Kølige fællesskaber kan sagtens være meningsfulde

I Grundtvigsk Forums styrelse kan bølgerne ind i mellem gå højt. Det bliver tydeligt i forrige nummer af Grundtvigsk Tidende (3/2022), hvor medlem af Grundtvigsk Forums styrelse, Louise Højlund Franklin fortæller, at hun er stærkt kritisk over for det fokus, som udvalgte medlemmer af Grundtvigsk Forums styrelse har kastet på begrebet ’kølig kirke’ fx ved at udgive en folder til menighedsrådsmedlemmer, hvori én af overskrifterne lyder. ”Hold folkekirken kølig”. I stedet burde de hellere have talt om meningsfulde fællesskaber, siger hun. Som en af dem, der har været med til at skrive om den kølige kirke, vil jeg forsøge at give et svar.

I folkekirkelige sammenhæng må man således hele tiden spørge sig selv, hvad man forstår ved meningsfulde fællesskaber. Fællesskaber er så mange slags. Det kan være religiøse, politiske eller andre interessefællesskaber. Her er fællesskaberne kendetegnet ved, at man har noget særligt sammen. Det kan være et bestemt synspunkt eller en bestemt aktivitet. Mange fællesskaber kan dermed gå hen og bliver identitetsskabende for dem, der er med i dem. Man bliver den, man er i kraft af fællesskabet. Fællesskabet vises ved bestemte måder at være sammen på, bestemte ritualer, en bestemt etik eller en bestemt måde at gå klædt på. Fællesskaber er i det hele taget gode til at dele mennesker op mellem dem indenfor og dem udenfor fællesskabet. Den slags fællesskaber kan sagtens føles varme og meningsfulde for dem, der er med i dem. For meningen ligger i det, man har sammen. Meningen ligger i den særlige identitet, som fællesskabet giver. Fællesskabet i sig selv bliver det meningsfulde for medlemmerne. Man skal ikke kende meget til kirkens historie for at vide, at den slags fællesskaber har der været mange af. Kirkelige fællesskaber, hvor medlemmerne om sig selv har sagt: ”Vi, som kirke”, hver gang de har skullet henvende sig til andre. Nogle af dem har ligefrem kaldt sig selv for grundtvigske. Alle har de handlet om et særligt kristent fællesskab, der synligt ville skille sig ud fra andre fællesskaber i denne verden.

Går man til Grundtvig selv, kan man imidlertid argumentere for, at kernen i hans teologi er at se gudstjenestefællesskaberne i et større perspektiv. For Grundtvig (og Luther) handler gudstjenesten aldrig om fællesskabet i sig selv. Gudstjenesten handler derimod om, at Gud giver mennesker, hvad de ikke har. For gudstjenesten er, at Kristus er lyslevende til stede i dåben og nadveren for at række mennesker sig selv i troen, håbet og kærligheden. Deri opstår fællesskabet. Meningen ligger derfor ikke i, at man har noget sammen på forhånd. Meningen ligger i det, man sammen får givet af Gud.

Et fællesskab af syndere

Der er således stor forskel på, hvordan man forstår det meningsfulde fællesskab. Ligger det meningsfulde i det særlige, man har sammen? Ligger det med andre ord i, at man med Louise Højlund Franklins formulering kan sige om sig selv, at man er dem, der ”har lyst til at gå i fællesskab som et Guds folk”? At man som sådan ser sig selv som dem, der vil Guds rige på jord? Eller ligger det meningsfulde i til stadighed at skulle skænkes meningen, fordi man er den synder, man nu engang er? Man skal oplives og opvækkes til Guds mening med én, fordi man menneskeligt set går rundt som en levende død. Fordi man i sin selvoptagethed netop ikke vil Guds rige. Fordi man hellere vil spejle sig i et fællesskab af ligesindede i stedet for at spejle sig i den, Gud har skabt én til at være? Forskellen på forståelsen af det meningsfulde fællesskab grunder derfor i et forskelligt syn på, hvem vi er i syndens og dødens verden.

Når vi taler om den kølige kirke, er det således for at præcisere, hvem vi er, når vi indgår i kirkelige fællesskaber. Ved at bruge ordet ”kølig” om kirken, vil vi fastholde, at gudstjenestefællesskaber ikke handler om, at vi har noget særligt sammen. Gudstjenestefællesskab er derimod et fællesskab af syndere, der til stadighed skal have skænket, hvad de ikke har, nemlig tro, håb og kærlighed. I modsætning til de kølige fællesskaber, har de varme fællesskaber nok i sig selv. Man har ikke brug for andet end sig selv og hinanden. Man er jo allerede Guds folk, der vil Guds rige på jord. Køligheden kan her være ganske meningsfuld, eftersom den sænker temperaturen i vores selvbillede, når vi er samlede. Køligheden medregner således syndens virkelighed. Køligheden er at vide, at man ikke af sig selv vil Guds rige på denne jord. Køligheden er derfor at flytte blikket fra fællesskabet over på Kristus, der er lyslevende til stede i dåben og nadveren. Køligheden er at tro på, at det ikke er fællesskabet, der skal redde os, men Kristus, der rækker os sig selv og dermed gør os fælles med ham. Det er ham og ikke fællesskabet, der fører os ind i Guds rige.

Det er derfor ikke rigtigt, når Louise Højlund Franklin skriver, at vi ved at tale om kølige fællesskaber i kirken vil undgå at tale om tro og hvad det er, vi er der for sammen i kirken. For det handler ikke om andet end det. Det handler netop om, hvad vi tror på, når vi er sammen. Hvor hun selv står i alt dette, bliver til gengæld aldrig helt klart.

En ting er sikkert. For Grundtvig er gudstjenestefællesskabet aldrig en lukket klub af ligesindede, der har en bestemt tro. For ham er gudstjenestefællesskabet, at man er fælles i dåben og nadveren om at blive oplivet og opvækket til en tro, håb og kærlighed, som man ikke har. For mig at se er det en altafgørende pointe i forhold til alle andre fællesskaber, vi indgår i samfundet. Gudstjenestefællesskabet lærer os, hvem vi er. Det lærer os, at det er noget, vi skal tale ædrueligt om, inden vi alt for højstemte begynder at tale om meningsfulde fællesskaber. Både dem, vi kalder for kristne, men også alle de andre fællesskaber, vi er en del af.