Og set herfra: Af børn og fulde folk

I forbindelse med, at jeg inden skoleferien besøgte Slotsparkens Friskole i Jægerspris for at interviewe 7. og 8. klassetrin om præstationssamfundet (se artiklen Lige nu og her s. 18 i dette nummer af Grundtvigsk Tidende), holdt jeg indledningsvis et kort oplæg om Grundtvig for klasserne. Det var på sin plads, tænkte jeg. De havde været så venlige at sætte tid af til mit besøg, og man kan jo ikke sige, at man kommer fra Grundtvigsk Tidende uden at knytte et par ord til manden, hvis tanker har sat så blivende aftryk på hele den måde, vi holder samfund på. Og i hvert fald kan man ikke besøge en friskole, om den kalder sig Grundtvig-Koldsk eller ej, uden at pege på Grundtvigs betydning for de frie skoler.

Eleverne kiggede pænt på Ad. Lønborgs portrætfotografi fra 1872, som jeg havde taget med i en PowerPoint, men jeg fik først rigtigt deres opmærksomhed, da jeg fortalte, at Grundtvig faktisk mente, at børn ikke skulle gå i skole, fordi det efter hans opfattelse var deres forældre, som skulle stå for deres oplæring. Indtil forældrene var blevet så oplyste, at de var blevet i stand til det, var skolen dog en acceptabel løsning. Og det er faktisk derfor, vi har en klasselærer, sagde jeg. ”Altså, som sådan en slags skoleforælder?” var der en, der spurgte. Sidemanden nikkede og trak på skulderen. Jo, det gav da meget god mening.

Og det giver jo ret god mening, det der med en ’skoleforælder’. Vi, der har lidt år på bagen, kan godt huske, at der var lærere, der førte hele vejen op, og jeg har selv haft kolleger, der var dygtige nok til det og gjorde det. Siden er det blevet mere normalen end undtagelsen, at eleverne skifter lærer, når de rykker fra indskolingen til mellemtrinnet og igen fra mellemtrinnet til udskolingen. Og fra praksis ved jeg, at det for mange elever giver god mening at få et miljøskifte, når de rammer teenageårene. Det vigtigste er, at man kan nå at lære hinanden så godt at kende, at klassen bliver et trygt læringsmiljø, hvor eleverne kan vokse fagligt og udvikle sig, fordi de trives.

Og lige det der med trivsel blandt de unge, det hænger det ifølge forskellige undersøgelser gevaldigt med i disse år. Det jeg til gengæld ikke har kunnet finde en undersøgelse af er, i hvilket omfang elevtrivsel og klasselærer-rollen hænger sammen? Måske har jeg ikke ledt godt nok, men det er da lidt påfaldende, at elevtrivslen er faldende i en tid, hvor rekrutteringsudfordringerne på landets skoler er tårnhøje, og hvor nogle skoler i kølvandet på skolereformen af 2013 afskaffede klasselæreren og indførte kontaktlærere i stedet, sådan at man visse steder kan risikere at få sin geografilærer, der har en times gæsteoptræden om ugen i 7.B, som klasselærer (og det er ikke for at sige et ondt ord om geografilærere). Samtidig er nogle skoler efter selv samme reform blevet til rene karruseller, hvor såvel uddannede som ikke uddannede lærere måske kun er kort tid, inden de står af og søger videre til andre skoler eller andre fag. Det betyder, at eleverne oplever utrolig mange lærerskift, der ofte er krydret med perioder med nyuddannede studenter som vikarer. Dem har jeg heller ikke noget imod, men læreruddannede er de ikke, og for eleverne opleves de mange skift kaotiske. Der skal bruges mange kræfter på at afkode, hvad den nye lærer forventer af en. Og som Olivia på Slotsparkens Friskole siger i interviewet, så er det af betydning, at ens lærere kender en.

Ex ore parvulorum veritas… Eller som vi siger på dansk: ”Af børn og fulde folk skal man høre sandheden.”