Menu
Artikel
Grundtvigsk Tidende

Skolen for livet: Stærke fællesskaber er afgørende på læreruddannelsen

Anneline Larsen
af Anneline Larsen, forperson for Lærerstuderendes Landskreds
7/2023

KLUMME. I denne udgave af vores faste klumme 'Skolen for livet' slår forperson for Lærerstuderendes Landskreds, Anneline Larsen, et slag for kampen for at styrke det sociale miljø på læreruddannelsen

Når jeg tænker på læreruddannelsen, forestiller jeg mig et sted, der på mange måder spejler en eksemplarisk måde at drive skole på. Hvor der hænger produkter og plancher på gangene, hvor vi hilser på hinanden. Et sted med morgensamlinger, nærvær, fællessang og en række stærke traditioner og studenterdrevne foreninger. Et sted, hvor vi lærer hinanden at kende og kommer hinanden ved i erkendelsen af, at det er sådan, vi udvikler os som mennesker og dannes som lærere. Et sted, der spiller en rolle i lokalsamfundet, og som sætter aftryk på os lærerstuderende – et sted, hvor vi får mulighed for at sætte vores aftryk.

Da jeg startede på læreruddannelsen for nogle år tilbage, var det ikke ligefrem den virkelighed, der mødte mig. Jeg blev mødt af kæmpe bygninger med mange etager. Hvide vægge med hvad man kunne kalde ’industriel æstetik’. Et virvar af studerende fra et hav af forskellige uddannelser – mange for forsigtige til at løfte blikket og sige ”hej”. Og sådan er virkeligheden desværre for mange lærerstuderende på de nye store campusser.

SKOLEN FOR LIVET

Klummen er en del af serien Skolen for livet, der er et fast indslag i Grundtvigsk Tidende, hvor skiftende skribenter giver tidens skole- og dannelsestendenser et eftersyn. Skolen for livet – sagde Grundtvig. Ikke for velfærdsstaten, ikke for arbejdsmarkedet, ikke for nationen og ikke for den himmelske salighed. For livet.

“I arbejdet med at styrke læreruddannelsen bliver vi nødt til at tage et opgør med ensretningen på professionshøjskolerne.”
Anneline Larsen

I alt for mange år har læreruddannelsen været presset af for lidt undervisning, enorm målstyring og en stadigt stærkere ensretning af kulturen. For mange steder har der været fokus på at skabe en fælles professionshøjskolekultur i stedet for et nærværende og dannende lærerfagligt miljø. De seneste års coronapandemi har også sat sig i vores fællesskab og lagt både foreninger og traditioner brak mange steder. Foreningslivet på læreruddannelserne trænger til opmærksomhed. Ikke kun fra studerende, men i den grad også fra undervisere og ledelse og lokalsamfund. De traditioner, som de lærerstuderende tidligere har givet videre til hinanden og omverdenen, er mange steder gået tabt – og det har konsekvenser. Ikke blot for vores trivsel, men også for vores faglighed.

I disse måneder er mange nye lærerstuderende ved at finde sig til rette på ’den nye læreruddannelse’, som blev vedtaget af et bredt politisk flertal sidste år. Vi har sikret investeringer, mere undervisning og feedback, bedre sammenhæng i fagene, et stærkt formål og mere og bedre praktik. Alt sammen noget der vil bidrage til dygtigere lærere og en bedre uddannelse. Men vi er ikke i mål.

I arbejdet med at styrke læreruddannelsen bliver vi nødt til at tage et opgør med ensretningen på professionshøjskolerne. For når jeg og mine medstuderende skal blive dygtige lærere, afhænger det af mere end det, der foregår i undervisningen. En del af lærernes faglighed er at være initiativrige, have overblik og skabe stærke fællesskaber. Det har vi brug for, at uddannelsen tillægger værdi og understøtter.

Fællesskaber må gennemsyre hele vores uddannelse. Vi skal møde de stærke fællesskaber i undervisningen, praktikken, i traditionerne og hverdagen. Det kræver stærke fagmiljøer for os lærerstuderende. For når vi som lærere skal skabe stærke fællesskaber for børn og unge i skolen, så er det en forudsætning, at vi selv har oplevet – og bidraget til – stærke fællesskaber gennem vores studietid.

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu