Thomas Frank om at være grundtvigsk: Jeg tror, vi er mange, der har en salme i os, som endnu ikke er kommet på papir

Hvilken betydning lægger du i det at være ’grundtvigsk’?

Min faglige interesse for Grundtvig begyndte i min gymnasietid. Her skrev jeg hovedopgave om andels- og højskolebevægelsen, som Grundtvig inspirerede til. Det, jeg var optaget af, var erkendelsen af den livs- og handlekraft, som udfoldes og frisættes lokalt, når man kobler respekten for den enkeltes frihed, ret og betydning med den enkeltes oplysning og dannelse inden for rammerne af et åbent støttende fællesskab. Den kraft og erkendelse har over tid formet Danmark og er min egen grundlæggende forudforståelse af verden.  

Som jeg blev ældre og teologien blev min faglighed, forstod jeg Grundtvigs pointe, at alt dette skal forstås i den store sammenhæng: At vi mennesker er skabt, og at Gud ved kraften fra det høje – kærligheds og sandheds ånd – kommer i dåb og nadver og mundtligt sammenføjer os med hinanden og sig selv. Og at dette er nødvendigt for vores rette dannelse, uagtet at det står os fuldstændig frit at tilslutte sig dette.

I min egen teologi og teologiske forskning er jeg grundlæggende enig i Grundtvigs vægtning af den enkeltes oplevelse og erfaring med, at mennesket aldrig er en tabula rasa, men fødes ind i en given historisk sammenhæng og ikke kan forstå sig selv uden at forholde sig til sit folks og sit lands historie: Menneske først – kristen så! Altså kan man ikke forkynde kristendommen, hvis man ikke véd, hvad det vil sige at være menneske. Til det hører, at gudbilledligheden ikke er gået tabt ved syndefaldet. Der er en rest i mennesket, som blandt andet viser sig i en længsel, der går ud over det jordiske. 

Hvilken salme/sang af Grundtvig holder du allermest af – og hvorfor? 

Jeg må indrømme, der er mange. Det skifter også lidt, hvilken jeg holder mest af. Og yndlingssalmerne bliver flere og flere, efterhånden som årene går. Først på listen står især to: ’Hil dig frelser og forsoner,’ der ganske vist er digtet ud fra et forlæg. Heri tages vi vers for vers i hånden frem mod bøn og troen på korsets gåde. Dernæst ’O kristelighed’, fuld af håb og fortælling. Så kommer ’Påskeblomst, hvad vil du her?’ Dernæst pinsesalmerne med ’I al sin glans nu stråler solen’, ’Du som går ud fra den levende Gud’ og ’Kraften fra det høje’ som de stærkeste og fineste. 

Så er der en salme, jeg har en særlig historie med. I 2002 mødte jeg i Afghanistan en amerikansk feltpræst. ”Min ynglingssalme er ’Kirken den er et gammelt hus’,” sagde han. Den hører også med på min liste. Ligesom den sidste jeg vil nævne er, ’Hvad er det, min Marie’ en kærlighedssang som også peger hen på den forpligtende kærlighed mellem præst og menighed.

For Grundtvigsk Forum er det vigtigt, at der fortsat bliver skrevet nye salmer og andre fællessange. Hvilken nyere sang/salme vil du fremhæve her og hvorfor? 

Det er på en måde ret banalt. Jeg har fire døtre, og jeg respekter dem så meget og glædes over dem. Derfor er det kvindelige salmedigtere, jeg ser efter. Lisbeth Smedegaard udfolder så fint i tidens sprog, hvad det handler om. Især i salmen ’Du fødtes på jord’. Jeg tror også, hun har inspireret de mange nye kvindelige digtere. Det er i sig selv en bedrift.

Jeg tror, vi er mange, der har en salme i os, som endnu ikke er kommet på papir. Hvorfor holder vi op med et tegne, som vi gjorde som små? Og hvorfor stopper vi med at digte? Der mangler for mig endnu en salme om det håb, vi er skænket. En håbssalme der slår benene væk under os og kaster os tilbage til et medmenneskeligt liv, hvor vi ser, hvad der er vigtigt og vågner op med mod til at gøre det rigtige i den verden, vi er givet at passe på trods af vores fejlbarlighed.

Hvad forstår du ved det kendte Grundtvig-udtryk – ”menneske først, kristen så” – set i forhold til nutidens kirke og kristendom?

Her vil jeg forsøge mig med et alternativt svar. Det vil sige med en personlig/menneskelig erfaring af, at fremmede gør noget uventet og ufortjent for en. Det er et uddrag fra en bog om min seneste rejse, som endnu ikke er udkommet. Scenen er fra et lille træhus langt mod øst i et fremmed land en isnende kold januardag i 2020.

”Jeg bliver overmandet af taknemmelighed, skutter ryggen og gør mig lille. Modsat mine to landsmænd, som ikke havde bestilt andet end at brokke sig og klynke over forplejningen på rejsen og nu gjorde sig fornøjelige over værternes bordskik. 

”De har sat alt dette i værk for min skyld.” Siger jeg for mig selv. Det er tydeligvis en æressag for dem at modtage denne dansker, der er rejst den lange vej for at se tilblivelsen af deres lokale båd og har sagt, han ville ro den på deres mægtige flod. 

Jeg må gøre mit allerbedste for ikke at skuffe dem. Og nu, i dette øjeblik med min følelse og erkendelse af, hvad jeg skylder dem, begriber jeg tæt på med hoved og krop, som jeg ikke har gjort før, betydningen af nadveren derhjemme. Hvad jeg skylder vor Herre, som satte alt i værk for mig.” Det var en erfaring, som åbnede nadverens betydning op for mig.