Den ånds-svage folkeskole

Situationen ved middagsbordet er en klassiker i børnefamilien: Engagerede forældre som forgæves afhører deres børn om udbyttet af dagens skolegang. Men ifølge John Rydahl, redaktør og formand for Religionslærerforeningen, kan forældrene godt stille sig tilfreds med et ”ikke noget” som svar på aftenens pædagogiske inkvisition: ”Ikke noget er i åndelig forstand et sindssyg godt svar,” hævder han. ”Den åndelige udvikling handler rigtig meget om, at du lærer at træde vande i tilværelsen uden at blive træt, for du får alligevel aldrig helt fast grund under fødderne. Selvom der er områder, hvor vi siger, at to plus to giver fire, må du samtidig indstille dig på, at toget ikke altid går til tiden. Usikkerheden og tilværelsens skrøbelighed er et grundvilkår, vi skal lære at indstille os på. Det lærer du ikke på en enkelt skoledag.”

Rydahl taler både som tidligere skolelærer og mangeårig religionspædagogisk konsulent. Hans lange karriere har efterladt helt konkrete spor i den danske undervisningsverden. Et af dem, som henvender sig direkte til eleverne, er oplevelsescentret Bibliarium i Sct. Andreas Kirke i København. Resultatet af hans seneste metier henvender sig dog primært til elevernes lærere. Bogen ÅNDtologi udkom tidligere på året med konsulenten nu som redaktør og forfatter til flere af antologiens artikler.

Hvis titlen virker underfundig, fremstår undertitlen nærmest lakonisk: om åndelig udvikling og dannelse. Sådan deklareres for læserne, at bogen har sekulær og almen karakter. Rydahl er kendt som formand for Religionslærerforeningen, men understreger at elevernes åndelige udvikling er et anliggende for alle fag og hele skolens virke: ”Vi taler om åndelig udvikling som et eksistentielt fænomen. Hvad vil det sige at være et levende væsen med bevidsthed? Vi afholder os fra at bruge det engelske ’spirit’, fordi begrebet på dansk let bliver religiøst i betydningen, at nogen tror, de har set sandheden i en spirituel retning. Religionerne har jo en sandhedsprætention indbygget i sig, for ellers var de ikke religioner. Så er det tyske ord ’Geist’ mere dækkende.” Sigende for bogens ærinde, giver lektor ved Aarhus Universitet, Steen Nepper Larsen, i et af bogens kapitler da også eksempler på arbejdet med ’det åndelige’ i alle skolens fag.

Ånden der forsvandt

En kort skolehistorisk gennemgang fremmer forståelsen af Rydahl & co’s pædagogiske åndsmission. I 1960 udgav Undervisningsministeriet en omfattende undervisningsvejledning, som fik kaldenavnet ’Den Blå Betænkning’. Vejledningen kom til at fungere som en skolepolitisk manifestation af reformpædagogikkens opgør med den sorte skole. Dannelsen og det hele menneske kom i centrum blandt andet med formuleringen ”afgørende vægt må lægges på de kulturelle, moralske og åndelige værdier på samme tid, som man i stigende grad må se skolens læseplaner i relation til samfundets materielle problemer, dets økonomiske og sociale udvikling.” Men så. Umærkeligt og med skoleloven af 1975 forsvandt spørgsmålet om åndelighed helt ud af skolens officielle sprog. Rydahl ser det som en konsekvens af kulturradikaliseringen i skolen, hvor et uhelligt konsortium af naturvidenskabelige og marxistiske diskurser på de højere læreanstalter forplantede sig hele vejen ned gennem undervisningssystemet og gjorde irrationelle begreber som ’åndelighed’ hjemløse. 1975-loven indskrev godt nok ”den enkelte elevs alsidige udvikling,” men på rent rationelle præmisser. Først i 1993 vendte ånden, der forsvandt, tilbage som en del af elevens alsidige udvikling og blev med en direkte formulering indskrevet som en del af elevens alsidige udvikling – i al fald på papiret.

For ifølge Rydahl ligger området i en ministeriel dvale, som efterlader skolens åndelige aspekter i en skolejuridisk slumretilstand: ”I det kulturradikale segment, som styrede den kulturelle debat og skoleområdet, var det ikke comme il faut at tale om så diffuse ting som det irrationelle og det åndelige. På Religionslærerforeningens vegne kontaktede jeg derfor allerede dengang ministeriet og spurgte, hvad vi mere konkret skulle lægge i det nye. Svaret var, at der nok ville komme et temahæfte. Det vigtigste ord var ’nok’, for hæftet kom ikke. Da ministeriet i forbindelse med Fælles Mål i 2009 valgte at udgive et faghæfte om elevernes personlige og alsidige udvikling, var det åndelige redigeret helt ud. Jeg skrev til ministeriets juridiske afdeling og fik bekræftet, at bemærkningerne til loven fra 1993 stadig gjaldt. Det gør de fortsat, men altså uden nogen form for vejledning eller pædagogisk præcisering af hensigterne.”

PISA-paradokset

I 1990’erne gjorde internationale undersøgelser det klart, at danske skolebørn læste ringere, end man havde forventet. Og da den første PISA-undersøgelse bragede ud i medierne i 2000, blev pædagogisk benchmarking af nationer til skolepolitisk hård valuta. Rydahl mener, at politikerne devaluerede skolens egentlige formål ved at opskrive værdien af den direkte målbare del af elevernes evner: ”Vi troede, at vi havde verdens bedste folkeskole. Det havde vi så ikke, når man målte på konkrete faglige færdigheder. Det satte en faglighedsdebat i gang, som kulminerede i læringsmålstyringen. På utrolig kort tid lykkedes det at disciplinere hele skoleverdenen til at lave undervisning i en løbegård. PISA-chokket fik os til at gå endnu længere ned ad den vej, hvor vi laver mere og mere detaljeret forskning for at få styr på, hvordan vi skal bringe børnene det rigtige sted hen. Det er en blindgyde, for det menneskelige får du ikke lagt på formel. Projektet er håbløst.”

