Esben Thusgård: Jeg er grundtvigsk, fordi jeg insisterer på frihed

Hvilken betydning lægger du i det at være ’grundtvigsk’?

Jeg regner mig selv for grundtvigsk anno 2026, fordi jeg insisterer på frihed for Loke – og alle andre – frem for korpsånd og forud fastlagte meninger om ret og vrang. Lad bare linjevogterflaget blive hjemme.

Jeg tror på, at vi først kan afgøre, hvad der i virkeligheden holder, når vi med afsæt i evangeliet har turdet prøve det af (leve det) i samtiden. Ord og liv må komme før systemer.
Det er ikke dogmerne, men den levende samtale, der bærer kirken frem – mennesket før metoden. Inspiration før rettesnor.

Som Grundtvig ønsker jeg ikke at blive sat i bås og endnu mindre at sætte andre i bås. Derfor giver lokal frihed, forkyndelsesfrihed og mod til eksperimenter allerdybeste mening. En biskops rolle er netop, at sikre forudsætningerne herfor er til stede og ikke begrænse. 

Gudstjenesten er med til at give vores tro form. Dåb og nadver er det umistelige afsæt, hvor jeg møder Guds tiltale, der sætter noget nyt i gang, der først fuldendes – hvem ved hvornår? Jeg møder ikke et færdigt system, men en Ånd, der i ord og sakramenter sætter mig fri til et liv i verden.

Også i spørgsmål om ledelse vil jeg hævde en grundtvigsk inspireret tilgang: Ledelse som relation, læring og fællesskab frem for kontrol. Ledelse er at skabe rum, hvor vi hver især kan lære, tage ansvar og (gen-)opdage, at vi er en del af større sammenhænge. Jeg er optaget af at finde koblingspunkter mellem skole og kirke og mellem samfund og kirke. Det handler om menneskelivets oplysning, hvor vores veje måtte krydses.

Kort sagt – det grundtvigske rimer for mig på: Liv før system, fællesskab før facit – og frimodighed nok til at tale videre sammen om fremtidens skole, kirke og samfund.

Hvilken salme/sang af Grundtvig holder du allermest af – og hvorfor? 

402, Den signede dag, er et eksempel på en salme, hvor Grundtvig overskriver en gammel tekst – igen. I den kan man opdage en gammel morgensang og ikke mindst i det sidste vers, 7, en nordisk spådom. Nye lag åbenbarer sig for den, der synger og dykker ned i salmen: pinsedagen, juledagen, hver eneste morgen er velsignet.

Jeg oplever igen og igen, hvordan menigheden sammen og hver for sig kan ’oversynge’ teksten, hver gang vi synger den – pinsedag, en søndag morgen, til en kirkelig handling. Personligt genoplever jeg i et glimt begravelsen, hvor jeg med andre bar en kiste en ud, mens vi sang ”Så rejse vi til vort fædreland …”, festmiddagen, der begyndte med ”Om levende blev …”, og endelig glimt fra en af ungernes konfirmation, hvor den også blev sunget. Min private historie væves sammen med Guds fortælling, hvor jeg og vi, som en del af noget større, sættes ind i en anden tid under evighedens perspektiv. Salmen er poetisk set så stærk, at den kan tåle flere private genoverskrivninger, som menigheden og jeg kan bære med videre. Dagen, der begynder med 402, er velsignet!

For Grundtvigsk Forum er det vigtigt, at der fortsat bliver skrevet nye salmer og andre fællessange. Hvilken nyere sang/salme vil du fremhæve her og hvorfor? 

Hver generation må digte om det forunderlige menneskeliv, som vi finder os mere eller mindre hjemme i. Slægt efter slægt må vi bakse med at finde ord for vores erfaring af utilstrækkelighed og søgen efter sammenhæng og mening. Og så er der måske mere end længe brug for at forbinde netop vores længsel og erfaringer med det evige. At vi er mere end hvad det hyperindividualiserede samfund fortæller os, forbundne, som vi er, af Guds Ånd.
Simon Grotians vilde og sammensatte ord indfanger for mig i dag de religiøse grunderfaringer, vi alle gør os. I fx Guds nåde er en vintergæk. Eller når der i gudstjenesten er dåb: Velsign mit barn, du kære Gud.

Hvad forstår du ved det kendte Grundtvig-udtryk – ”menneske først, kristen så” – set i forhold til nutidens kirke og kristendom?

Hvordan kan jeg forstå paradokset – at vi er skabt af den gode Gud i hans billede og samtidig trænger til frelsen? “Menneske først – kristen så” forstår jeg på den ene side som en hyldest til skabelsen og livet (menneske først) og på den anden side som et budskab om, at troen, håbet og nåden kommer til os og tager bolig i os (kristen så) midt i vores utilstrækkelighed. Sådan løftes jeg med kristentroen ikke ud af verden, men troen giver mig mod til at leve midt mellem håb og afmagt, svigt og kærlighed.
Jeg tror dermed også, at vi ikke skal frelses til et andet liv i en anden verden, men vi frelses til et liv i denne verden på vej mod den kommende med pant på friheden, forløsningen og forklarelsen. Frelsen er nu og på vej.

Under Grundtvigs “Menneske først – kristen så” genhører jeg også et budskab om Kristus, som blev vores broder. En klar kristologi banker under menneskesynet.