår, er et tema, som forfatteren Jesper Wung-Sung har taget op i sin nye ungdomsroman Det år sjæle slår smut. Romanen er inspireret af forfatterens ældste søn, der har været på efterskole, og romanen maner ligeledes til eftertanke, ikke mindst for os voksne. På den baggrund taler vi i dette nummer af Grundtvigsk Tidende med Jesper Wung-Sung og hans søn Jeppe om præstationssamfundet og det at være ung i dag.