Paradoksalt nok peger Rydahl på den politiske diskrepans, der opstår i mødet med folkeskolelovens egen formålsparagraf. Mens opmærksomheden samler sig om det, der nemt lader sig dokumentere i sammenlignelige resultater, peger loven mod en langt bredere menneskelig udvikling. Færdigheder er i Rydahls verden indiskutable redskaber for eleverne, mens skolens egentlige sigte findes i alt det, eleverne skal bruge redskaberne til: ”Hvis du kigger på, hvorfor vi laver folkeskole, står der noget helt andet. Det er der bare aldrig nogen, der måler på. Eleverne skal selvfølgelig kunne læse og regne, for ellers kan de ikke klare sig i det praktiske liv. Men i forhold til skolens intentioner fylder det ganske lidt. Alt det andet fylder meget mere i formålsparagraffen.”

Og kravet om evidens er selvforstærkende. Skolen retter sin opmærksomhed mod det, den kan måle, og lader det, der vanskeligt kan måles, glide ud af både undervisningens sprog og lærerens faglige beredskab. Ifølge Rydahl forsvinder de åbne og eksistentielle spørgsmål gradvist fra undervisningen, selv om de er afgørende for elevernes åndelige udvikling: ”Skolen er blevet en aflæringsanstalt, fordi den har fokus på det, vi kan sige med sikkerhed. Så bliver man jo forkrøblet, for der er så lidt, man kan sige med sikkerhed,” siger han.

Håb for ’aflæringsanstalten’

Selvom Rydahls karakteristik af skolen som en ’aflæringsanstalt’ lyder pessimistisk, rummer kritikken samtidig kimen til Rydahls håb for fremtidens skole. For elevernes åndelige sprog er tilsyneladende levende, når de begynder i skole. Det opdagede han i et projekt med en af antologiens medforfattere, Dorte Toudal Viftrup, som talte med fokusgrupper i ti indskolingsklasser. Udgangspunktet var, at børnene havde mistet sproget for det åndelige og skulle have hjælp til at opbygge det. Imidlertid vendte undersøgelsens indledende resultater præmissen på hovedet: ”Dorte kom tilbage og sagde, at vi var nødt til at lave projektet om, fordi vores præmis var helt forkert. De børn havde et kæmpe ordforråd og en lyst til at tale om alt det, der er diffust og ukontrollerbart. Børnene havde forestillinger om efterliv og alt muligt, men deres lærere, Herre Jemini, tør overhovedet ikke sige noget om det. Så det er et projekt, der
skal uddanne de voksne.” Da projektet siden blev gennemført på mellemtrinnet, var eleverne blevet mere blufærdige og tilbageholdende. De havde lært, at svar i skolen kunne være forkerte, og søgte derfor efter det svar, læreren allerede sad inde med. ”Der er tydeligvis en forestilling i hovedet på læreren om, at en lærer er en, der skal have svar i stedet for at stille spørgsmål. Det er måske det, vi skal have vendt på hovedet.”

Frelsende fagplaner

Men ikke bare i børnenes iboende evner til at beskæftige sig med det åndelige er der ifølge Rydahl håb. Det forudsætter dog, at lærerne holder op med at fortælle sig selv, at læseplanerne opstiller så mange krav, at der kun er plads til partikulære undervisningsaktiviteter med målbare resultater. Den udlægning er nemlig ifølge Rydahl ”løgn og latin.” Han nævner, at de absurd mange og forkætrede bindende læringsmål allerede fra skoleåret 2018/19 blev gjort vejledende. Dermed er der belæg for, at lærerne frit kan tilrettelægge undervisningen, så den fremmer elevernes åndelige udvikling og dannelse. Endda aner Rydahl yderligere ministeriel frelse i horisonten. De reviderede fagplaner, som fra skoleåret 2027/28 skal forbinde folkeskolens formål tættere med fagenes indhold, kommer til at betyde færre mål og tydeligere kernestof, som igen skal give læreren større frihed til at følge elevernes optagethed. I Grundtvigsk Tidende har vi tidligere beskrevet, hvordan fagplanerne er bygget op over en didaktisk treklang bestående af ’engagement, kundskaber og myndighed’. Dermed får også de åbne spørgsmål en vigtigere plads i undervisningen. ”Super godt,” lyder Rydahls dom:

”Ekspertgruppen har kastet sig tilbage til oplysningstænkernes anliggende og taler om, at det højeste pejlemærke for skolens virke er elevernes personlige myndighed. Den er baseret på engagement. Vi beskæftiger os med noget, sætter os i relation til det og vekselvirker med noget uden for os. Eleverne skal være engageret i det stof, de beskæftiger sig med, og gennem den interaktion etableres myndighed og demokratisk dannelse. Jeg kunne næsten ikke få armene ned, da vi blev præsenteret for det.”

Om fagplanerne virkelig skaber den bevægelse; vækker den åndelige slumrelovgivning, må tiden vise.

ÅNDtologi - om åndelig udvikling og dannelse er udkommet på Gads Forlag. Bogen undersøger det åndelige som menneskeligt fænomen fra historiske, filosofiske, teologiske, sproglige, psykologiske og pædagogiske perspektiver.