Hvad laver man den tredje uge i himlen?

”Den, der ikke kender sin Skaber, har brug for tobak,” citerer drengen Nonni sin bedstemor i den islandske forfatter Halldór Laxness’ roman, Frie folk. Og dermed laver han en omvendt-Karl Marx: Religion er opium for folket, men hvis man ikke har religion, så må man ty til opium – eller nøjes med tobak. 

For mennesker har brug for noget at trøste sig ved, og religion kan være en sådan trøst, som kan hjælpe folk med at udholde en slidsom tilværelse. Det har Marx ret i. Men Marx har ikke ret i, at paradisdrømme altid er pacificerende. Der er masser af eksempler på det modsatte, hvor borgerrettighedskampen i USA blot er et blandt mange: Bibelske forestillinger om guddommelig retfærdighed kan få folk til at rejse sig og gå på gaden. Utopier og drømme er ikke per definition en virkelighedsflugt, de kan også sende os styrkede tilbage i virkeligheden, så vi forandrer den til det bedre. 

Og de kan give os ord for, hvad det gode er. Sådan nogle ord mangler vi i dag: Vi har vækst, men vi har ikke noget mål. Vi har ministre, der siger, at vi skal være villige til at dø for Danmark, men vi kan ikke sige, hvad vi vil leve for. Vi har PPR-tiltag, der forventes at kunne øge trivslen i 6.b., men vi har ikke ord for glæde. Vi holder fri for at samle kræfter til at gå på arbejde, men vi ville korse os, hvis vi skulle udholde en evig søndag: Hvad laver man den tredje eller fjerde uge i Himlen? Hvis ingen er fjender, ingen spiser hinanden, ingen knæ knager, og intet, man kunne savne, mangler – hvad laver man så? 

Vi kan grine smørret af, at Dantes beskrivelser af Helvedet er mere spændende end hans beskrivelser af Himlene: Der er ligesom mere saft og kraft i vold og hor end i evig harmoni. Men vi
kan også – og det synes jeg, vi skal – tænke over, hvorfor fantasien ikke slår til, når vi vil danne os forestillinger om det gode. Og dernæst give det et helhjertet, ubehjælpsomt forsøg, sådan som andre før os har gjort. 

”Med gammen i gyldne sale,” (gammen = glæde; fryd; morskab; fornøjelse; skæmt; spøg), ”med venner i lys vi tale,” synger vi med Grundtvig i Den signede dag. Han så himmerige for sig som en blanding af Valhalla, et filosofisk symposium i det antikke Grækenland og et gammeltestamentligt fårehyrdeliv. Hvad ser vi? 

Han insisterede på, at himmel og jord er forbundne. Himlen er ikke fjern fra livets jammerdal, og livet er ikke en jammerdal, vi har glimt af det evige i dette liv: ”Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet.” Vi kender til det gode i det nære, derfor kan vi forestille os det store gode i det fjerne.

Det kan vi ikke i dag. Vi stiller end ikke spørgsmålet: Hvad er det store gode?

Det skal vi. Det er okay, at fantasien og poesien ikke slår til, det gjorde den heller ikke for Dante. Og det er godt, at ingen sidder inde med svaret. Men at tankerne ikke slår til, er ikke en begrundelse for at holde op med at tænke. For når vi ikke stiller spørgsmålet, bliver alle kampe lige vigtige, for så er det kampen i sig selv, der er vigtig. Og på den måde kan vi knokle som ind i helvede. Knokle ind i helvede. 

Knoklehelvede.