Grundtvigs juletræer

Som det nok er bekendt, er traditionen med juletræ ikke et dansk påhit, men en ældre skik indvandret fra Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet. Efter sigende blev det første træ i Danmark tændt på Holsteinborg gods på Sydsjælland i julen 1808, og København fulgte med i 1811, da et juletræ blev stillet op i politikeren Orla Lehmanns barndomshjem. Skikken bredte sig derefter blandt det bedre borgerskab.

Grundtvig var til at begynde med ikke begejstret. Første gang han nævner et juletræ er i 1815 i et skrift med titlen Om offentlige Forlystelser. Her forsvarer han sig mod nogle beskyldninger (som vi desværre ikke kender ordlyden af) om, at han skulle have opført sig eksalteret ved en præsteordination. Polemisk sammenligner han bagtalelsens vældige træ først med Yggdrasil og dernæst med juletræet, ”hvis Naale maae dølge sig under guldmalede Frugter.”

Og det er ikke, fordi det vrimler med juletræer i Grundtvigs skrifter. En søgning i det samlede trykte korpus på ca. fire millioner ord giver i alt syv forekomster (genoptryk fraregnet) fordelt på seks værker ud af ca. 1000. Så juletræet i sig selv har ikke været et poetisk billede, han i særlig grad har syntes, han kunne anvende i sit forfatterskab.

Men i december 1823 udgiver Grundtvig alligevel digtet ’Jule-Træet’ i tidsskriftet Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. Her beskrives indledningsvis træet, der ”smykkes til Jule-Kveld” med lys: ”Vi støbe af Vox de Kierter smaa / Og sætte dem vittig paa Naale.” Det er et stemningsfuldt billede, men det er mere end det. For senere tilføjes: ”Hvo Hjerte kun har for Skue-Spil, / Med Skinnet vel lader sig nøie.” Og herefter bruger han de følgende 25 strofer på at omdanne træet og tillægge det stadigt dybere kristelige betydninger. Det er ikke nok at glædes over juletræets glans i stuen; man må huske, at Gud selv har sendt os et juletræ, der stod i Betlehem som en ”Palme skiøn, / Omkrandset af Roser og Ranker.”

Da Grundtvig skrev digtet ved juletid i 1823, var han residerende kapellan ved Vor Frelsers Kirke og boede på Christianshavn sammen med sin hustru Lise og deres lille søn, Johan, på halvandet år. Man ved ikke med sikkerhed, om juletræet allerede fra da af indgik i traditionerne, men børn har det jo med at rykke ved de voksnes principper. Sikkert er det, at fra 1832 var både træ og gaver en etableret del af højtiden i familien Grundtvigs hjem.

I hans digtning støder vi sidste gang på et juletræ i hhv. 1838 og 1842 – i to salmer skrevet til de fattige børns julefest i Caroline Amalies Asyl. I den første lyder det om juletræets bestemmelse i femte strofe:

Om det Lys, som tændtes brat
Med Guds Sön i Julenat,
Livets Lys, som blidt skal brænde
For de Smaa til Verdens Ende,
Minder os vort Juletræ.