Skolen for livet: Forældre gør det godt – og de har godt af at få det at vide

Der er mere end nogensinde brug for at fortælle forældre, at de med stor sandsynlighed gør det godt. Det er temaet for min nye bog med den mundrette titel En lille bog om, hvorfor de fleste forældre skal gøre langt mindre, end de tror. Der bliver hele tiden ægget til forældres usikkerhed, vores børn skal blive dygtigere end nogensinde, og det vrimler med gode råd, men jo mere usikkerhed, jo mindre umiddelbar tiltro til egne evner som forælder. Ingen er nogensinde blevet bedre forældre af at blive talt ned til, eller af at være usikker på, om man kan klare det. Vi er – også i et historisk perspektiv – nogle af de mest belæste, vidende og ressourcestærke forældre i vores del af verden, og man behøver ikke at stå yderligere på hovedet for at være en god forælder. Tværtimod kan man med fordel indimellem gøre mindre og give mere plads til barnets egne initiativer.

Enkelte forældre skal sikkert gøre mere, men i hovedreglen gælder det for forældreskab i vores del af verden, at vi tror lidt for meget på, at vi selv er helt afgørende for barnet, mens forskningen viser, at andre børn, bedsteforældre, naboer, pædagoger, lærere, lokalsamfundet, fritidsklubben osv. også spiller en afgørende rolle. Det gør det både for de børn, der har det supernemt i livet og for dem, der har brug for en ekstra hånd i ryggen. Derfor er et vigtigt budskab i min bog også, at der er brug for stærke institutioner omkring vores børn, hænder der kan gribe, når forældrene ikke selv magter opgaven. I skolen er det at samarbejde med forældrene om barnets skolegang samtidig noget af det vigtigste.

I litteraturen taler man om ’det intense moderskab’ og om forældredeterminisme (forestillingen om og tiltroen til, at forældre er altafgørende for børnenes liv og succes), alt imens mistrivslen blandt børn og unge faktisk er steget. Det er der komplekse forklaringer på, men noget af det handler efter min opfattelse om, at vi presser børn og unge for meget, også i forældreskabet. Vi får hele tiden fortalt, at kriser, reformer, besparelser og mere fart på er vejen frem, og det er ikke noget under, at mange forældre kan blive presset af det. Det gode spørgsmål er, hvad vi skal være ambitiøse med, og her er mit budskab, at det skal vi være med nærvær, tid og omsorg. Det har børn og unge brug for på varierende vis i løbet af deres opvækst.

Børn har mere brug for generøsitet end for ambitioner, der reelt ikke handler om børnene. Så væk med forældreskabskonkurrencen. De fleste forældre gør det supergodt, og hvis der skal ryddes op i noget, og hvis forældre skal lære af deres fejl, så skal vi ikke stå og råbe ude på sidelinjen, at de laver fejl. Så er det snarere skulderklappet, der er brug for. Og jeg mener, at der er fuldt belæg for at hævde, at vi aldrig har haft bedre forældre, end dem vi har i dag – og sagen er også den, at der ikke er andre, så vi må arbejde med det, vi har. I tillid og med tiltro. Det vokser alle mennesker af, også forældre.