Skolen skal arbejde med elevernes åndelige udvikling

Siden 1993 har folkeskolen været forpligtet på at ’arbejde med elevernes åndelige udvikling’. Det virker dog lidt som en glemt – eller ligefrem fortrængt – dimension af skolens arbejde, og Religionslærerforeningen har derfor nu besluttet at rette projektørlyset mod netop dette: Elevernes åndelige udvikling.

En fortrængt dimension?

I 1975 blev ’elevernes alsidige udvikling’ en central del af folkeskolens formålsparagraf. Som det er formuleret i den nuværende §1, skal skolen i samarbejde med forældrene bibringe eleverne kundskaber og færdigheder samt fremme den enkelte elevs alsidige udvikling. Men hvad dækker det over? I 1975-loven defineredes elevernes alsidige udvikling som elevens intellektuelle, sociale, fysiske og følelsesmæssige udvikling. Med de politiske drøftelser i forbindelse med revisionen af skoleloven i begyndelsen af 1990’erne blev fortolkningen af elevens alsidige udvikling dog noget mere differentieret. Det ses i de generelle bemærkninger til loven fra 1993, hvor man kan læse, at elevens alsidige udvikling også omfatter elevens musiske, åndelige og etiske udvikling (der defineres som værdier og holdninger). Helt konkret lyder formuleringen i bemærkningen til 1993-loven: ”Den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling indbefatter både åndelig, intellektuel, musisk, fysisk og social udvikling.”

Men mens der i kølvandet på 1993-loven blev udgivet temahæfter fra undervisningsministeriet, der behandler de øvrige begreber, der optræder i loven, herunder det praktisk-musiske, faglighed, trivsel, bevægelse, sproglig udvikling og demokrati, er der ikke udarbejdet en vejledning til arbejdet med elevernes åndelige udvikling. Tværtimod, påpeger Religionslærerforeningens formand John Rydahl, virker det, som om spørgsmålet om elevernes åndelige udvikling er blevet glemt eller gemt mellem linjerne et sted på vejen. Dette er, ifølge John Rydahl, i direkte modstrid med Børnekonventionen, der slår fast, at børn har ret til åndelighed. På den baggrund mener Religionslærerforeningen altså, at det er på høje tid at drøfte, hvordan vi i folkeskolen går til arbejdet med elevernes åndelige udvikling.

Men hvorfor er spørgsmålet så vigtigt? Ifølge John Rydahl får man øje på en af grundene, når man skeler til den markante stigning i antallet af elever helt ned til 10-årsalderen, som ifølge mange undersøgelser er i mistrivsel: ”Om der er en sammenhæng mellem nedprioriteringen af vores opmærksomhed på tilværelsens åndelige aspekter og vores psykiske mistrivsel, er selvfølgelig svært at svare på,” siger John Rydahl, ”men det er jo ikke for sjov, at Børnekonventionen peger på, at vores åndelige trivsel spiller en central rolle også i børnelivet. Det er nødvendigt, at vi får kortlagt, hvad åndelig udvikling reelt betyder, og hvordan den kan bidrage til forståelsen og håndteringen af vores liv.” Det er også på den baggrund, Religionslærerforeningen har etableret et samarbejde med psykolog og ph.d. Dorte Toudal Viftrup fra SDU, der i et forskningsprojekt er i gang med at kaste lys over, hvilken betydning udvikling af sprog har for de åndeligt-eksistentielle sider af tilværelsen.

Men der er jo masser af mindfulness

De seneste år har mindfulness, der har sin rod i religiøse traditioner, taget skolerne med storm. Så mangler skolen egentlig åndelighed, eller er det noget andet, den mangler? ”Åndelighed er et bredt og desværre også ret diffust fænomen,” siger John Rydahl, ”fordi vi i den vestlige kultur over de seneste godt hundrede år har forsøgt at privatisere det og lukke det ude i offentlige sammenhænge som andet end det at gå i kirke til jul eller til barnedåb, bryllup og begravelse. Over flere generationer såvel i den brede befolkning som i den offentlige diskurs har vi mistet sproget for det åndelige.” Han fortsætter: ”Som en del af den udvikling har vi på skoleområdet kæmpet for at kappe skolens binding til folkekirken, fordi skolen frem til 1937 formelt set var pålagt i hele sit virke og i al undervisning at have et forkyndende sigte. Eleverne skulle ganske enkelt annamme den lutherske udgave af kristendommen som den eneste rigtige forståelse af tilværelsen. For religionsundervisningen var dette en præmis helt frem til skoleloven i 1975, hvorefter også religionsundervisningen på linje med de øvrige orienteringsfag nu blev rent kundskabsformidlende. Det betød blandt andet, at man ikke skulle opøve eleverne i religiøs praksis som fx at bede fadervor og deltage i julegudstjenester som en del af undervisningen.”

