Skolen for livet: Verden er da farlig

”Pak ikke børn ind i vat og bomuld. Pak dem ind i stærke fortællinger” (Astrid Lindgren).

Efter vores daglige morgensamling for hele skolen, hvor fortælling er en del af sammenkomsten, kom en af lærerne forbi og klappede mig på skulderen: ”Det er så godt med historiefortælling for børnene. De er helt tydeligt med, de danner garanteret deres egne billeder i hovedet, så verden ikke er så farlig alligevel.”

Jeg fik ikke spurgt, hvad hun mente med 'alligevel', men det fik mig efterfølgende til at tænke på en artikel fra netavisen Zetland, som handler om, at der er opstået en sikkerhedskultur, hvor der bliver sat lighedstegn mellem følelsesmæssigt ubehag og fysisk fare: ”Ingen vil se deres børn lide, ingen vil se dem græde, ingen vil se dem ekskluderede eller falde og slå deres knæ, men børn har brug for alle disse erfaringer for at blive selvstændige voksne” (Jonathan Haidt i Zetland, 9. november 2018). Det er, som om det er blevet farligt at være ked af det.

Sidste år var der begravelse af en forælder på skolen, som var død pludseligt. Mange forældre valgte, at deres børn skulle blive hjemme fra begravelsen, da de kunne blive kede af det. De skulle ikke møde al den sorg og gråd, der er ved en begravelse. Der var en bekymring for, at børn kan tage alvorlig og varig skade, hvis de møder smerten i livet, kommer ud af balance og bliver triste eller kede af det. Men barnet bliver hele tiden sat i centrum og risikerer at få så meget af sig selv, at de bliver selvcentrerede og ikke kan se ud over deres egen næsetip. Deres verden bliver begrænset, og der opstår en fare for, at de bliver begrænsede mennesker.

Her spiller fortællingen en vigtig rolle. For der er hele tiden behov for at snakke om eksistens- og tilværelses-spørgsmål: Godt og ondt, liv og død, kærlighed og had, etc. Fortællingen kan give børnene en oplevet erfaring af disse spørgsmål, da de med lærerens ord ”garanteret danner deres egne billeder i hovedet.”

Når Jonatan møder dragen i Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, vil børnene danne hver deres eget billede af, hvor farlig dragen er, afhængig af de ’monstre’, de har i deres eget liv. De får en oplevet erfaring, som om det er deres egen, og som sætter deres verden i et perspektiv, hvor de får mulighed for at se verden på en anden måde. Se, hvor stor verden er, se hvor farlig den kan være, uden at de kommer til skade. Se hvordan de indgår i en sammenhæng, som giver mening – en mening, hvor de kan identificere sig selv i et fællesskab, hvor de forpligter sig over for hinanden. Det gælder netop også, når ens klassekammerats far er død, hvor de i fremtiden vil være en del af kammeratens ’store’ fortælling.

Så når førnævnte lærer siger, at ”verden ikke er så farlig alligevel”, så er verden jo farlig. For farlighed og ufarlighed går hånd i hånd på samme måde som godt og ondt. Den oplevede erfaring, via de store fortællinger, som Brødrene Løvehjerte, giver børnene et perspektiv på, at farlighed kan håndteres. Også det at blive ked af det kan være en farlig følelse, men det er en følelse, der kan håndteres.