Artikel af Grundtvigsk Forum
Hold folkekirken kølig
Varme og trygge fællesskaber er livsnødvendige. Men folkekirken er ikke et varmt fællesskab – og det er vigtigt. For vi skal kunne gå til gudstjeneste sammen med mennesker, vi intet har til fælles med, og vi skal have et sted midt i samfundet, hvor vi bliver mindet om, at det er så let at gøre fællesskaber lukkede. Denne artikel er en del af en serie på fem artikler om folkekirke og menighedsråd - du kan finde links til de andre artikler nedenfor
Folkekirken er for alle. Høj, lav, gammel, ung, fattig, rig. Netop derfor folke-kirke – kirken for folket i hele sin mangfoldighed. En menighed der samler på tværs af skel og inviterer indenfor. En menighed der er fælles om at synge, bede og lytte.
Der er forskel på det, vi er fælles om, og det, vi har til fælles. I mange sammenhænge er vi optagede af, hvad vi har til fælles. Vi er optagede af identitet og tilhørsforhold, og vi søger dem, vi ligner. De fleste af os vil kunne kigge på vores venner, naboer eller kolleger og sige: De minder vist lidt om mig selv.
Det er befriende, at folkekirken netop ikke er et fællesskab, hvor du kan møde dig selv i andre. Det betyder, at du ikke skal tilpasse dig for at høre til. Du er velkommen, fordi du kom, og du forventes ikke at reagere, føle eller tænke på en bestemt måde. Du kan være der både som skeptisk, kritisk, begejstret eller ligeglad. Du kan glæde dig eller kede dig.
Hvem står bag?
Bag artikelserien Grundtvigsk står Grundtvigsk Forum, og artiklerne er skrevet af Kirsten M. Andersen (lektor og formand for Grundtvigsk Forum), Morten Fester Thaysen (domprovst i Ribe), Ulla Morre Bidstrup (uddannelsesleder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter), Laura Lundager Jensen (lektor og valgmenighedspræst i Osted) og Ingrid Ank (leder af Grundtvig-akademiet)
Hvor kan jeg læse videre?
Du kan læse om rummelighed her, om dåben her, om salmerne her og om menighedsrådets opgave her.
“Det er befriende, at folkekirken netop ikke er et fællesskab, hvor de kan møde dig selv i andre. Det betyder, at du ikke skal tilpasse dig for at høre til.”
Du er også velkommen til at gå igen. Og på den måde er folkekirken ’kølig’. Vi har alle sammen brug for varme fællesskaber, som byder os velkommen, inddrager os og forventer noget af os. Den slags fællesskaber er livsnødvendige. Men at gå til gudstjeneste i folkekirken er ikke at gå hen i et varmt fællesskab. Her er der tværtimod plads til at være med uden at være tvunget til at involvere sig eller at yde for at nyde.
På den måde bliver folkekirken også en vigtig spiller i samfundet. Den skal minde os om, at der ved ethvert varmt fællesskab vil være nogen, der er udenfor. Netop i sin kølighed har folkekirken plads til alle.
Det er en opgave at holde folkekirken kølig, for fællesskaber har så let ved at blive lukkede. Og samtidig er det også en vigtig overvejelse, hvordan man undgår, at den kølige kirke bliver kold: Hvordan åbner man kirken for den ensomme, den nysgerrige eller for nydanskeren? Og hvordan finder man gudstjenesteformer, hvor man kan være i ’det fælles’ med nogen, man intet har til fælles med?
Kære menighedsrådsmedlem - eller kommende menighedsrådsmedlem
Denne artikelserie er til dig. Det kan være, du selv vil kalde dig ’grundtvigsk’ – og det kan også være du ikke vil. Men uanset hvad du kalder dig, så kan man med en vis ret sige, at folkekirken i Danmark er ’grundtvigsk’. I hvert fald er der næppe nogen, der i så høj grad som N.F.S. Grundtvig (1783-1872) har sat sit præg på folkekirken.
Men hvad vil det så sige? Og hvad betyder det for dig, der skal lægge et arbejde i et menighedsråd i nutiden? Det giver denne artikelserie nogle bud på. Vi påstår ikke, at dette er det sidste og endegyldige svar på, hvad det grundtvigske er, og der er helt sikkert også nogle, der vil være uenige i de synspunkter, der bliver præsenteret i artiklerne. Men det er et bud. Vi håber, at artikelserien kan bruges til eftertanke og som oplæg til samtale.
Grundtvig selv var godt klar over, at han ikke var den første, der gjorde sig tanker om kirke og kristendom. Noget af det, man måske især kan takke ham for, er at
han på den ene side understregede, at vi mennesker er historiske. Vi er del af en historie, og vi fører en historie videre. Og på den anden side, at vi hver især er Gudskabte, unikke, tænkende, følende og handlende mennesker, der lever lige nu. Og som må kaste os ud i tilværelsen og finde fodfæste. Derfor vil det
faktisk være ’ugrundtvigsk’ bare at gentage, hvad Grundtvig engang har tænkt og sagt. Vi er nødt til at tænke selv. Artiklerne her er altså ikke Grundtvigs svar på, hvad folkekirken betyder, eller hvad arbejdet i menighedsrådet skal i dag.
Det er vores bud.
God fornøjelse med dit virke som menighedsrådsmedlem!
Og tak for at læse med - vi håber, at du har lyst til at læse videre om:
Rummelighed - Enige om uenighed
Dåben - Det skal ikke kunne mærkes
Salmerne - Store ord
Menighedsrådets opgave - Menighedsråd med myndighe
Venlig hilsen,
Kirsten M. Andersen, Morten Fester Thaysen, Ulla Morre Bidstrup, Laura Lundager Jensen og Ingrid Ank.
Grundtvigsk er udgivet af foreningen Grundtvigsk Forum, 2021.
