Menighedsråd med myndighed

I Paulus’ breve i Det nye Testamente kan man læse, at der altid har været debat og nogle gange strid om, hvem der skal bestemme i kirken og menighederne. Det er der stadig. Men i folkekirken arrangerede man sig i 1903 med en menighedsrådslov, der udstikker nogle retningslinjer. Den er særlig af i hvert fald to grunde:

For det første har menighedsrådsloven som sit ideal, at alle folkekirkemedlemmer i sognet skal være med til at bestemme via det repræsentative demokrati, som menighedsrådene udgør. På den måde adskiller folkekirken sig fra mange andre kirkesamfund i verden.

Selvom der ikke er kampvalg til menighedsrådene alle steder, og selvom stemmeprocenten er lav de fleste steder, hvor et egentligt valg udløses, sikrer menighedsrådsloven, at alle i sognet principielt kan afgive stemme om kirkelige forhold. Dette var en afgørende pointe for præsten Morten Pontoppidan, som i begyndelsen af 1900-tallet formulerede sin opfattelse af et ’grundtvigsk syn på menigheden’. For Pontoppidan var menigheden alle døbte i sognet og ikke kun dem, der sad i kirken om søndagen.

For det andet er menighedsrådsloven udtryk for, at der i folkekirken især skal være frihed til at bestemme lokalt og ikke centralt. De penge, der betales ind i kirkeskat i et område (ligningsområdet, som oftest er sammenfaldende med provstiet), fordeles næsten alle sammen til de lokale menighedsråd på nær en lille del, som går til fælles kirkelige institutioner og initiativer og til udligning til de fattigste provstier. Vægten ligger altså på det decentrale og er båret af tanken om at myndiggøre og ansvarliggøre folk lokalt. Dette er et spor fra det grundtvigske, som vi også kender fra højskolernes dannelsestanker, og det er bærende i det, vi kalder ’foreningsdanmark’.

De myndige menighedsrådsmedlemmer har mange opgaver. En af dem er at yde grundigt med- og modspil til præsten i arbejdet med det lokale kirkeliv og gudstjenesteliv. Og de har jo selv valgt hende eller ham. For det er deres opgave at vælge præsten på vegne af sognet, når der skal ansættes en ny. Herefter er også præsten medlem af menighedsrådet, og parterne må arbejde på at ”bære hinanden som vi er”, som vi synger i Grundtvigs kærlighedssang til Marie – også om præst og menighed (Hvad er det, min Marie, N.F.S. Grundtvig 1851).

Menighedsrådene har mange andre væsentlige opgaver. Kirkebygningen, som mange steder er langt den ældste i området, skal åbnes, fyldes og vedligeholdes. Personale skal ansættes og have gode rammer for arbejdet sammen med frivillige. Budgetter og regnskaber skal gå op. 

Samtidig skal menighedsrådet have et åbent øje og sind for det særlige i netop deres sogn. Hvilke andre institutioner er der at samarbejde med? Skolen, idrætsforeningen, plejehjemmet, handelsstandsforeningen eller bodegaen? Hvem har diakonale behov i sognet, og kan der skabes rammer for, at børn, unge, voksne og gamle kan mødes om menneskelivets underligheder både til samtaler i forsamlingshuset, sognegården eller andre steder og til gudstjeneste i kirken? At der finder en vekselvirkning sted mellem det menneskelige og det kristelige er en grundtvigsk hjertesag.