Halleluja der er højmesse i Horsens

Med tiltagende styrke runger det fra den tætpakkede forsamling: ”Halleluja, halleluja!” Året er 1845. Grundtvig har taget mod til sig og brudt reglerne, så menigheden i Vartov Kirke nu synger fra et hjemmestrikket salmehæfte og ikke fra den autoriserede danske salmebog. Og for første gang står de nu med ’Et barn er født i Betlehem’ i deres hænder. De kender ikke melodien, men versene er korte, enkle og rytmiske – og der er mange af dem – så de lærer den hurtigt. Og hermed, fortælles det, genfødes den danske menighedssang til stor jubel og glæde.

Der er langt fra den kogende menighed i Vartov i 1845 til nutidens folkekirke. Det er, som om entusiasmen i Vartov dengang mere minder om en gospelgudstjeneste i Harlem end en sognekirkegudstjeneste i Horsens. Men hvad er der sket? Og hvordan kan det være, at nutidens folkekirke ofte kaldes ’meget grundtvigsk’, hvis det ikke ligefrem er the Vartov feeling, man bliver mødt af, når man træder ind ad kirkedøren?

Det, der er sket, er, at mellem Grundtvig og vores tid står en J.C. Christensen: Venstrepolitikeren, der i 1903 indførte menighedsråd, som forankrede sognekirken i det lokale nærdemokrati, hvor entusiasmen som bekendt kan være svingende. Og der står også en Morten Pontoppidan, bror til den mere kendte forfatter Henrik Pontoppidan, som godt nok var inspireret af Grundtvig, men alligevel gjorde det til sit særlige anliggende at insistere på, at folkekirken ikke kun er for ildsjæle, men også for de halvengagerede og de famlende, og at man også er regnet med, selvom man ikke møder op.

Det har jeg sympati for. Det var godt, at Grundtvig kom farende med sin åndelige vækkelse af både kirkelig og folkelig karakter, men det levende, engagerede og engagerende fællesskab kan også overbetones og overbelastes. 

Alt dette stiller os bare med en kæmpestor udfordring i nutiden: For lige nu har kristendommen vind i sejlene. Og den kristendomsform, som for mange er lettest at adoptere, er den nypietistiske form, som fx viser sig ved at kendte mennesker springer ud som troende og fortæller om, hvad det betyder for deres selvudvikling og mentale trivsel. Her kom Grundtvig i sin tid med et vægtigt alternativ – han pegede på ånden i menigheden som et alternativ til fromhedens navlepilleri. Men hvad er svaret i dag? Hvor sender man nykristne hen, der måske let lader sig lokke af Fitnesskristendom og ReligionMaxxing på TikTok, hvor råd om selvoptimering kombineres med løftet om en stærk identitet i noget, der kaldes ’kristne værdier’? Men hvor man – eller jeg – kunne drømme om, at de i stedet så skønheden og dybden i den pontoppidanske halvengagerede og famlende sognekirke?

Der er et kommunikationsproblem. Hvis ikke man vil besvare den ene form for entusiasme med en anden form for entusiasme, men i stedet vil pege på det famlende og halvengagerede, og ikke engang kan forklare, hvorfor man gør det, så har man en udfordring. Jeg siger ikke, den er umulig at løse, men den er der. Og den udfordring står den ’meget grundtvigske’ folkekirke med lige nu.