Skolen for livet: Vi skal ikke elske de frie skoler – vi skal støtte dem på trods

Da vi i år vendte kalenderbladet, så april blev til maj, var det ikke kun mildere vinde og blomstrende æbletræer, vi kunne se frem til. Jeg vil ikke just kalde reformkommissionens anbefalinger til, hvordan vores skole- og uddannelsessystem skal se ud i fremtiden, en forårsbebuder, og måske man snarere skal hæfte sig ved symbolikken i, at man fremlagde forslagene samtidig med, at Beredskabsstyrelsen testede varslingssirenerne landet over.

Kommissionens anbefalinger og i særdeleshed den ånd, i hvilken den daværende regering nedsatte kommissionen, er i hvert fald en varsling til de frie skoler om, at der er strømninger i den offentlige samtale, man bør høre, som var de sirener.

Grundlovens paragraf 76 beskytter borgernes ret til at vælge, hvilke værdier og hvilket livssyn, der skal præge deres børns opdragelse og uddannelse. Dengang loven blev skrevet, var der en udbredt bevidsthed om, hvor essentiel denne frihedsret er. I den del af landet, der langt senere blev kendt som ’Udkantsdanmark’, var de liberale strømninger endda så stærke, at grunden til en unik tradition for frie skoler blev lagt.

Næsten 175 år efter grundlovens tilblivelse er bevidstheden om, hvor meget frihed, der er forbundet med retten til at bestemme, hvilken form for skole ens børn skal møde, ikke helt den samme. Dette bekræftes af såvel den opgave, som reformkommissionen blev stillet, som af de anbefalinger, de fremlagde. Politikere fra mange sider af salen synes i højere grad end tidligere parate til at begrænse friheden til at lave skole med det noble mål at bevare den for øje.

Den mindre grad af bevidsthed om frihedsrettighedernes betydning både hos politikere og menigmand kunne man tolke som et tab af demokratisk dannelse og gøre sig lystig over ironien i, at netop demokratisk dannelse er en af de frie skolers væsentligste opgaver, og om vi ikke derfor selv kunne have gjort mere for at forhindre denne trussel mod vores frihed. Men skal vi kigge på, hvad vi selv kunne have gjort, og også hvad vi kan gøre i dag og i morgen, er vi nødt til at erkende, at vores egen succes er et tveægget sværd. Jo flere, der vælger os til, jo større en del af den samlede skoleøkonomi vil vi udgøre, og erstatter man bare en smule af idealismen med lidt kølig pragmatik, vil man erkende, at de frie skolers andel af den samlede økonomi er omvendt proportionel med politikernes styrke til at modstå fristelsen til at detailstyre skolerne.

Vi bliver nødt til at få diskussionen til at handle om, at friheden til at drive skoler, som alternativ og korrektiv til den offentlige skole, har en værdi i sig selv. Diskussionen om, hvad vi kan gøre for samfundet, og hvad samfundet kan gøre for os, vil i bedste fald holde hånden under vores økonomi, alt imens vores grund til at eksistere langsomt forvitrer. Vi kan og skal ikke få alle til at elske alle frie skoler. Vi skal søge at præge debatten, så så mange som muligt kommer til at elske retten til at lave skoler – som de ikke bryder sig om.