Skolen for livet: Da strukturkommunismen sejrede over de folkelige bevægelser

Hvordan ser det ud med grundtvigianismen i dansk pædagogik? Ikke så godt. 

Da Grundtvig holdt 200 års fødselsdag i 1983, fejrede man ham i alle kredse i samfundet. Han havde spillet en kæmperolle for den kulturelle del af ungdomsoprøret, mens strukturmarxisterne, som var inspireret af den franske kommunist, Althusser (1918-1990), ikke var meget for forsamlingernes og handlingens liv. Alle de folkelige bevægelser, herunder ikke mindst EU-modstanden i 1970’erne og 80’erne, var kraftigt præget af grundtvigsk arvegods.

Men efter murens fald blev Grundtvig pludselig til en slags identitetspolitisk og fundamentalistisk DF’er. Det kunne man bl.a. læse om i bogen Borgerlige ord efter revolutionen af tidl. undervisningsminister (S) Christine Antorini og nuværende folketingsmedlem (LA) Henrik Dahl samt hos grundtvigforskeren Ole Vind, og både forfatteren Carsten Jensen og historikeren Søren Mørch stemte i. Og DPU (Danmark Pædagogiske Universitetsskole), som blev etableret i 2000 i et opgør med seminarietraditionen, var præget af den franske filosof Foucault (1926-1984) og systemteori, hvilket efterhånden satte sig som et nærmest autoritært opgør med den grundtvigske virkningshistorie. Åndshistorien og dermed grundlovens ånd var rystet. Historikeren Jes Fabricius Møller taler ligefrem om ’Grundtvigs død’.

Det, der var sket, var, at konkurrencestatens kulturfjendtlige systemer havde taget magten, hvilket kom til at præge både skole-, uddannelses- og forskningspolitikken. På en måde var det strukturkommunismen, der havde sejret over de folkelige bevægelsers rodnet. Både politolog og professor Ove Kaj Pedersen og DPU’s leder, Lars Henrik Schmidt, var da også Althusser-elever.

I løbet af 1990’erne havde de pædagogiske forfaldsformer ’læring, evaluering og evidens’ sejret. Pædagogikken var ændret til ukendelighed. I 00’erne forsøgte en del af den rystede grundtvigske bevægelse at vinde fodfæste i det nye hierarki, f.eks. ved at finde på særlige metoder til læringsoptimering, og flere skoler, ikke mindst i Oure, tilsluttede sig konkurrencestatens nye filosofi. Det var ikke et kønt syn. Det antigrundtvigske klimaks var skolereformen i 2013 og den ledsagende læringsmålstyring, som blev formuleret og støttet af et radikaliseret DPU.

Tragedien fuldendtes symbolsk i 2015, da Antorinis departementschef, Jesper Fisker, holdt tale på selveste Vartov. Her erklærede han, at ”målstyringen af undervisningen er det største skridt fremad indholdsmæssigt”. I dag er Fisker formand for professionshøjskolernes bestyrelser.

Denne grundlæggende tilstand har på det filosofiske plan ikke ændret sig siden. Og man skal betænke, at dette angreb på pædagogikken, også er et angreb på forfatningens ånd. Derfor er der tale om et meget alvorligt frihedstab, der nu sætter sig som essenser allehånde steder i samfundet. 

I sit helt nye skuespil Skolekomedie, beskriver dramatiker Christian Lollike ligefrem, hvordan læreren ender med at dø. Skolereformens komedie er i virkeligheden en dyb tragedie. Fabricius’ bog Grundtvigs død er parallel til Lollikes ’lærerens død’.