Artikel af Grundtvigsk Forum
Det skal ikke kunne mærkes
Det kan virke provokerende fladt at sige, at man lader sit barn døbe, fordi det er ’en god vane’. For ofte vil vi gerne kunne mærke, at noget ’føles rigtigt’. Men hvornår gør noget sådan for alvor og for altid det? Og har vi ikke snarere brug for at være i noget, der kan rumme vores tvivl og vores spørgsmål? Denne artikel er en del af en serie på fem artikler om folkekirke og menighedsråd - du kan finde links til de andre artikler nedenfor
Hvorfor skal man lade sit barn døbe? Et svar kunne være, at det er en god vane. Vaner er noget, vi bare gør. Vanen er, at vi ikke hele tiden skal mærke efter, om det er rigtigt at gøre det. Vi gør det bare. Fordi det er en god vane. Sådan overvejer vi heller ikke hver morgen, hvorfor vi børster tænder. Vi børster dem bare. Fordi det er en god vane. Vaner giver altid en masse fra sig. De giver en orientering i livet. Vi ved, hvad vi skal gøre. Vi ved, hvor vi hører hjemme. Vi behøver ikke overveje det. Det er blevet en vane. Hvordan ville det være, hvis vi hele tiden skulle overveje, hvor vi hører hjemme, eller hvad vi skal gøre for at finde tryghed i dag?
At lade sit barn døbe kan således være noget, man gør, fordi det er en vane. Dåben giver orientering i verden for forældre og børn. Dåben giver tryghed. Det giver et sted at høre hjemme.
Selvfølgelig skal man vælge dåben fra, hvis man som forælder ikke synes, kristendom betyder noget. For man skal jo give sine børn det, der betyder noget. Inden for en grundtvigsk opfattelse er det derimod ikke et godt argument, at børnene først skal blive så store, så de selv kan vælge og kan stå inde for det hele. Det er der nemlig ingen, der kan.
Hvem står bag?
Bag artikelserien Grundtvigsk står Grundtvigsk Forum, og artiklerne er skrevet af Kirsten M. Andersen (lektor og formand for Grundtvigsk Forum), Morten Fester Thaysen (domprovst i Ribe), Ulla Morre Bidstrup (uddannelsesleder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter), Laura Lundager Jensen (lektor og valgmenighedspræst i Osted) og Ingrid Ank (leder af Grundtvig-akademiet).
Hvor kan jeg læse videre?
Du kan læse om rummelighed her, om salmerne her, om folkekirken i samfundet her og om menighedsrådets opgave her.
“Hvis vi siger, at dåben kun er for den, der tror oprigtigt, så begynder vi at spørge, hvornår man tror oprigtigt nok.”
Ifølge Grundtvig betyder dåben, at Gud giver barnet et sted at høre hjemme. Når barnet får slået Kristi kors for sit ansigt og sit bryst, får det et løfte
om, at det hører hjemme hos Gud alle dage uanset, hvad der måtte ske. For barnet og forældrene giver det en tryghed at vide, at det forholder sig sådan. Hverken barn eller forældre skal mærke efter, om de nu har hjemme hos Gud eller ej. Dåben fortæller dem, at de allerede er hjemme. Den fortæller dem, at de hører til et sted, hvor Gud er med dem og ikke lader dem i stikken. Når dåben er en god vane, er det fordi den hjælper til at få gjort det, der er vigtigt. Det er at give barnet et sted at høre hjemme i livet.
Hvis vi siger, at dåben kun er for den, der tror oprigtigt, så begynder vi også at spørge, hvornår man tror oprigtigt nok. Er det, når man tror på alt, hvad der står i Bibelen? Er det, når man slet ikke er i tvivl om noget længere? Når man kan mærke, at alt er rigtigt i forhold til troen? I så fald bliver dåben aldrig andet end det, vi kan mærke, når vi mærker efter. Og så bliver der aldrig plads til tvivlen, det uafklarede og de aldrig færdige svar.
Men dåben er lige præcis der, hvor man tvivler og er uafklaret. For dåben er, at Gud siger, at selv i tvivlen hører du til et sted. Du hører også til et sted, når du ikke kan mærke det.
Kære menighedsrådsmedlem - eller kommende menighedsrådsmedlem
Denne artikelserie er til dig. Det kan være, du selv vil kalde dig ’grundtvigsk’ – og det kan også være du ikke vil. Men uanset hvad du kalder dig, så kan man med en vis ret sige, at folkekirken i Danmark er ’grundtvigsk’. I hvert fald er der næppe nogen, der i så høj grad som N.F.S. Grundtvig (1783-1872) har sat sit præg på folkekirken.
Men hvad vil det så sige? Og hvad betyder det for dig, der skal lægge et arbejde i et menighedsråd i nutiden? Det giver denne artikelserie nogle bud på. Vi påstår ikke, at dette er det sidste og endegyldige svar på, hvad det grundtvigske er, og der er helt sikkert også nogle, der vil være uenige i de synspunkter, der bliver præsenteret i artiklerne. Men det er et bud. Vi håber, at artikelserien kan bruges til eftertanke og som oplæg til samtale.
Grundtvig selv var godt klar over, at han ikke var den første, der gjorde sig tanker om kirke og kristendom. Noget af det, man måske især kan takke ham for, er at
han på den ene side understregede, at vi mennesker er historiske. Vi er del af en historie, og vi fører en historie videre. Og på den anden side, at vi hver især er Gudskabte, unikke, tænkende, følende og handlende mennesker, der lever lige nu. Og som må kaste os ud i tilværelsen og finde fodfæste. Derfor vil det
faktisk være ’ugrundtvigsk’ bare at gentage, hvad Grundtvig engang har tænkt og sagt. Vi er nødt til at tænke selv. Artiklerne her er altså ikke Grundtvigs svar på, hvad folkekirken betyder, eller hvad arbejdet i menighedsrådet skal i dag.
Det er vores bud.
God fornøjelse med dit virke som menighedsrådsmedlem!
Og tak for at læse med - vi håber, at du har lyst til at læse videre om:
Rummelighed - Enige om uenighed
Salmerne - Store ord
Folkekirken i samfundet - Hold folkekirken kølig
Menighedsrådets opgave - Menighedsråd med myndighed
Venlig hilsen,
Kirsten M. Andersen, Morten Fester Thaysen, Ulla Morre Bidstrup, Laura Lundager Jensen og Ingrid Ank.
Grundtvigsk er udgivet af foreningen Grundtvigsk Forum, 2021.
