Jeg gentager: Hvad er demokrati?

Jeg hører hele tiden om et eller andet, der er et ’demokratisk problem’. Hvis børn og unge ikke lærer nok i folkeskolen, hvis samtalen på tværs af landet eller af generationer går skævt, hvis engagementet i foreningslivet halter, hvis aviserne mister læsere, så er det ikke bare et problem, men et demokratisk problem. Det er den måde, man slår fast, at noget er virkelig vigtigt eller alvorligt.

Misforstå mig ikke, jeg har ’DEMOKRAT’ tatoveret med store bogstaver hen over ryggen. Imidlertid ser vi i dag eksempler på demokratier, der underminerer sig selv. Det viser os, at vi ikke kan nøjes med at sige ’demokrati’, vi er nødt til at spørge: hvordan demokrati? Vi er nødt til at genoverveje Hal Kochs spørgsmål fra 1945: Hvad er demokrati?

I sin nytårstale gentog statsminister Mette Frederiksen, daværende udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfayes tommelfingerregel fra 2019: ”Når religion og demokrati støder sammen, så er det Gud, der har vigepligt.” 

De præster, jeg har talt med siden nytårsdag, har været vanvittigt optaget af det, og det forstår jeg godt. For det åbner – eller rettere: det kunne åbne for – et hav af spørgsmål og overvejelser. Men det kræver, at man netop ikke forsøger at bilde befolkningen ind, at her er en anvendelig tommelfingerregel, som kan lukke for flere spørgsmål. Et spørgsmål kunne nemlig fx være: Er det udelukket, at man i et demokrati kan komme i samvittighedskvaler – måske med afsæt i forestillinger om retfærdighed eller næstekærlighed hentet i teologien – i forhold til love, som et flertal i folketinget har vedtaget? Nej, det er det ikke. Hvad stiller man op med det? Det er der ikke et enkelt svar på. Man overholder (selvfølgelig) loven, for man skal ikke kun overholde de love, man kan lide. Men derfor kan det stadig være, man bør lytte til sin samvittighed – og at der engang i fremtiden endda vil være et flertal, der vil være glade for, at man åbnede munden. En tommelfingerregel kunne derfor også være: Når din samvittighed og de demokratisk vedtagne love støder sammen, så er der ingen enkel tommelfingerregel.

Men i Tesfayes/Frederiksens udsagn er ’demokrati’ blevet til ’gud’ og endda én af den slags guder, der altid har ret og ikke tåler indsigelser. En så-taler-vi-ikke-mere-om-det-gud. Imidlertid er det kendetegnende for et demokrati, at vi taler meget og længe om alle spørgsmål. I hvert fald hvis det er demokrati ifølge Hal Koch. 

I bogen Hvad er demokrati? (1945) ironiserede han over, at nu, hvor krigen var vundet, var alle pludseligt svorne demokrater. Men man skulle ikke mere end 10-15 år tilbage, før det var almindeligt og helt acceptabelt at brokke sig over det ”parlamentariske slæng, der vrøvler og forhandler i stedet for at handle.” 

Demokrati er at vrøvle og forhandle. Demokrati er at stille et hav af spørgsmål. Demokrati er, at der ikke er enkle tommelfingerregler.