Men hvorfor har fænomener som mindfulness og meditation så vundet indpas som pædagogiske virkemidler, spørger jeg. ”Jamen, det kan også undre”, siger John Rydahl. ”Begge fænomener har rod i især østlige religiøse traditioner og praksis, selvom de i vores danske aftapning ikke markedsfører sig som sådanne, men det ændrer jo ikke på, at de er det. Det er således en slags skjult forkyndelse ad bagdøren, selv om det ikke kobles til religionen bag, men de er jo netop også karakteriseret ved at prioritere praksis og ritualisering af tilværelsen over dogmatik. At disse fænomener tilsyneladende så uproblematisk tages ind i undervisningen af mange lærere, hænger nok blandt andet sammen med det menneskelige behov for åndelighed, der siden ungdomsoprøret og den kulturradikale kritik af kirke og kristendom har orienteret sig mod de østlige religioner. Den interesse har med tiden transformeret de østlige ritualer og praksisser til mere harmløse fitness-øvelser og terapiformer, som folk i almindelighed ikke forbinder med religion, men det er jo ikke det samme som, at de ikke får en indflydelse på kulturen. I sig selv er det jo principielt set ikke noget problem, da kultur hele tiden forandrer sig, men det kan være nyttigt at forsøge at være bevidst om, i hvilken retning man i sit daglige virke påvirker den, og i hvilken retning de samfundsmæssige institutioner skal påvirke den. Med mindfulness, yoga og meditation i skolen er det i religiøs retning.”

At lære at leve med tilværelsens vilkår

Undervisningsministeriet har som nævnt ikke givet bud på, hvad der egentlig menes med elevernes åndelige udvikling. Og spørgsmålet har stået ret åbent siden 1993. Så hvad er det – spørger jeg John Rydahl: ”Så længe skolen er defineret som en kundskabsmeddelende institution, kan åndelighed ikke være noget skolen skal indføre eleverne i. Undervisningen skal således ikke gøre eleverne mere åndelige,” siger John Rydahl og tilføjer, at det i hans optik vil være at overskride grænserne for skolens virke, som de er defineret. ”I stedet,” uddyber han ”kan skolens arbejde med elevernes åndelige udvikling fx handle om en forøgelse af evnen til at undersøge, afdække og forholde sig til tilværelsens grænsevilkår. Udvikling er jo et psykologisk fænomen, der opererer med forandringer, hvorfor man kunne forestille sig etableringen af en taksonomi (inddeling af et område i kategorier, red) for elevernes evne til at håndtere de ontologiske vilkår, tilværelsen funderer sig i. Altså hvor god man er til at leve med det, der alligevel ikke kan være anderledes – som fx bevidstheden om, at man på et tidspunkt skal dø, at man ikke kan styre kærligheden og at lykken ikke er en tilstand, men noget man kun kan opleve i differens til fx forskellige former for lidelse mv. At leve godt med disse vilkår for tilværelsen var, hvad nu afdøde rektor for DPU Lars-Henrik Schmidt kaldte at være ’well grounded’, og det var ifølge ham essensen af den livsduelighed, som han i bogen Kristendomskundskab/Livsoplysning udpegede som skolens vigtigste dannelsesmål.”

