Lad os fejre 200 års grundtvigsk kristendom

Kan I ikke se det? KAN I IKKE SE, HVAD DER SKER I LINJE TO?!! Jeg står og hopper på stedet og forsøger at smitte en flok eftermiddagssløve lærerstuderende med begejstring. De stirrer skeptisk på anden linje i Grundtvigs ’Den signede dag med fryd vi ser’, hvor der står: ”af havet til os opkomme.”

Ikke i sig selv en bemærkelsesværdig linje og endda en lidt uelegant trykfordeling ved ordet ’op-kååååm-me’, når man synger den på Weyses fine melodi. Men det, jeg så gerne vil have de studerende til at se, er, at Grundtvig har flyttet lyset ned på jorden. Han skrev salmen for præcis 200 år siden med afsæt i en endnu ældre salme: ’Den signede dag som vi nu se’ fra 1500-tallet. I den gamle salme står der: ”ned til os af Himmelen komme.” Men Grundtvig flytter på lyset, så det lyser på os nedefra og op, fra tå til top.

Lyset hører ikke til i en fjern himmel, vi kan flygte til. Lyset er i verden.

Og hvis ikke man allerede er blevet begejstret over lysets bevægelse, så kan man lægge mærke til, at vi i Grundtvigs salme ikke slutter med at synge, at når vi dør, så slipper vi væk fra denne verdens elendighed, sådan som vi synger i den gamle salme, hvor der står: ”Når vi skulle til vort fædreland / og skilles fra dette elende.” ’Elende’ kender vi fra ordet ’elendighed’, men endnu mere tankevækkende er det, at ’elendighed’ betyder ’udlændighed’. Denne verdens elendighed er altså ikke vores hjem. Verden er et udland.

Sådan er det ikke hos Grundtvig. Her er elendigheden sløjfet.

Grundtvig skrev ’Den signede dag’ til 1000-års-fejringen af kristendommens komme til Danmark med Ansgar i 826, som vi i år dermed fejrer 1200-års jubilæum for. Kunne dette også være en anledning til fejringen af 200 års grundtvigsk kristendom? Så kunne vi fejre, at vi med Grundtvig fik en kirke, der ikke er verdensfjern sværmeriskhed, men heller ikke er statens højre hånd, der gør os til artige samfundsborgere. Præcis dette hverken- eller er nemlig højaktuelt i dag.

Kristendommen er kommet på mode igen. Men den kristendom, der især appellerer, er ’den personlige tro’, kristendommen som et identitetsprojekt. Og dermed bliver kristendommen endnu et identitetstilbud: en sammenhæng, man kan høre til i, så man slipper for at høre til i den åbne, uoverskuelige og udefinerbare fælles verden. Kristendommen bliver (endnu engang) en flugt ind i en eksklusiv identitet.

Og hvis ikke man hopper på den, kan man få kristendommen serveret som en del af statens værdisæt, der kan hjælpe os til at være gode, patriotiske samfundsborgere. Et redskab for samfunds- og statsdannelse.

Men tak til Grundtvig, fordi vi ikke behøver vælge nogle af de kristen- domstilbud, der i dag ligger yderst på hylderne. Tak for, at vi kan forstå kristendommen som en måde at forbinde os til verden og samtidig have sans for ånd og blik for, at ånd lever af frihed.

Med dette åndelige frisind kan vi gøre os forestillinger om det himmel- ske: Måske en blanding af gudernes Valhalla, gammeltestamentlig kropslighed og frimodig oplysningsånd, sådan som vi synger til slut i ’Den signede dag’: ”med venner i lys vi tale.”

Med disse vilde forestillinger kan vi vende tilbage til linje to: Ned på jor- den. Ud i den fælles verden.