Artikel af Ingrid Ank
Hvad er det egentlig, vi kan takke kristendommen for?
4/2026
LEDER. Hvad er det egentlig, vi kan takke kristendommen for – og hvad har kristendom, demokrati og åndsfrihed med hinanden at gøre? Sådan spørger Ingrid Ank i denne leder, hvor hun går ind i den aktuelle kamp om demokratiet og den åndelige oprustning. For måske er det ikke først og fremmest demokratiet, kristendommen har givet os, men noget andet og mere grundlæggende: en insisteren på, at ånden skal have frihed.
Da bønderne mødtes i Hjedding om det første andelsmejeri i 1882, var der ét princip, der var ufravigeligt: Uanset hvor mange køer, man havde i stalden, havde man kun én stemme. Da Donald Trump blev indsat som USA’s præsident den 20. januar 2025, kunne hele verden se, at dette demokratiske princip var lagt i graven: Helt fremme i forreste række stod nemlig dem med flest køer i stalden, og de folkevalgte måtte holde sig i baggrunden.
At penge giver indflydelse, er selvfølgelig ikke nyt, men indtil for nylig har man ikke været komplet idiot, hvis man også har troet, at både USA og Europa bygger på retsstatsprincippet. At grunden herunder vakler, er nok baggrunden for, at historiker Christian Egander Skov er brudt igennem herhjemme med det man kan kalde en borgerlig kapitalismekritik: Folkeligt skal alt nu være – Et forsvar for vores folkestyre (Gyldendal 2026). For nu står en kamp for demokratiet.
“Måske er kristendommens væsentligste bidrag til demokratiet ikke demokratiet som organisationsform, men derimod tanken om åndsfrihed.”
Parallelt med kampen for demokratiet, foregår imidlertid også en kamp om demokratiet. For hvem har egentlig æren for det? Er det de gamle grækere? Er det oplysningsfilosofferne? Er det Jesus? Er det Paulus? Blandt fortalerne for en klar forbindelse mellem kristendom og demokrati står sundheds- og kirkeminister Ida Auken (S), blandt kritikerne står professor Frederik Stjernfelt (se fx Dagbladet Information 30. juli 2026).
At nuancerne og sansen for de indirekte forbindelser let forsvinder i en konfrontatorisk debat, er velkendt. Men man kan glæde sig over, at der lader til at være enighed om slutmålet: Demokratiet. Alle er enige om, at demokrati er godt, og derfor vil man også gerne stå på skuldrene af dem, der har æren for det.
Men spørgsmålet er, om alle egentlig er så fuldstændig enige om slutmålet? Demokrati, ja, men hvordan demokrati? For når det pludselig er blevet presserende at give kristendommen en vigtig rolle i forhold til demokratiet, så har det at gøre med, at det indgår i kaldet til ’åndelig oprustning’. Og det ord, som gang på gang nævnes som den åndelige oprustnings mål, er ordet ’demokrati’: Vi skal styrke vores demokrati.
Men måske er kristendommens væsentligste bidrag til demokratiet ikke demokratiet som organisationsform, men derimod tanken om åndsfrihed. For selvom kirkens historie i høj grad er historien om at danne par med magthaverne, så er kristendommen i sit udgangspunkt en minoritetsreligion og en historie om at være forfulgt. Det bliver man i sig selv – som bekendt – ikke modstander af vold og overgreb af, men essensen af kristendommen er ikke desto mindre et budskab om, at ånd skal have frihed. Og derfor er det ukristent at presse andre mennesker ind i et bestemt tankesæt – hvad kirkesamfund i både fortid og nutid dog bestemt ikke altid lader til at have fattet.
Dermed bliver det, vi i forhold til demokratiet skal takke kristendommen for, først og fremmest en nedarvet – og i perioder desværre glemt – viden om, at et samfund begår overgreb, hvis der kun er plads til det, flertallet kan samles om. Og i en tid, hvor demokratiet skal styrkes, og hvor det endda bringes sammen med ordet ’ånd’ og med ’folkeånd’, vil det være befriende, om nogen – kristne og andre – også en gang imellem sagde ’åndsfrihed’.
