Skolen for livet: Vores indre forsvar

Tidens geopolitiske rystelser har sat sig både i vores samfund og i os selv. Det er mange år siden, at vores ydre forsvar og forholdet til resten af verden har fyldt så meget i medierne og på Christiansborg. Vi taler om det hjemme og med andre. Vi radikale har også selv kastet os ind i debatten med forslaget om en ny europæisk forsvarsunion, og hvem skulle have troet det for bare et år siden?

Men lige så vigtigt det ydre forsvar er, lige så vigtigt er vores indre forsvar. Hvis ikke vigtigere. I dagens trusselsbillede fylder konventionelle militære trusler måske mere, end de gjorde for tre år siden. Men angrebene på demokratiet selv fra ikke demokratiske kræfter og håndteringen af de nye vilkår burde fylde endnu mere. Ligesom det voksende antal cyberangreb eller den daglige manipulation gennem de sociale medier. Eller andre alvorlige sikkerhedstrusler som klimaet og tabet af arter.

Alt sammen kalder det på en form for åndelig oprustning, hvor vi oplyser vores unge mennesker, uddanner dem til demokrati og kritisk tænkning, men også til dannelse og ansvar. Dét er i mine øjne i virkeligheden den vigtigste garanti for demokrati i fremtiden, uanset hvilke fysiske og teknologiske overgreb, vi risikerer. Dér står kampen hver dag og i dag. Der er brug for en samtale i Hal Kochsk forstand: Hvordan forbereder vi os, hvordan kaster vi lys i mørket?

Grundtvig selv var tydelig, når det handlede om ondskab. Mennesket bærer både det gode og det onde i sig, og derfor er det svært bare at kategorisere mennesker som gode eller onde. Men Grundtvig gjorde det samtidig krystalklart, at der er forskel på godt og ondt, noget er godt og noget er ondt, og vi ved udmærket hver især, om det ene eller det andet har overtaget inde i os selv i en given situation.

Også i politisk og demokratisk forstand kan man i mine øjne operere med ’gode’ og ’onde’ gerninger, alt efter om vi fremmer lyset eller mørket i vores store fællesskab.

Dyrker vi samtalen i Hal Kocks forstand, også med dem, som vi ikke er enige med? Beskytter vi vores minoriteter og står på, at den stærkes ret ikke altid er den rigtige ret i et retssamfund? Prioriterer vi at frisætte alle vores børn og unge gennem nærværende og løftende uddannelse og oplysning? Lader vi dannelsen blomstre i en ædel, men nogle gange også ubekvem strid om holdninger og ord, så vi alle bliver befrugtet af hinandens erfaringer og finder mere fælles forståelse for vores
videre færd? Det er lyset for mig. Eller lukker vi os om os selv og vores egne, trækker visiret ned, så intet lys eller sprækker af tvivl skal slippe ind? Foretrækker vi at give endnu mere magt til den stærke mand eller kvinde, uden selv at tage ansvar? Forpasser vi at tage ansvar, fordi samtalen bliver for bøvlet eller krævende? Det er mørket.

Valget er vores, men uden dannelse og oplysning om konsekvenserne af både den ene eller den anden vej går det ikke. Og vores indsats i skolen, i ungdomsuddannelserne og i voksenoplysningen er afgørende og måske i sig selv det bedste demokratiske værn af alle.