Anette Bennedsgaard om at være grundtvigsk: Det kræver dannelse at organisere et samfund fra neden

Hvilken betydning lægger du i det at være ’grundtvigsk’?

At være grundtvigsk er at anlægge et trinitarisk perspektiv på sig selv, andre og den verden, man er en del af: At være skabt er at leve sit liv i relation til Gud, som er altings forudsætning, og andre mennesker; at være omfattet af Kristi nåde i liv og død, så livet ikke er meningsløst, men altid indeholder muligheder for nye begyndelser; og at leve på Helligåndens betingelser, så tilværelsen opfattes som båret af kærlighed, samhørighed og modstand mod alt ondt og uretfærdigt. At være grundtvigsk er også at være optaget af samhørigheden mellem kirke, kristendom, samfund, skole, nation, folk og international forståelse. Fællesnævneren er organisering af kirke, skole og samfund fra neden. Det kræver dannelse, god uddannelse, tillid og bevidsthed om åndsfrihedens betydning for at leve i et frit samfund.

Hvilken salme/sang af Grundtvig holder du allermest af – og hvorfor? 

Jeg kan nævne mange salmer af Grundtvig, men skal jeg pege på én bestemt, må det blive ”O kristelighed” (DDS 321), hvor Grundtvig udfolder hele sin digteriske kraft, det som er blevet kaldt for ’den guddommelige uendelighedserfaring’. Her erfarer man midt i livet, at der er en ekstra dimension ved den menneskelige tilværelse, fordi vi får skænket gennem troen det, som verden ej ved, og som vi kun skimter svagt med det blotte øje. Min foretrukne strofe er den fjerde, hvor Grundtvig digter om vidunder-troen, der slår sin gyngende bro over dybet fra dødningehjem til det levende land. Skrøbelig og udsat er troen, men den holder, siger Grundtvig. Det er vigtigt for mig, at det er den tro, der skænkes os i dåben. Den er en aflastning, fra at det skulle handle om min tro. 

For Grundtvigsk Forum er det vigtigt, at der fortsat bliver skrevet nye salmer og andre fællessange. Hvilken nyere sang/salme vil du fremhæve her og hvorfor? 

Når jeg har været rundt ved valgmøder i Aarhus stift, har jeg haft Iben Krogsdals salme ’Vi finder fred i kirken’ med. Den er nr. 860 i 100 Salmer. Det er ikke kun, fordi Iben Krogsdal har været så venlig at anbefale mig som ny biskop, men også fordi hun her skriver det, som jeg vil kalde for en ny grundtvigsk salme, hvor kirken er båret af den treenige Guds nærvær og derfor er et sted, hvor vi kan søge fred, blive fyldt op, blive oplyste, set og få mulighed for en ny begyndelse med forkyndelsen af opstandelse og fællesskabet i nadverfejringen. 

En anden ny grundtvigsk kirkesalme, som jeg har brugt i valgkampen, er Janne Marks ’Et hus at komme til’ (HS 71), hvor kirken er bygget af sten, ånd og krop. Derfor er den altid åben og byder enhver velkommen. Her står kærlighedens lov over enhver anden menneskeskabt lov. 

Hvad forstår du ved det kendte Grundtvig-udtryk – ”menneske først, kristen så” – set i forhold til nutidens kirke og kristendom?

Jeg forstår udtrykket i forlængelse af Grundtvigs sang ”Menneske først og kristen så” (HS 80) således, at rækkefølgen og sammenhængen er udtryk for livets orden. Vi bliver født som mennesker i vores egen ret, og anerkendelse af og respekten for ethvert menneske som skabt i Guds billede er den nødvendige forudsætning for, at mennesket kan blive et kristent menneske. Kristen tro skal tilegnes i frihed og er den horisont, man kan forstå sit liv ud fra. Grundtvig siger det på sin måde, når han skriver i strofe 4: ”kristendom vi for intet få”. 

Kristendom kan altså ikke bruges som våben til at tvinge andre mennesker til at være kristne eller til at værdsætte særlige kristne værdier. Det betyder ikke at kristendom ikke er en sandheds sag, eller at et menneske, der ikke er kristent i dag, ikke kan blive det i morgen, men kristendom er en frihedssag og et spørgsmål om at turde stole på åndsfrihedens nødvendighed.