Hvis man kan lære, hvad et barn er på en eftermiddag, har man lært forkert

I øjeblikket debatterer vi ’børnesyn’, for Socialministeriet opfordrer alle kommuner i Danmark til at udarbejde et sådant. Det gør kommunerne så, og alle ansatte, der arbejder med børn, må derfor arbejde ud fra dette.

Umiddelbart kan man tænke, det giver god mening, for så kan pædagogerne i børnehaven, skolepsykologerne, pedellerne, lærerne og socialrådgiverne blive enige om, hvad et ’barn’ er, og handle ud fra det.

Men teorien støder på virkeligheden og slår sig. Først og fremmest fordi et barn – et menneske – er mange ting, og hvis man i kommunen skal træffe en politisk beslutning om dette, bliver det hurtigt en kort og karikeret omgang, der ikke gør fyldest i forhold til de mange biblioteker, der er skrevet om, hvad mennesket er.

Skal man tage udgangspunkt i Grundtvig, Løgstrup, Kierkegaard eller Hal Koch? Skal man springe de hjemlige skønånder over, og gå direkte til FN´s Børnekonvention og beskrive barnet som rettighedshaver? Eller skal man – i bevidstheden om, at der er nogle børn, der ikke trives – gøre et stop ved udenlandske teoretikere som den amerikanske psykolog Ross Greene (1957-), der er oppe i tiden lige nu (og som måske er glemt til næste år)? Og hvad med den schweiziske udviklingspsykolog Jean Piaget (1896- 1980) og hele udviklingsteorien? Det er jo trods alt børn, vi taler om?

Det er ikke let. Sikkert er det, at det skal kunne stå på et par PowerPoint slides og læres på en eftermiddag med en ekstern konsulent. Det bliver et ulykkeligt valg – uanset, hvad vi vælger.

Sandt er det dog, at vi alle har en grundantagelse af, hvad mennesket er. Min egen er et sammenkog af alle de nævnte tænkere og en hel del flere. For udover at have læst pædagogisk teori i fem år, har jeg haft lejlighed til at boltre mig i både psykologien, sociologien, politologien, filosofien og den økonomiske teori. For ikke at tale om skønlitteraturen, der i min optik ofte kommer tættest på det menneskelige væsen og vores mangfoldige natur.

Jeg vil som Kierkegaard mene, at vi er både frie og forpligtede. Friheden er en gave, men den kan også være svær at bære – hvordan skal vi vælge at bruge vores liv? Ansvaret skal vi finde og udfylde, og det er ikke uden faldgruber, for mennesker begår fejl – vi kan ikke andet.

Fra Grundtvig ved vi, at mennesket bliver sig selv sammen med andre. Vi er kulturelle væsner, der gerne vil læne os ind i en fortælling. Verden består ikke kun af støv og stene, men også af historie, ånd, hjerte og sprog. Vi må melde os ind i fællesskabet for at bringe det til live.

Men før vi kan tage livet på os som voksne og myndige væsner, må vi lære fra dem, der ved mere end os. For Rousseau tog fejl, da han antog, at mennesket fødes som et perfekt væsen, der kun skal afholdes fra at falde ned ad trapper for at lære alting selv. Civilisationen, kulturen og samfundet videregives gennem opdragelse og dannelse – det sker ikke af sig selv. Derfor er barndommen også et privilegie, vi må værne om, for der ligger en særlig frihed i at være til i verden, men ikke at have arvet verden – endnu.