I tillæg hertil nævner John Rydahl den engelske religionspædagog Michael Grimmitt, som i sin bog Religionskundskab og menneskelig udvikling skrev, at hovedparten af det, et menneske foretager sig gennem livet, baserer sig på trosvalg. Her har tro ikke noget at gøre med religioner. ”Snarere”, siger John Rydahl, ”er tro i lighed med ovenstående et ontologisk begreb, der dækker over, at der i forlængelse af de vilkår, som ikke står til at ændre, og som man derfor er nødt til at indordne sig under, hvis ikke man vil leve et liv i kamp mod vindmøller, ligger et liv, som ingen fast forankring har. Her vil alt, hvad man kommer ud for, og som man gør, i princippet kunne have været anderledes. Skolens arbejde med elevernes åndelige udvikling kunne i forlængelse heraf, som Kierkegaard skriver i Begrebet Angest, fx handle om at bringe eleverne hen til den afgrund, som får det til at svimle for dem, fordi de erkender det angstprovokerende vilkår, at de med livet givet i princippet har frihed til at mene og gøre, hvad de vil i enhver sammenhæng, og at de er dømt til at måtte tage ansvaret herfor. Her dukker så også hos Kierkegaard det kritiske potentiale op, fordi friheden fordrer, at man hele tiden skal være opmærksom på, hvornår man knægter friheden ved blot at gøre som de andre og ikke forholder sig til de omstændigheder i ens liv, som rent faktisk kunne være anderledes, end de er.” Og så tilføjer John Rydahl, at den åndelige udviklingstaksonomi i relation hertil kunne handle om at indkredse elevernes evne til i overført betydning at træde vande i tilværelsens oprørte vande af muligheder, som man aldrig på forhånd får vished for, om er rigtige eller forkerte, men alligevel må tage chancen og handle ind i, hvis man ikke vil drukne.

Jeg spørger, om den tyske sociolog Hartmut Rosa kunne være relevant i denne sammenhæng ”Jo, Hartmut Rosa er et af de nyeste skud på stammen med denne vinkel på håndtering af tilværelsen. I bøgerne Det ukontrollerbare og Resonans argumenterer han for, at vi i den vestlige verden op gennem det 20. århundrede i vores iver for at få magt over tilværelsen ved at lade fornuften styre, har fortrængt bevidstheden om de dele af tilværelsen som principielt set er ukontrollerbare. Disse fortrængninger er nu begyndt at vise sig som psykiske problemer – blandt andet i form af mistrivsel og øget brug af psykofarmaka. Derfor er der ifølge Rosa brug for en besindelse på disse fænomener og en øvelse i at komme overens med dem, så de ikke kommer til at tynge livet, men i stedet kan løfte det. Også dette kunne være et parameter i en taksonomi for åndelige udvikling i skolen,” siger John Rydahl.

Der er ulve derude

I 1975 blev folkeskolen formelt adskilt fra kirken. Jeg spørger John Rydahl, om der kunne være en risiko for, at arbejdet med elevernes åndelige udvikling bliver en indgang for forkyndelse i skolen ad bagvejen – det kunne være kristen forkyndelse, men det kunne jo også være andre former? ”Den største risiko ved skolens beskæftigelse med elevernes åndelige udvikling er oplagt risikoen for, at nogle ikke holder stien ren og ad bagvejen vil gøre børn åndelige,” siger John Rydahl – og fortsætter: ”Det er en risiko, som ikke er blevet mindre efter indførelsen af fænomenet ’Åben skole’, fordi der, som det et sted i Matthæusevangeliet hedder, altid lurer med ulve derude i samfundet. Og for dem er skolens elever appetitlige får. Derfor må lærerne stå vagt om skolens principper, så eleverne ikke overlades til nogen, i hvem den hellige ild brænder så stærkt, at deres engagement i en sag er blevet til fanatisme eller deres indsmigrende strategi så lummer, at der er tale om forførelse. For det er jo, hvad åndelige ideer let risikerer at slå over i. En anden overhængende risiko er, at arbejdet med elevernes åndelige udvikling kammer over i terapi, fordi lærere, som de er flest, først og fremmest bekymrer sig om børns ve og vel. Det må det ikke gøre, det er ikke lærerens metier”.

Derfor er der sikkert også røster, der vil mene, at det ikke er skolens opgave at beskæftige sig med åndelighed – siger jeg. ”Ja,” siger John Rydahl. ”For mange kunne dette sikkert være slående argumenter imod, at skolen overhovedet skal beskæftige sig med elevernes åndelige udvikling. Men så svigter vi netop, som Rosa har påpeget, det hele menneske og essensen i, hvad et liv er, fordi et liv, som Børnekonventionen påpeger, også indbefatter det åndelige”, siger John Rydahl og tilføjer: ”At negligere det, får det ikke til at forsvinde. Men det kan samle sig som en knude i brystet eller maven, hvis det ikke bliver håndteret.”