Terminalmedarbejder eller terminal medarbejder?

På nu-dansk har vi tradition for at skrive sammensatte navneord… ja, sammensatte. En praksis, man som halvgammel dansklærer ved, er truet, formentlig på grund af indflydelsen fra engelsk sprog. Her lider man åbenbart ikke af problemer med at forstå, om der i et stillingsopslag virkelig søges en ’terminal medarbejder’, eller om der mon kan menes en ’terminalmedarbejder’? Under alle omstændigheder har jeg i min tid som lærer rettet mange diktater, hvor en elev har været i tvivl om, hvorvidt et ord skulle skrives i et eller to ord og ikke sjældent har forsøgt at løse situationen ved at klistre ordene sammen med en bindestreg. Selvom det er en snarrådig løsning på et akut problem, så er det desværre ikke gangbart i skolesammenhæng, for på dansk bruges bindestreger sparsomt.

Det havde Grundtvig nok fundet lidt træls, hvis altså han havde gået op i nutidig retskrivning. For der er formentlig ingen andre i dansk litteraturs historie, der har været så generøs med bindestregerne som N.F.S. Grundtvig. Det kan man umiddelbart ikke fornemme, når man sidder med Salmebogen opslået på en Grundtvig-salme om søndagen, men går man til Grundtvigs manuskripter og førstetryk, så vrimler det med bindestreger.

Et eksempel herpå finder vi i salmen ’Eenligheden’, som i dag er kendt som ’Aftensukket, nattegråden’, der har nummer 654 i Den Danske Salmebog. Den bestod i førsteudgaven af syv strofer, hvori Grundtvig har valgt at fordele hele ni eksempler på substantiver, der er delt med bindestreg, fx ’Aften-Sukket’, ’Natte-Graaden’, ’Morgen-Soel’, ’Jule- Psalmen’ og ’Hjertens-Glæden’. Og den intensive brug af bindestreger er et helt bevidst valg fra Grundtvigs side.

Hvor vi i dag anvender bindestregen ved fx deling af et ord ved linjeskift eller ved sammensætninger med taltegn eller forkortelser, så er den hos Grundtvig et stilistisk greb. Ved at anbringe bindestreger i de substantiviske sammensætninger betoner Grundtvig sine nøglebegreber, og som litteraten og grundtvigforskeren Flemming Lundgreen-Nielsen har beskrevet det, så tilfører Grundtvig, ved at pege på leddenes oprindelige betydning, de anvendte enkeltord noget af en tabt selvstændighed. Når man fx deler et ord som ’modersmål’ med en bindestreg, så peger man tilbage på ordets sammenhæng med det kvindelige, og dermed også på den idealiserede forestilling om, at barnet lærer sit første sprog af sin mor. Det giver altså god mening. 

Helt konsekvent er Grundtvig dog sjældent. I hvert fald kan man sidde og undre sig over, at han i selv samme digt har undladt to mulige bindestreger i de smukke afsluttende verselinjer:

De hos mig saa mangen Gang
Banked paa med Englesang;
Kommer Nat engang med Døden,
Kommer Du med Morgenrøden!