Skolen for livet: Nej tak til karakterdannelse i folkeskolens formål – ja tak til debat om forældreskab

Trivselskommissionen præsenterede den 25. februar sine anbefalinger, der skal understøtte børns og unges trivsel, myndiggørelse og livsmod. Styrkelse af børn og unges karakterdannelse er ét element i kommissionens afrapportering. Man vil udvikle egenskaberne selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner, relationskompetencer og ansvarsfølelse hos børn og unge og indskrive karakterdannelse i bl.a. folkeskolens formål.

Men det kan blive farligt, hvis samfundet vil detailstyre udviklingen af personlige egenskaber. Hvilke skal man udvælge? Hvilke skal udelades? Er egenskaberne almengyldige? Er det fx altid godt at være vedholdende, eller er det ikke også hensigtsmæssigt at kunne opgive umulige eller usunde bestræbelser? Hvordan vil man sikre, at karakterdannelsen fremmer det gode? Historien rummer jo grelle eksempler på, at statslig styring af karakterdannelse kan føre til noget rigtig grimt.

Desuden vil karakterdannelse skrevet ind i skolens formål amputere dannelsesopgaven. Dén foreskriver, at eleverne skal bringes til at indgå i et vekselvirkende forhold til verden. Igennem fagene møder de verden og præges i bedste fald personligt af disse møder. De lærer at ville noget med verden og at kunne tage ansvar for den i voksenlivet. Det tilstræbes altså, at både menneske og verden forandres gennem dannelsesprocesser. Men karakterdannelse vægter individet. Blikket for verden er væk. Dannelsen er blevet ’halv’. Dermed forstærkes navlebeskuelse, og samfundsansvar og forståelse for ’det andet’ og ’de andre’ svinder ind. Det er hverken trivsels- fremmende, til gavn for det fælles bedste eller i overensstemmelse med skolens dannelsesopgave.

Kommissionen mener også noget om forældreskab. I en moderne version kan det føre til en ”overbeskyttende, overvågende og forhandlende opdragelse uden blik for de fællesskaber, barnet indgår i, hvilket risikerer at skabe trivselsproblematikker,” skrives der i afrapporteringen.

Efter næsten 30 år som lærer er det tydeligt for mig, at forældreskabet har ændret sig. I dag vil vi – selvfølgelig ikke alle, men flere end for år tilbage – gerne fjerne alle bump på vores børns vej. Livet må ikke gøre ondt. Vi er bange for at sætte grænser og modsætter os måske også, når andre, fx lærere eller trænere, gør det. Vi lærer vores børn, at behovsopfyldelse er en ret, og vi spørger dem sjældent: ”Hvordan har du bidraget til de andres dag i dag?” Jeg vil gå så langt som til at hævde, at uanset om vi har en trivselskrise eller ej, så har vi i hvert fald en opdragelseskrise. Så ja tak til kommissionens anbefaling om at debattere forældreskab anno 2025.