Den russiske bjørn brøler i det fjerne

Det er ikke kun forbeholdt nutiden at skæve frygtsomt mod øst og se, hvordan det russiske styre kæmper for at ekspandere sit enorme geografiske territorie. Det var også noget, der bekymrede Grundtvig tilbage i 1854. Da jeg skulle vælge en ny grundtvigtekst at udgive sidste efterår, faldt jeg over titlen ’Det Høinordiske Forbund’, som blev trykt den 27. maj 1854 i avisen Fædrelandet. Umiddelbart var mit gæt, at denne tekst ville handle om forholdet mellem de skandinaviske lande – hvilket den på en måde også gør – men fokus var et helt andet; den handlede om Rusland. Aktualiteten fangede mig, men det var ellers ikke et emne, jeg var særlig velbevandret i (det eneste jeg tilnærmelsesvis vidste om datidens Rusland, var, hvad jeg havde set i HBO-serien The Great), og derfor var det meget spændende at kaste sig ud i opgaven med at forstå, hvorfor Grundtvig mon havde beskæftiget sig med dette.

Rusland var i 1800-tallet en storpolitisk magtfaktor, som havde en betydelig indflydelse på det europæiske landskab. I dansk kontekst havde den russiske zar haft en interesse i, at Danmark med sejren i den nyligt afsluttede 1. slesvigske krig (1848-51) fik bevaret den danske helstat, men krigen havde ikke endegyldigt fået afgjort Danmarks nationale status i forhold til hertugdømmerne. Den politiske ustabilitet samt det kollektive traume med afståelsen af Norge i 1814 havde resulteret i en mærkbar 'skrumpeangst’ i det danske landskab. Når man læser ’Det Høinordiske Forbund’, er det tydeligt, at denne angst også havde grebet Grundtvig, som derfor greb pennen i håbet om at kunne få opbakning til dannelsen af et samlet skandinavisk forsvarsforbund “mod al fjendlig Magt og fremmed Indflydelse”. Teksten er med andre ord en appel om mere sammenhold blandt de skandinaviske lande som følge af truslen fra øst.

I vores arbejde med online-udgaven af Grundtvigsk værker er vi filologer dybt  afhængige af Steen Johansens bibliografi over Grundtvigs skrifter, og under ’Det Høinordiske Forbund’ havde Johansen noteret, at denne artikel også var blevet optrykt i den norske Christiania-Posten den 8. juni, samt citeret i den engelske avis The Times den 2. juni. Dette førte mig ned ad en spændende vej for at finde de omtalte avisers indlæg, og ved hjælp af offentlige digitaliserede avisarkiver lykkedes det mig at opspore 17 forskellige udenlandske aviser fra både Norge, Sverige, England og Tyskland, som enten havde optrykt artiklen eller kommenteret dens indhold. Derimod var der påfaldende stille på hjemmefronten – kun tidsskriftet Nord og Syd nævnte artiklen, og det pågældende nummer blev endda først udgivet året efter i 1855.